Jerry Seinfeld har det vildeste Porsche-CV i verden – se det hér!

Amerikanske Jerry Seinfeld har tjent kassen som komiker, og mange af hans dollars er gået til at skabe en bilsamling ud over det sædvanlige. Vi kigger her på nogle af bilerne på hans CV.

18. august 2020 af Anders Richter

Rundt omkring i verden findes der et utal af spændende bilsamlinger, men en af de mest interessante ejes af den amerikanske komiker Jerry Seinfeld. Gennem årtier har han samlet nogle af de fineste biler fra Zuffenhausen. Angiveligt skulle han have over 50 biler stående, og den ene er mere ekstra­ordinær end den anden. 

Jerry Seinfeld har brugt millioner af dollars på at indkøbe de forskellige biler. Samtidig har han været så glad for sine Porsche’r, at han har brugt tæt på ligeså mange millioner af dollars på at bygge en underjordisk garage til sit lille byhus på Manhattan i New York, hvor der er plads til nogle af dem.

I sin iver efter spændende Porsche’r har han skabt et tæt bånd med fabrikken, og det har givet ham nogle spændende muligheder. Blandt andᵉt har han haft mulighed for at specificere nogle helt unikke biler, som han kunne købe fra fabrikken. Samtidig har han også fået mulighed for at købe nogle af de biler, som ellers ikke normalt kommer til salg i offentligheden. Det kommer til udtryk i biler som den Porsche Carrera GT prototype, du kan se til højre.

Vi kigger her på nogle af de biler han har ejet, eller som han stadig ejer den dag i dag. 

Porsche 550 Spyder 1955

En af perlerne i Seinfeld's bil-CV er denne 550 Spyder, som er urestaureret. Den har kun kørt 17.000 km fra ny og er fuldstændig enestående.

Vurdering: 30.500.000 kr.

Porsche 356 A Speedster 1957

En af de mere klassiske Porsche’r Seinfeld har ejet er denne Aquamarine-blåmetallic 356 Speedster, som er renoveret til topstand.

Vurdering: 3.700.000 kr.

Porsche 597 Jagdwagen 1958

Det anslås, at der i dag kun er 15 eksemplarer tilbage af et af Porsche’s mest mærkelige køretøjer: Den firehjulstrukne Jagdwagen fra 1958.

Vurdering: 3.250.000 kr.

Porsche 718 RSK 1959

En af de mest eftertragtede tidlige Porsche-racerbiler er 718 RSK, som kun blev produceret i 34 eksemplarer, hvoraf flere er gået tabt.

Vurdering: 27.000.000 kr.

Porsche 356 B 2000 GS/GT Carrera 2 1963

Hvis du er vild med hurtige 356’ere, så er dette den ultimative evolution af modellen. Eksemplaret her blev i 1964 monteret med en original GT-motor.

Vurdering: 8.500.000 kr.

Porsche 911 SWB 1966

Denne unikke Porsche 911 blev leveret fra ny i Colorado. Siden har den kun kørt 30.000 km og har udelukkende været ejet af entusiaster.

Vurdering: 1.700.000 kr.

Porsche 917/30 Can-Am Spyder 1973

En af de mest ikoniske Porsche-racerbiler er denne Can-Am racer, som med 1.200 hk er den kraftigste racerbil nogensinde fra Porsche.

Vurdering: 40.500.000 kr.

Porsche 962C 1990

Racerbilen blev brugt til racerløb af teamet Joest Racing fra ny. Efter at have kørt racerløb nogle år købte Jerry Seinfeld den af teamet.

Vurdering: 11.750.000 kr.

Porsche 964 Turbo 3,6 S Flachbau 1994

Der er kun produceret 76 eksemplarer af 964 Turbo S med den “flade” snude. Dette er den eneste, som er leveret i farven Polar-sølv fra fabrikken.

Vurdering: 7.750.000 kr.

Porsche 993 Cup 3,8 RSR 1997

Der er kun produceret 45 eksemplarer af denne 993 Cup-racerbil. Bilen fremstår, som da den blev leveret og har kun kørt 6.000 km fra ny.

Vurdering: 9.150.000 kr.

Porsche Carrera GT Prototype 2000

Dette er den ene af kun to Carrera GT-prototyper. Bilen er baseret på en LMP-racerbil. Seinfeld købte den direkte fra Porsche i 2007, og må betegnes af entusiaster som værende den hellige gral indenfor Porsche Carrera GT. 

Vurdering: 12.500.000 kr.

Denne artikel er hentet fra det trykte Bil Magasinet. Vil du læse flere spændende bilartikler, så husk at aktivere dit abonnement i dag. Du kan gøre det lige hér!

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...