Nu kan du køre rundt i Al Capones skudsikre Cadillac – hvis du har råd...

En bilforhandler i Las Vegas har netop sat den Cadillac, Al Capone brugte til at skabe frygt i Chicagos gader, til salg, og den gemmer på et par fine detaljer samt et vildt prisskilt.

8. februar 2020 af Anders Richter

Den skudsikre Cadillac fra Chicagos gader

Al Capone er uden tvivl en af de mest legendariske gangstere i historien, og nu kan en af hans biler blive din. Bilforhandleren Celebrity Cars i Las Vegas har netop sat Al Capones gamle Cadillac fra 1928 til salg, og den er noget helt specielt – det samme er prisskiltet. For at kunne kalde sig den nye ejer af dette legendariske køretøj, må du hive én mio. dollars op ad pungen, svarende til 6,8 mio. danske kr. Hvis du synes, det lyder lige til den stive side, kan du prøve at forhandle prisen ned, men forhandleren fortæller, at for at "få lov" til at forhandle prisen skal du smide et depositum på 100.000 kr. Typisk amerikansk... For pengene får du følgende:

Cadillac V-8 Town Sedan, Årgang 1928

I 1920’erne modtog politiet i Chicago 85 eksemplarer af Cadillac V-8 Town Sedan alle sammen lakeret i sort og grøn. Og da Al Capone godt kunne tænke sig at bevæge sig rundt så diskret som muligt, købte han selvfølgelig også sådan én. Det tynde glas blev dog udskiftet med noget tykkere, mens dørene og karrossen blev oprustet med ekstra stålplader, så den blev skudsikker. Det fik bilens vægt til at stige med lidt over 1.300 kg, så det var ikke nogen hurtigløber, for V8-motoren yder kun 90 hk i standardtrim. Derudover fik Al Capone monteret politiblink, -sirene og -radio, så forvandlingen var fuldendt.

Har du brug for en lille reminder om, hvem Al Capone nu var, så læs med nedenunder, eller scroll ned til bunden, hvor vi har en video med den legendariske Cadillac.

Historien om Al Capone

Den amerikanske gangster fra Chicago

Når talen falder på amerikanske gangstere, så er der specielt et navn, som popper op: Al Capone! Han blev født i New York i 1899, men efter at være blevet smidt ud af skolen som 14-årig for at have slået en kvindelig lærer, begyndte det at gå galt. Allerede som ung stødte han på gangsteren Johnny Torrio, som senere blev hans mentor. I 1923 fulgte Al Capone med Johnny til Chicago, hvor der var nye muligheder for at tjene penge. Forbudstiden i USA gjorde nemlig, at alkohol var forbudt, og det var lige præcis det, som Al Capone kom til at tjene sine penge på – nårh ja, og så lidt prostitution ved siden af.

Al Capone blev hurtigt en kendt figur i Chicago, og pengene, han tjente på at smugle alkohol, brugte han blandt andet på at bestikke personer i officielle embeder, så han kunne fortsætte med sine aktiviteter. I 1931 blev han anholdt og dømt for ­skattefusk, hvilket satte en stopper for hans kriminelle karriere.

Vil du læse mere om andre legendariske gangsterbiler, så klik på linket hér!

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...