Mads Christensen (t.v.) og Jason Watt
Mads Christensen (t.v.) og Jason Watt© bilmagasinet.dk

Rimelig godt bil-TV

TV-programmet "Gear og lir" er ok uden at være fænomenalt

20. oktober 2009 af Mikkel Thomsager


Anmeldelse: Gear og Li´r på 6'eren

Vi er blevet vant til godt bil-TV, ikke fordi danske tv-kanaler laver mængder af det selv, men fordi danske TV-kanaler spytter engelske bilprogrammer ud i æteren, som om det var betalte tv-reklamer. Det legendariske Top Gear sendes nu dagligt på TV3, det gamle Top Gear, som nu hedder Fifth Gear, sendes på 6'eren, og Discovery krydrer med mere eller mindre videnskabelige serier om renovering, opbygning og udvikling af biler.

Det er et problem, når der så endelig kommer et bilprogram på dansk.

For når de store kaster millioner af pund i prisbelønnede tv-serie om biler på engelsk, hvordan kan vi danskere så gøre ret meget andet - end at se på?

Så meget desto mere kan man agte 6'eren for i det mindste at prøve. Selv om ånden fra Top Gear hænger tungt over programmet, så forsøger man at gøre det på sin måde båret af en udklædt Mads Christensen og en glad Jason Watt, som får lige lovlig megen taletid mellem indslagene.

I virkeligheden er programmet mere informativt, end det giver sig ud for. Vinklerne er skæve og klipningen vild, men Indholdet af de enkelte indslag er faktisk interessante nok i sig selv. De behøver ikke en turbo for at være interessante.

For eksempel når Nicolas Kiesa fortæller om sin turbo-tunede Lamborghini Gallardo, der er lidt af en præsation. Audi kunne ikke finde ud af det, men Nicolas fra Sydsjælland kan. Det fremgår af indslaget, og man behøver ikke pakke den historie ind i tant og fjas for at få bilglade mænd til at se det, hvilket er 6'erens ambition.

Det faste indslag Testtøserne er givet vis tiltænkt et lignende fjantet udtryk. Tre ikke særligt bilerfarne, tynde piger i megen make up, lidt tøj og stiletter udtaler sig om biler, hvilet på forunderlig vis bliver interessant, fordi de bare er sig selv. Ironisk nok virker de mere autentiske end programmet og værterne som helhed.

Det er dér, forskellen mellem godt og rigtig godt ligger. Mads og Jason ved, at de har ét skud i bøssen, og det virker som om, de  har puttet to patroner i løbet. Og så er det svært at ramme. Det er bestemt ikke skidt, for der er masser af gode historier i de to første programmer, og både og du og jeg kan glæde os over et nyt, underholdende dansk bilprogram. Jeg håber det fortsætter og under dem al mulig succes. Det er både initiativet og programmet værd. Bare Mads og Jason ville være lidt mindre lirede, så skal det bil-program nok komme i gear.

Se indslaget med Nicolas Kiesa's turbo-Gallardo her:



Kilde: Gear og Lir, 6'eren

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...