Mazda tilbyder gamle dyder i moderne form

Mazda 3 er ikke som de andre. Motorer uden turbo gør den til en moderne udgave af noget, som var vildt fedt... for 10 år siden. Er det godt eller skidt?

2. oktober 2019 af Mikkel Thomsager


Det vælter ud med nye biler, men mange af de nye modeller er versioner med teknik fra andre kendte modeller. Så selv om bilen er ny, er køreoplevelsen ofte genkendelig.

Og så er der bilerne, der skiller sig ud. Som flere nye Citroën'er. Både C3 og C5 Aircross præsenterer en markant anderledes køreoplevelse, primært på grund af en udsædvanlig blød undervogns-afstemning. 

Mazda holder fast i motorer uden turbo

Den nye Mazda3 skiller sig også ud, primært på grund af en anderledes motoropbygning. For mens alle konkurrenter kun har benzinmotorer med turbo, så holder Mazda fast i motorer uden turbo.

I basismodellen med 122 hk SKYACTIV-G motor betyder det, at det maksimale moment på 213 Nm først er klar ved 4.000 o/min. Til sammenligning leverer en 130 hk VW Golf med turbomotor 200 Nm allerede ved 1.300 o/min.

Hvis man nyder turbomotorens moment, der sikrer god acceleration uden at man gearer ned, så vil man måske opleve Mazda 3 som sløv – for her skal man geare ned. Faktisk helt fra 6. til 3 gear ved 80 km/t.


Jeg synes, det er lækkert. Det giver en anden fornemmelse af at køre bil, også fordi Mazda's gearskifte er tæt på perfekt. En anden gevinst er, at selv om man køre lidt frisk til med mange gearskift, så er det reelle brændstofforbrug på op mod 15 km/l.

Desuden nyder Mazda 3 godt af en anden gammel Mazda-dyd: Drivlinens integration er fremragende. Det er måden, som speederrespons, kobling og klassens bedste gearkasse fungerer sammen på, der virker 100 procent afstemt. 

Emsigt start/stop-system

Minus dog til stop/start-systemet. I langt de fleste biler fungerer systemet i forbindelse med, at man betjener koblingen. I SKYACTIV-G springer motoren først i gang, når man slipper bremsen, så er man for hurtig på gassen, går bilen i stå. Det skete flere gange for mig. 

Styretøjet er også fint og direkte, og sammen med en pilot-orienteret førerplads gør det Mazda 3 til en køreglad bil. 

Spørgsmålet er, om det fortsat er en værdi, du er interesseret i, eller om turbomotorens anmassende bundtræk har vundet alt?

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...