Staten skovler biler ind, men intet er afgjort

Politiet beslaglægger biler for vandvidskørsel hver eneste dag, men endnu er ingen sager om konfiskation endelig afgjort

13. november 2021 af Mikkel Thomsager

Husk: Vanvidskørsel giver også 20 dage i spjældet

Vandvidskørsel er helt uacceptabelt, derfor straffes det med 20 dages fængsel. Altså bliver man taget med mere end 100 km/t i eksempelvis en byzone, så skal man ret sikkert i fængsel. 

I samme ombæring bliver den bil, som kørslen foretages i, beslaglagt. Det vil sige politiet tager den med henblik på konfiskation - altså at staten sælger den og beholder pengene fra salget. Det første er ifølge Justitsministeriet sket med 510 biler fra loven trådte i kraft 31. marts og frem til 1. oktober. Det sidste er endnu ikke sket - endnu er ingen biler blevet solgt.

Beslaglæggelsen foretages af politiet og gælder bilen, uanset hvem der ejer den, og hvad den er værd. Flere eksempler dokumenterer, at det også gælder biler på udenlandske nummerplader.

Stolte ministre

Det er både Justitsminister Nick Hækkerup og Transportminister Benny Engelbrecht stolte af. I en fælles pressemeddelelse udsendt af justitsministeriet udtaler Nick Hækkerup:

”Politiet har beslaglagt næsten tre køretøjer om dagen, siden de nye regler mod vanvidsbilisme trådte i kraft for et halvt år siden. De nye styrkede tiltag mod vanvidskørsel har i den grad virket og været nødvendige for at sætte hårdt ind over for dem, der bringer andre menneskers liv i fare med deres vanvittige kørsel. Forhåbentlig kan de mange beslaglæggelser af køretøjer få en præventiv effekt og medvirke til at ændre adfærden hos dem, der uden omtanke for andre trykker speederen i bund og skaber utryghed på vejene.”

Benny Engelbrecht udtaler i samme:

”Målet er at stoppe vanvidsbilisme, så vi redder liv. Det kræver klare og mærkbare konsekvenser for vanvidsbilisterne. Og det har vi fået med de nye regler. På et halvt år har vi fjernet mere end 500 biler brugt til vanvidskørsel fra gaden. Dermed har vi klart og tydeligt sagt, at vi ikke vil finde os i dem, der i den grad føler sig hævet over loven.”

Ingen af de to forholder sig til, at de konfiskerede biler ejes af helt tilfældige personer, men det gør retsvæsenet trods alt, og det er årsagen til, at ingen af de mange sager endnu medført konfiskation.

Anket til højesteret

Ifølge Børsen (artikel ligger bag betalingsvæg) har Procesbevillingsnævnet i oktober accepteret, at en sag om en konfiskeret Volvo på Amager skal behandles af Højesteret.

Det gælder sagen om et midaldrende ægtepar, hvor hustruen havde rådighed over bilen, der var en demovogn ejet af Nordania Leasing, men manden lånte bilen af hustruen for et kort ærinde. Her blev han taget i at køre 103 km/t, hvor der var en fartbegrænsning på 50 km i timen. Det skete på den brede Englandsvej på Amager. Han troede, at fartgrænsen var 80 km i timen.

“Det er ekstraordinært og et udtryk for, at man vurderer, at sagen er principiel. Vi sætter vores lid til, at Højesteret følger vores anmodning om at inddrage en forelæggelse af lovens forenelighed med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,” siger Christian Brandt, der er adm. direktør i brancheorganisationen Finans & Leasing til Børsen i ovennævnte artikel.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...