Overtrafikanter sidder på cykler: Skal de have kørekort?

Årtiers leflen for cyklister har gjort, at de er blevet til trafikkens herrefolk i storbyerne. Måske er det på tide de får et cykelkørekort

14. april 2015 af Mikkel Thomsager

Hvornår har du sidst set en cyklist hæve armen, når han eller hun stopper? Nej vel?. Det er tæt på aldrig, og det kræver mindre end to kilometer gennem byen i bil at spotte mindst fem cyklister, der ovettræder færdselsreglerne.

Bilisten har objektivt ansvar. Ifølge færdselsloven er det grundlæggende bilistens skyld, hvis der sker noget, hvor en bil er impliceret i forhold til andre trafikanter. Egentlig er det en ret voldsom regel, men den skal naturligvis ses i lyset af, at der også er regler for, hvordan andre trafikanter skal gebærde sig.

I de senere år har det været stor opmærksomhed omkring bilisters opførsel. Biler bliver mere og mere sikre med systemer, der kan spotte andre trafikanter og gribe ind, hvis chaufføren ikke selv gør det. Vejene forbedres, så sorte pletter på landkortet gøres trafiksikre, trafikken adskilles, og cyklister bliver i stigende grad tilgodeset med egne veje og stier.

Det kan ingen være andet en glade for. Men det er, som om opmærksomheden er steget cyklisterne til hovedet. For mens bilister lægges for had og skubbes ud af byen, så kører cyklisterne, som det passer dem og efter helt egne regler. Nogle gange under henvisning til, at deres regelbrud gør det sikrere for dem at færdes i trafikken - andre gange bare fordi de har travlt.

Cyklisterne er blevet storbyernes herrefolk. De kører rethaverisk og påpeger gerne fejl hos andre trafikanter, mens de selv kører, som det passer dem.

Jeg har stort kørekort, men jeg må faktisk ikke bruge det længere, fordi jeg nu skal på et obligatorisk, ét-uges EU-kursus, for at jeg med sikkerhed kan betjene lastbilen. I det hele taget stiger antallet af prøver, godkendelser og tests, vi skal bestå, for at færdes i samfundet.

Blandt de få, der endnu kører uregistrerede og uden nogen form for godkendelse, er cyliklisterne. Måske er det på tide, at de også skal bestå en test, før de må færdes i trafikken på cykel?

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...