Så du redaktørens nye bil?

Mikkel Thomsager har købt ikke en, men to nye biler til vinterbrug - heraf endnu en udskidt pickup

31. oktober 2021 af Mikkel Thomsager

I foråret skiftede jeg min fire år gamle Volvo V40 ud med en sommerdrøm i form af en BMW135i Cabriolet. Den har jeg skrevet en del om i Bil Magasinet, hvor du kan følge med i både udvælgelsen, hjemtagelsen, registreringen og finansiering af bilen. Mange af de praktiske anvisninger kan du også læse her.

Køb abonnement på Bil Magasinet her.

Fra starten var det planen, at det skulle være en sommerbil, hvilket betød, at der skulle endnu en ny bil i garagen til vinterbrug. Planen var, at jeg ville holde udkig og slå til, når et godt tilbud dukkede op. Det endte med at bliver til to nye biler.

Den ene af dem blev en Chevrolet S10 pick up fra 1996, som jeg hentede i Sverige i august. 

"Hvad i alverden skal du med den, har du ikke allerede en træls gammel pickup", kan jeg høre dig råbe ind i skærmen. Her to måneder senere, har jeg svært ved at svare på det venlige spørgsmål. 

Men her er det ræsonnement, der fik mig overtalt til at gøre det.

Min nye amerikanske bulldog står helt original og næsten uden buler. Det er XL-Cab udgaven med et rum bag forsæderne. Når der ikke er bagdøre, skal der ikke rumdeler i.

Løsningen er en benzinmotor

For to år siden købte jeg en Mazda pickup fra 1989. Den lever et trygt og godt liv på Bornholm, hvor jeg har brug for en ladbil. Eller jeg kan i hvert fald godt bruge den efter hensigten.

Det er alt andet end et prydstykke, men jeg er faktisk blevet utrolig glad for den. Jeg nyder at bruge den uden at tage hensyn til den, og der er noget befriende ved det helt grundlæggende i en gammel diesel, som ikke kan andet end at være en gammel diesel. Det er mekanik af den gamle skole.

Dieselmotoren medfører dog to problemer: Vægtafgiften bliver forholdsvis høj. i 2022 bliver den 7.000 kr. Og den må ikke køre i miljøzoner, hvorfor jeg faktisk ikke kan køre på arbejde i den, da Bil Magasinets kontor ligger i en miljøzone.

Løsningen er naturligvis en gammel pickup med benzinmotor. Sådan en må gerne køre i miljøzoner, uanset hvor gammel den er, og vægtafgiften er ca. det halve.

Der findes bare ikke mange pickups med benzinmotor. Især ikke hvis de skal være fra før juli 1998, og det skal de, for fra da af pålægges varebiler, der køres af private, en særlig strafafgift på mindst 6.250 kr. pr. år for at køre privat i den.

Tilfældigvis faldt jeg over løsningen en dag, da jeg surfede på det svenske brugtbil-site bloket.se. Her var en del Chevrolet S10 til salg.

Chevrolet s10 1996 kabinen

Bulldog'en har kørt 150.000 km, men har ikke levet et hårdt liv. Kabinen er overraskende pæn. Her er ratgear, fartpilot, radio med indbygget equalizer. Aircon og forlygtespulere virker ikke, men sæder og frontpanel er uden huller.

Lidt dyrere end planlagt

Det er en pickup af samme størrelse som min Mazda, men netop med benzinmotor. Faktisk kunne den slet ikke fås med dieselmotor i Sverige. Til gengæld fås den med både 4-cylindret og V6-motor.

Jeg faldt over en V6 fra 1996 med 150.000 km på tælleren og tænkte: Der er den!

Den så original, ulakeret og pæn ud, og den var nysynet - i Sverige. Alt var godt. Intet kunne gå galt. Så jeg kørte godt 250 km op i Sverige, og vendte hjem med bilen på hjul.

Alt bortset fra aircondition virker. Således også fartpiloten, den ret gode radio med seks højttalere, og ikke mindst V6-motoren med 3-trins automatgear. 

Motoren brummer mere, end den præsterer. Det 4,3-liters slagvolumen nøjes med 187 sløve hestekræfter.

Den var jo nysynet i Sverige, men jeg endte alligevel med at bruge 12.000 kr. på den i Danmark, hvor Autoclasen i Solrød Strand tog sig af bremserne, som bar præg af, at bilen har stået stille formentlig i otte år. 

Registreringsafgiften blev også lige lidt højere, end jeg havde regnet det ud: 11.000 kr. Der måtte også fire nye dæk på.

Men så stod den også nogenlunde fin og brugbar.

Æick up dæk Toyo 215/75 15

Dækkene var overhovedet ikke slidte, men fra 2008. Det blev til fire nye Toyo. Udvalget af pickup-dæk i størrelsen 215/75 15 er ikke stort. Til gengæld er det et M+S dæk, så de duer også til vinter

Sandhedens time: Valg mellem to

Måske havde jeg tænkt mig, at vi godt kunne køre i den hen over vinteren, men det var der ikke opbakning til blandt fleretallet i husstanden. Den består af to, og flertallet udgøres af min hustru. Så endnu en bil måtte til.

Men nu er Chevy'en her, synet, repareret og registreret, så jeg lige så godt kan køre i den. Så det gør jeg - nogle gange.

Den kører utrolig ringe, det skal den have. Min syv år ældre Mazda uden servostyring, med manuelt gear og radio med lys i kører bedre. Men retningsstabiliteten i den amerikanske bulldog er ok, servostyringen gør den betydeligt lettere at manøvrere, og når først den er monteret på landevejen, går det ok lige ud med 80 km/t - og omkring 5 km/l.

Der fulgte en lad-kasse med, som jeg jævnligt tager af og sætter på, alt efter hvad jeg kører med bagi, og kabinen er vitterlig ganske pæn. Der sad et kænguro-gitter på fronten, da jeg købte den. Det kan den ikke synes med i Danmark, så det pillede jeg af, og Autoclasen fandt spacere på alle hjul, som fik den til at se lidt bredere ud. De røg også af, til ære for synsmanden.

Hen over vinteren skal jeg så træffe det svære valg. For jeg skal jo ikke have to pickup'er. Men hvilken skal jeg beholde? I skrivende stund ved jeg det ikke. Chevy'en er nyere og mere komfortabel, men ladet er kortere, og Mazda'en fungerer bedre som pick up.

Du hører nærmere.

Chevorlet S10 1996 Sverige kængurugitter

Sådan så den ud, da jeg hentede den i Sverige. Kængurugitteret måtte af, for at bilen kunne synes i Danmark.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...