Thorkild Thyrring ved Carlsberg-elefanterne
Thorkild Thyrring ved Carlsberg-elefanterne© bilmagasinet.dk

Til møde hos Thorkild

Den evigt energiske racerkører har gang i et kæmpeprojekt på bryggeriet Carlsberg

10. marts 2010 af Mikkel Thomsager


Tirsdag var jeg til møde hos Thorkild Thyrring på det gamle Carlsberg bryggeri i Valby. Det er her Thorkild er i gang med at arrangere Biler og Racing på Carlsberg, som er en produktudviklet form af det velgørenhedsrace, som hidtil har sendt 13 millioner kr. i  velgørende organisationers kasser under navnet International Racing Festival.

I år er det Dansk Røde Kors, der får glæde af Thorkilds utrættelige indsats. De seneste gange har Thorkild bundet sit arrangement op på Biler i Bella, men i år står han for det hele selv: Komplet med biludstilling, masser af publikumsoplevelser og racingfestival, hvor racerkørere giver ture i racerbiler og sportsvogne for penge, der går ubeskåret til det gode formål.

I år foregår turene på en 1,5 kilometer lang Monte-Carlsberg bane, placeret på det enorme og 33 hektar store område i Valby, hvor Carlsberg tidligere producerede øl.

Mødet tirsdag havde - som altid med Thorkild - karakter af audiens. Thorkild fortæller intenst om alle facetter af det unikke arrangementet, som vitterlig ser ud til at blive helt fantastisk i Carlsbergs historiske omgivelser. Det foregår den 10.-11. april.

Biler direkte fra fabrikkerne
Thorkild kunne blandt andet fortælle, at Volvo-fabrikkerne fra Gøteborg udstiller på Biler og Racing på Carlsberg 2010. Bilerne bliver leveret direkte til udstillingsområdet på Carlsberg fra fabrikken, hvilket understreger Thorkilds massive netværk og evne til at trænge igennem til de, der tager beslutningerne. Normalt er det bilmærkernes lokale importører, der låner biler ud til udstillinger.

Inden vi når dertil, skal vi have Biler i Bella overstået den 18.-21. marts og det bliver også rigtig godt. Biler i Bella kører sin egen biludstilling, men uden race.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...