Jaguar I-Pace
Jaguar I-Pace © Bil Magasinet

Redaktøren mener: Elbil-succes afhænger af, om vi kan stole på Folketinget

Forslaget om et kontant tilskud til at købe en elbil er som at tisse i bukserne. Elbilernes succes afhænger af, om vi kan stole på skiftende regeringer

26. september 2018 af Mikkel Thomsager
Jaguar I-Pace 2018 Sturup Raceway

Jaguar I-Pace er en elbil, du kan drømme om. Afgørende for dens succes er, om du og alle andre ved, hvad den er værd om tre eller fem år.

© Bil Magasinet


Klimarådet offentliggjorde tirsdag en rapport, hvor de kræver 500.000 grønne biler I 2030, og Socialdemokratiet stemmer i med forslag om tilskud til elbiler. Men det er volapyk i forhold til elbilernes grundlæggende problem i Danmark. 

Det afhænger nemlig af, om Christianborg kan levere det, de har allersværest ved: Troværdighed.

Bilen er for de fleste husstandes vedkommende den største eller næststørste investering. Vi slår gerne til på et godt tilbud inden for de rammer, vi selv har sat, men det vi bekymrer os mest om, er, hvad vi kan få for bilen om tre eller fem år. 

Og det er der god grund til. Gensalgsværdien er nemlig altafgørende for, hvad de samlede omkostninger ved at køre i bilen over en årrække bliver.

Der er sikkert mange, der er villige til at give lidt ekstra for at køre i elbil, men både for dem og alle andre er det afgørende, hvad den samlede udgift ved at eje og bruge bilen er. Så længe skiftende regeringer jonglerer med afgiften på biler, som om det var dagens tilbud på Haribo lakrids, er det helt umuligt at forudse – og så tør vi ikke køre elbil.

Det er elbilens største problem i Danmark. 

Forudsigelighed vigtigere end rabat

Succes kræver, at hovedparten af Folketinget bliver enige om en afgift, som til gengæld rækker så langt ud i fremtiden, at jeg kan stole på, at den også ser sådan ud, når jeg skal af med min elbil igen. 

Det er langt vigtigere end selve afgiftens størrelse – omend det vil være påkrævet at tilgodese elbiler i et vist omfang, hvis vi skal bide på dem i bred forstand.

Klimarådets forslag om, at elbilkøbere skal have en kontant rabat på 50.000 kroner, hvorefter rabatten skal nedtrappes i takt med, at salget af elbiler stiger, er sikkert velment, men det er gift for elbilsalget.

Hertil kommer spørgsmål om infrastruktur. Mange elbiler kræver mange ladesteder, som kræver en omfattende udbygning, der allerede nu er begrænset på hjemmefronten. Vi har fortsat en forholdsvis lav grænse for, hvor kraftigt vi må lade elbiler hjemme.

Fastsæt mål frem for teknik

Samme ærgerlige tis-i-bukserne-effekt har Klimarådets fordømmelse af benzin- og dieselbiler. Her begår rådet den grundlæggende teknologifejl, som skiftende regeringer til gengæld har undgået. 

Bortset fra elbiler har hverken socialdemokratiske eller venstre-regeringer favoriseret en bestemt teknologi. De har fokuseret på målet, som er mindre forurening og lavere CO2-udslip, frem for at regulere de teknologier, der ligger bag.

Hvad med fremtidens CO2-negative brændstoffer?

Klimarådet konstaterer, at benzin- og dieselbiler skal udfases, og overser dermed fuldstændig de miljømæssige muligheder i syntetiske brændstoffer. Allerede nu tales der om syntetiske brændstoffer produceret af CO2, sådan at de ikke bare er CO2-neutrale men direkte CO2-negative.

Løsningen er en langsigtet transportpolitik, der tilgodeser biler med lavt CO2-udslip, og en enkel og forudsigelig rabat til elbiler, mest af alt for at bakke op om den infrastruktur, som er næsten lige så afgørende for, om vi vælger elbiler.  

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.