Superbilernes overdrev er genopstået

En Spansk V10 gaderacer med 925 hk og en amerikansk kulfiber-baneracer, som kan konverteres til gadebrug. Vildskaben blomstrer på biludstillingen i Genève

4. marts 2015 af Mikkel Thomsager

Biludstillingen i Genève har altid været stedet, hvor luksusbiler og sportsvogne blev præsenteret. Fra slutningen af 00'erne har det knebet lidt. De store bilproducenter har stadig vist deres luksus- og super-biler, men de små producenter har ikke været der.

Det er de i år, som jeg også fortalte det i sidste uge. Fra dansk side kan vi glæde os over, at Zenvo fra Præstø havde en flot stand, placeret lige ved siden af Pagani, Koenigsegg, Bugatti, Giugiaro og to biler, du måske ikke har hørt om før: Glickenhaus 003S og Spania GTA Spano.

Spania-modellen har angiveligt eksisteret i fem år. Hvor mange biler, det spanske firma, der har hjemme i Valencia, har produceret, var ikke sådan at få rede på, men denne GTA Spana er en ny version, der bygger videre på den gamle model, men med en stribe nye teknologier. Her iblandt en ret avanceret kulfiber-celler, som udgør bilens kabinen.

 

Firmaet, der ifølge folk på standen beskæftiger 35 mand, har selv udviklet og produceret hele kabinen, inklusive lcd-instrumenteringen, og motoren er også deres egen.

Blokken til den otte liters V10 aluminiums-motor, bliver dog støbt i USA. Spania siger, at blokken ikke bruges af andre bil-modeller, men med en slagvolumen på 7.990 er størrelsen identisk med motoren i den første Dodge Viper fra 1992, og lige som i Dodge, er det en aluminiums-motor.

 

Med to turboer yder den 925 hk, hvilket er nok til at skyde den 1.400 kg tunge bil fra 0-100 km/ på 2,8 sekunder. Topfarten er 370 km/t. Den benytter samme Cima-gearkasse med ratskifte, som Zenvo og Koenigsegg, men altså uden de forbedringer, som Zenvo har tilført gearkassen. Prisen er 6,5 millioner kr. uden afgifter. Til sammenligning koster Zenvo 5,6 millioner kr. uden afgifter.

Scuderia Cameron Glickenhaus 003 C/S er faktisk en hel del dyrere. Den starter ved 16 millioner kr. uden afgifter. Som Spania er den bygget helt i kulfiber og ydstyret med en 3,5 liters Honda V6 racer-motor med to turboer.

 

James Glickenhaus tjente en formue som finansiel investor, men det var efter han havde slået sit navn fast som Hollywood filminstruktør af blandt andet filmene "The Exterminator" og "The Protector", sidstnævnte med Jackie Chan i hovedrollen.

Men han var også en pasioneret bilsamler, med en forkærlighed for Ferrari-modeller med special-karrosserier. Han var også begejstret for Ferraris P-modeller fra 60'erne, og han fik en Ferrari Enzo konverteret til en moderne fortolkning af en P-model, som han kaldte P4/6 i 2006, og i 2011 præsenterede han tilsvarende en moderne P4/5 Competizione med teknikken fra en Ferrari 430 Scuderia. Begge biler blev tegnet af Pininfarina.

Til at begynde med, syntes Ferrari, at det var sjovt, men da James Glickenhaus i 2011 begyndte at køre race med sin P4/5 Competizione, syntes de ikke, det var sjovt længere, og de undsagde alt samarbejde med Glickenhaus.

Bilen brændte i øvrigt ved 24-timers løbet på Nürburgring i 2012, men den er siden blevet genopbygget.

 

Nu har James Glickenhaus så lavet sit helt egen racer, bygget op fra bunden af helt i kulfiber, og denne gang motoriseret af en italiensk bygget Honda racermotor, på 3,5 liter, som med to turboer yder 530 hk til en bil, der vejer 1.350 kg.

De italienske rødder har Glickenhaus ikke sluppet, som det fremgår af bilens navn: Scuderia Cameron Glickenhaus 003 C/S. "C" står for Competizione, og bilen er tænkt som en bane-racer, men den leveres også som gadebil. Det er "S"-modellen, "S" står for Stradale, men i øvrigt kan C-modellen let bygges om til en S-model, siger firmaet.

 

Et hurtigt kig på kabinen afslører dog, at det er en noget rå oplevelse, at indtage kabinen i Scuderia Cameron Glickenhaus 003 S. Bilen på billederne er faktisk en Stradale-model.

James Glickenhaus har allerede meddelt, at en Scuderia Cameron Glickenhaus 003 C kører med i dette års 24-timers løb på Nürbrugring.

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...