Denne Ferrari F40 har kørt Le Mans to gange, hvilket gør, at den er 36 mio. kr. værd

Ferrari F40 er uden tvivl en af verdens fedeste biler, og dette eksemplar har kørt 24-timers Le Mans i både '95 og '96, hvilket får værdien af den til at stige markant. Få hele historien hér!

2. maj 2020 af Anders Richter

Ferrari F40 er i front i hingsteflokken

En af mine absolutte yndlings-Ferrari'er er F40-modellen. Den hang som plakat på drømmeværelset, og selv om der hang en Lamborghini Countach på den modsatte væg, så var det nu altid Ferrari'en, jeg hungrede efter. Jeg har aldrig kørt en F40, og måske det er bedst sådan, da mange bliver skuffede, når de kører deres drømmebiler fra 80'erne. Har dog hørt fra flere af F40'eren er præcis så frygtindgydende, som jeg tror, så måske jeg alligevel har noget til gode. 

De kantede linjer, den tynde lak, hvor man kan spotte kulfibervævningen inde bag, og så den "lille" V8-motor med to turboer og 478 hk. Ud af alle de F40'ere, der er blevet lavet, er der dog en, som hæver sig en smule over resten – dette blå eksemplar, der har en helt særlig historik på Le Mans, og som i 2019 blev solgt på auktion for 36 mio. kr.

Startede livet som en F40-prototype

Bilen startede sit liv på fabrikken i Maranello som en prototype til F40-modellen, og faktisk er dette den tredje producerede F40 af alle. Efter at være blevet brugt (hårdt) af fabrikken til at udvikle produktionsmodellen, blev bilen i 1992 solgt af fabrikken til den tidligere Le Mans-kører Rene Herzog, som med det samme vidste, at der skulle laves noget ved den. Han sendte derfor bilen til det italienske firma Michelotto, som er kendt for at lave nogle af de mest eftertragtede racerbiler. De ombyggede bilen til et såkaldt LM-spec, som bl.a. består af følgende:

  • Nye IHI-turboladere
  • Mere avanceret indsprøjtningssystem fra Weber-Marelli
  • Vægtreduktion til 1.050 kg
  • Større bremser
  • Modificeret aerodynamik
  • Sekventiel gearkasse
  • Ekstra afstivning af chassis

Effekten steg til over 700 hk, og når du tager vægten på kun 1.050 kg med i regnestykket, er der ingen tvivl om, at dette er en af de hurtigste Ferrari'er i historien. 

Læs mange flere fede bilartikler i Bil Magasinet, som du kan abonnere på hver måned ved at klikke hér!

Ombygget af Michelotto til LM-spec

Michelotto var kun lige blevet færdige med bilen, før den skiftede ejer igen, og det samme skete flere gange i løbet af få år. Midt i 1995 blev den solgt til det franske racingteam Pilot-Aldix, som havde til hensigt at stille op med bilen i den europæiske GT-serie samme år. De havde dog ikke heldet med sig. 

I sæsonens første løb måtte teamet udgå med forskellige problemer. De tog bilen tilbage på værkstedet, hvor de bl.a. fik den omlakeret i den franske racer-blå kulør, og det virkede (selv om det næppe var farvens skyld...). Teamet kvalificerede sig til at starte som nummer syv til 24-timers Le Mans i 1995, og de startede som nummer to i GT1-klassen foran syv McLaren F1 GTR, der ellers sad hårdt på magten i den periode.

Deltog i Le Mans i 1995 og 1996

Løbet i 1995 var præget af kraftigt regnvejr, hvilket var en fordel for McLaren F1-bilerne. Den blå Ferrari gennemførte men måtte tage til takke med en sjetteplads i GT1-klassen og en samlet 12. plads. Året efter stillede de op igen, men denne gang kunne de kun kvalificere sig til en 25. plads på startgridden. Uheldet var vendt tilbage, for bilen måtte udgå og kom derfor aldrig over målstregen i det ellers så legendariske løb.

Denne Ferrari F40 LM er netop solgt

Efter '96-sæsonen gik den blå F40 LM på pension. I årene efter skiftede den ejere flere gange, og først i 2008 endte den hos en entusiast, som har passet på den frem til i dag, hvor den i starten af 2019 skiftede ejer på ny. Det var auktionshuset RM Sotheby's, der stod for at sælge bilen, og prisen røg helt op i 36,2 mio. kr., før hammeren faldt. Vurderingen af bilen var på 37 mio. kr., så de var ikke helt galt på den. 

Isoleret set er det mange penge, men sætter vi det i forhold til, hvad en original Ferrari 250 GTO koster, er dette nærmest et røverkøb. Tror dog alligevel det må forblive ved drømmen, selv om dette uden tvivl er min absolutte favorit blandt Ferrari F40. 

Læs mange flere fede bilartikler i Bil Magasinet, som du kan abonnere på hver måned ved at klikke hér!

Hvad er Richters Garage?

Bloggen er skrevet af redaktionschef på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og livet i selskab med en privat vognpark, der pt. består af to (!?!) Porsche 944 Turbo, en Porsche 996 Turbo samt en BMW 750i E32.

Følg Richters Garage og Bil Magasinet på Instagram for daglige opdateringer.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...