3 superbiler du kan tjene penge på i 2019

I Richters Garage kigger vi på tre investeringsbiler, som kræver den helt store pengepung, og her er noget for enhver smag.

17. august 2019 af Anders Richter

Biler som investering

Begrebet investeringsbiler er ikke noget, specielt mange danskere beskæftiger sig med, og det er en skam. For der er store penge på spil, når sjældne biler skifter hænder. Sjældne biler har nemlig en værdi. Og den værdi kan stige eller falde alt efter udbud og efterspørgsel præcis som med aktier. Forskellen er bare, at det sjoveste ved at eje en aktie er, når du bliver inviteret til årsmøde med fri bar og buffet. Når du investerer I biler, har du det sjovt hver gang, du sidder bag rattet af den.

I dag skal vi derfor se på tre superbiler, som efter min mening har potentialet til at stige yderligere i værdi. Og nej, du behøver ikke sende mig en sur mail, hvis det alligevel ikke sker, for det klassiske bilmarked er som altid uforudsigeligt, og hvis jeg kunne forudse fremtiden, havde jeg købt en Ferrari 250 GTO som spæd og levet lykkeligt til mine dages ende. Så dette er altså bare mine tre bud på biler, som jeg kunne forestille mig, stiger i værdi.

Porsche 964 Turbo

Den første Porsche 911 Turbo går under modelbetegnelsen 930, og den er allerede blevet efterspurgt. Men det er dog slet ikke dén, jeg er interesseret I. For mens alle har kigget på 930'eren, er de verdens Porsche-samlere begyndt at opkøbe efterfølgeren: 964 Turbo. Og det har gjort, at priserne allerede er ved at skyde I vejret. En Porsche 964 Turbo er ikke den mest velkørende eller harmoniske Porsche, men det er ligegyldigt I samlerkredse. Til gengæld ser den enormt hård ud, og specielt den yngre generation vil kunne huske den fra kultfilmen “Bad Boys”. Eller kultfilm er måske så meget sagt...

Standardmodellen hedder 964 Turbo og har en 3,3-liters motor. Her kan du være heldig at finde et godt eksemplar fra 100.000 euro (ca. 750.000 kr). Gå hellere efter en bil I god stand og med en god historie end et lavt kilometertal.

Et par år efter blev en Porsche 964 Turbo præsenteret I en 3,6-liters udgave, som lige nu er yderst eftertragtet. Prisen kan være to eller tre gange så høj som en tilsvarende 3,3-liters. Der findes også nogle yderst sjældne Turbo S-udgaver, som er nærmest umulige bare at finde til salg. Og når de endelig dukker op, kræver de enorme summer.

964 Turbo er allerede steget I værdi, men jeg tror, at der er lang vej til toppen, så de kan sagtens stige mere endnu.

Lamborghini Diablo

Den anden bil, som jeg ser et stort stigningspotentiale I, er Lamborghini Diablo SV. I 2014 steg modellens forgænger, Countach, helt vildt I værdi. Et tidligt eksemplar nåede hele 7,5 mio. kr., da det blev solgt på auktion midt på året, og resten af Countach-familien følger rask med I øjeblikket. Priserne på den senere Diablo, stiger dog i et lidt langsommere tempo. Du kan stadig finde en tidlig Lamborghini Diablo til omkring 140.000 euro (ca. 1.050.000 kr.), mens det efter min mening er SV-letvægtsudgaven, du skal gå efter, som indrømmet også er noget dyrere. Ingen kender det eksakte produktionstal, men ca. 425 Diablo SV blev bygget mellem 1995 og 1999. Overordnet set blev der produceret I alt 2.884 eksemplarer af Diablo. 

Bugatti EB110

Med det tredje bud er vi helt oppe i hyperbilernes superliga. Bugatti EB110 er forgængeren til den nulevende Veyron. EB110 har dog i mange år levet i skyggen af sin efterfølger. Faktum er dog, at bilen er et stykke ekstremt imponerende mekanik, og designet, som er tegnet af manden bag bl.a. Lamborghini Miura, Marcello Gandini, er helt unikt. Motoren er en 3,5-liters V12-motor med hele fire turboer og 560 hk.

Det interessante ved en Bugatti EB110 er, at hvis du kigger på en af bilens konkurrenter fra dengang, McLaren F1, er der en del lighedstegn. De er begge hyperbiler, de er begge ekstremt sjældne (der blev produceret 139 eksemplarer af EB110 og 106 eksemplarer af McLaren F1), de har begge imponerende teknik og design, og så er de begge biler, vi husker!

En McLaren F1 blev I 2014 solgt for 66 mio. kr. på auktion. Et rigtig pænt og velplejet eksemplar af en Bugatti EB110 blev i 2014 også solgt på auktion. Her faldt hammeren dog allerede ved 2.000.000 kr., hvilket fik Bugatti'en til dengang at fremstå som værende decideret billig. Siden er priserne steget en del, og en af de seneste blev handlet på RM Sothebys auktion i Arizona i 2018. Her faldt hammeren først ved 6,5 mio. kr., men efter min mening er der stadig masser af potentiale i EB110, og der er stadig lang vej op til den mægtige McLaren F1.

Hvad er Richters Garage?

Bloggen er skrevet af redaktionschef på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og livet i selskab med en privat vognpark, der pt. består af en Porsche 944 Turbo, en Porsche 996 Turbo samt en BMW 750i E32.

Følg Richters Garage og Bil Magasinet på Instagram for daglige opdateringer.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.