Ender det i konkurs, hvis du køber en 12-cylindret Jaguar? Få svaret hér

Vi griber nøglerne til en Daimler Double Six fra 1992 for at guide dig gennem dens storslåede teknik og rustfælder. Få en komplet brugtguide til drømmebilen i denne artikel.

9. februar 2019 af Anders Richter

Brugtguide til en 12-cylindret Jaguar

Trærattet er tyndt som spaghetti. Ekvipagen glider gennem landskabet uden at sende nogen informationer fra underlaget videre til chaufføren. Sådan skal det være, og sådan er det, når du kører i Daimler Double-Six. Den ultimative britiske bil fra en af de værste perioder i engelsk bilindustri. 

Du skal dog ikke lade dig snyde af Daimler-navnet, for i virkeligheden er dette “bare” en Jaguar XJ12 Serie III, som var i produktion fra 1979 til 1992. Den bygger dog kraftigt på XJ12 serie I, som allerede kom til verden i 1972. Det er nok også en af grundene til, at dette er bilen, som føles ældst af de tre. XJ-serien i tredje generation var en af de mest populære Jaguar’er i historien. På 13 år producerede de 132.952 biler, hvoraf de 10.500 var med V12-motoren. Og det er denne bil, vi i dag går igennem i sømmene for at finde fejl og mangler.

Masser af moment i Daimler Double Six

Undervognen danser rundt på asfalten som en overvægtig ballerina, og styretøjet er så upræcist, at du ligner en skuespiller fra en amerikansk 70’er B-film, når du kører rattet fra side til side. Og det er ikke fordi, testbilen er slidt. Tværtimod står den i nærmest nybilsstand med kun 52.348 km på tælleren. Det er bare sådan, en Daimler Double-Six kører.

Motoren har masser af moment, men virker uoplagt, og der skal virkelig trykkes på speederen, før den vågner op og leverer en acceleration, som virker meget tilbagelænet. De 12 cylindre er hæmmet af en 3-trins automatgearkasse, som virker decideret oldnordisk i en bil fra 1992.

Alligevel har den her bil et eller andet over sig, og det kommer bedst til syne, når du læner dig tilbage, stopper piben med et skud gul Capstan-tobak og tager det hele i et roligt tempo. Ja, faktisk fungerer en Daimler Double-Six allerbedst, når du ankommer til et sted: Stig ud, og nyd hvordan dit hoved tvinger sig rundt, når du kigger efter dit køretøj, mens du er på vej væk. Følelsen af at køre i et kunstværk er bestemt til stede i Jaguar’en, og de andre to i testen mangler lidt af den magi, som Daimler’en har.

Livet med en 12-cylindret Jaguar

For at få lidt insidertips til livet med en 12-cylindret Jaguar limousine, hev vi fat i Bernt Kastberg, der arbejder som journalist på biltorvet.dk samtidig med, at han er redaktør på Jaguar Club Danmarks klubblad. Han har selv en XJ12 stående, som han bruger flittigt:

“Da jeg var på jagt, var det efter en rustfri bil, som virkede mekanisk ok. Det vil sige ikke for mange knirke, klonke- og hylelyde. Knirkelyde tager tid at finde. F.eks. er der to ting dybt inde bag instrumentbordet, som rasler på min. Det ene er blæseren, men det tager ret lang tid at skille skidtet ad, så jeg lader være med at bruge den og finder mig i den anden lyd, som kun er der en gang imellem. Aircon virker alligevel ikke, så jeg åbner vinduet, hvis jeg skal have kulde – motoren skal nok sørge for at varme det hele op, skal jeg hilse at sige”, fortæller Bernt og understreger, at hvis du skal have en perfekt bil, kommer du til at betale mere.

De billigste starter ved 50.000 kr., men her er det mere held end forstand. Regn med 80-100.000 kr. for et godt brugbart eksemplar, og herfra går priserne nordpå afhængig af, hvor perfekt en bil du går efter. Vil du have den som coupé, skal du regne med at betale dobbelt op af en tilsvarende 4-dørs. Dette eksemplar har kun kørt 52.000 km, og står fuldstændig som ny. Den står til salg hos DK Classic Cars i Langeskov

Det skal du undersøge...

  • Motor og gear – V12’eren er mere solid, end man faktisk skulle tro. Tidlige modeller havde karburator. De kan være svære at indstille korrekt. så gå efter en bil med indsprøjtning. Normal service er simpelt, selv om tændrørsskift kræver, at pumpen til aircondition rykkes en smule. En høj “klikken” fra motoren kan være et tabt ventilsæde efter en overophedning. Lav en kompressionstest inden køb. Lavt olietryk med varm motor i tomgang er normalt.
  • Undervogn – Lyt efter for klonklyde fra undervognen, som kan stamme fra, hvor de forreste støddæmpere er fæstnet i inderskærmen, bærearmsbøsninger, styrekugler eller kødben. Det koster og er også besværligt at skifte. Hylelyde fra differentiale eller gearkasse er også vigtigt at tjekke. Hvis den ryster, når du giver gas, kan det skyldes dårlige kardankryds eller dæk.
  • Interiør – Læderet kan blive slidt. Nye kabiner fås billigt i England. Tjek at alt virker – også aircondition.
  • Rust – Den største fjende er uden tvivl rust. At lave rust på en Double-Six eller XJ12 kan koster flere 100.000 kr. Find derfor et rustfrit eksemplar. Det betaler sig.

Specifikationer

  • Model  Daimler Double-Six 1992
  • Pris i dag fra  80.000 kr.
  • Motor V12, 5.343 cm3, 24V
  • Ydelse 264 hk, 377 Nm
  • Topfart  223 km/t
  • 0-100 km/t 9,3 sek.
  • Forbrug 6,7 km/l (på en go' dag...)

Vidste du?

Betegnelsen Double-Six stammer egentlig fra den meget gamle Daimler-model, som blev produceret mellem 1926 og 1938. Motoren i den ydede 150 hk ved 2.480 o/min.

Denne artikel er et uddrag fra BM1901.

Hvad er Richters Garage?

Bloggen er skrevet af redaktionschef på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og livet i selskab med en privat vognpark, der pt. består af en Porsche 944 Turbo, en Porsche 996 Turbo samt en BMW 750i E32.

Følg Richters Garage og Bil Magasinet på Instagram for daglige opdateringer.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.