Toyota Kijang, Bali
© A. Hansen

Ny bil med veteran-teknik er genialt

I Danmark og den vestlige verden er vi vant til nye, avancerede biler. Det ville være hul i topstykket på Bali

19. april 2018 af Mikkel Thomsager

Den har stiv bagaksel og bladfjedre, og det er man ikke i tvivl om, når man sidder på bagsædet. Her mærker man hver en centimeter af den uendeligt hullede vej, helt til hovedbunden.

Førerpladsen ligner noget fra en Toyota fra 80'erne inklusive det digitalur fra 70'erne, som Toyota holdt fast i helt op til 00'erne. Men bilen er næsten ny.

Jeg sidder på bagsædet af en Toyota Innova på en tur fra lufthavnen Denpasar på Bali til hotellet, hvor jeg for nylig var på ferie.

Det var egentlig et pænt hotel, der havde sendt bilen, og det var også den flotteste bil, de havde, for den var næsten ny – selv om teknikken var minimum to årtier gammel.

Det er faktisk tredje gang på 17 år, jeg er på ferie på Bali. Alle tre gange har jeg kørt Toyota Kijang og efterfølgere med nye navne, men næsten samme bil. Første gang kørte jeg den faktisk selv, hvilket på ingen måde var en god oplevelse.

Den perfekte bil til Bali

Men det er, antager jeg, den mest solgte bil på Bali. Der er i hvert fald ufattelig mange af dem omkring hovedstaden Denpasar, og når man kommer uden for bygrænsen, forstår man hvorfor.

Trods markante forbedringer - set over de tre gange, jeg har været der - af infrastrukturen, så er vejene stadig så dårlige, at en Mercedes C-klasse ville blive rystet til reservedele på kort tid.

Innova og forgængerne, som teknisk set bygger på en ældre HiLux, synes derimod at holde evigt, og det er jo afgørende, når økonomien er lille men transportbehovet stort.

Derfor er Innova den perfekte bil til Bali, også selv om jeg mærker hver en centimeter af den manglende infrastruktur.

Toyota Innova: Bilen der var billig at bygge

Toyota Kijang blev introduceret i forbindelse med åbningen af en ny Toyota-fabrik i Indonesien i 1977. 

Bilen var en såkaldt CND-bil. Det er engelsk for "Complet Knock Down" eller på dansk "komplet adskilt" som et udtryk for en bil, der er let at producere og samle. Mange dele kan produceres og hele bilen samles i udviklingslande.

Den har været en kæmpe succes for Toyota, som vandt store markedsandele i Sydøstasien.

Ifølge Toyota kostede det i 1986 kun ca 40 procent af prisen på en Toyota Corolla 1300, at producere en Kijang i Indonesien eller Indien og Phiippinerne, hvor den også blev produceret.

Modellen udspringer af teknikken, som vi i Europa kender fra HiLux. I Sydøstasien er der produceret utallige typer og versioner.

Måske er du interesseret i...