Måske var det meningen, at F1 ikke skulle til København

Indrømmet: Jeg var skabssympatisør med Formel 1 til København. Nu hvor det ikke bliver til noget, indrømmer jeg, at jeg ikke er så ked af det. Nu burde momentum bruges til at komme til den rigtige løsning.

2. oktober 2018 af Mikkel Thomsager
© Haas

Så kom Formel 1 ikke til Danmark alligevel.

Københavns Rådhus har de seneste mange valgperioder været decideret fjendtligt land for alt med fire hjul og en motor, så det var ikke overraskende.

I det øjeblik, regeringen lagde beslutningen over til Borgerrepræsentationen, syntes sagen afgjort, og fra kommunens side lignede det nærmest en hævnagt, fra den gang den socialdemokratiske regering forbød København at indfører en betalingsring.

Som resten af Bildanmark har jeg begrædt beslutningen om at droppe F1 i København, men skal jeg være ærlig, tørrede tårerne hurtigt ind.

Det er ikke et spørgsmål om de praktiske udfordringer, og jeg er ked af at skuffe vort søstersite bmf1.dk, for hvem et Formel 1 i Danmark ville have været en kæmpe gevinst. Men jeg synes helt ærligt ikke, at F1 passer til København.

F1 ville dele danskerne

Trods Kevin Magnussens imponerende succes, ville Formel 1-løbet have delt danskerne, ikke samlet os, og det ville ikke bare være ærgerligt, det ville være til skade for dansk motorsport i særdeleshed og begejstringen for biler i almindelighed.

Reklameværdien for København tror jeg ikke, der kan være tvivl om, men Formel 1 er en mastodont, der fungerer fremragende på tv, mens adgangen i det virkelige liv er mere begrænsende end inkluderende.

Jeg er fuldt af respekt for Lars Seiers interesse og vilje til at poste mange penge i et projekt, som helt sikkert ville samle stor opmærksomhed om København. Se bare hvilken pr-værdi Singapore har fået ud af sit engagement i F1, og set udefra lignede processen bag stærkt lobby-arbejde, som jeg også kun har respekt for. Alle gode kræfter var samlet på bedste vis.

Formel E kunne samle danskerne

Jeg håber, at samme interesse kan samles om Formel E, som kunne være alt det for Danmark og København, som Formel 1 ikke ville blive.

Formel E, som køres i storbyer over hele verden, er el-versionen af Formel 1, og både i status, omfang og udbredelse er serien en mikrobil i forhold til luksus-racerne i Formel 1. Men Formel E giver plads og adgang til interesse og begejstring på en helt anden måde, end Formel 1.

Forstå mig ret: Det er ikke elbilprojektet i sig selv, jeg er faldet for. Jeg er ikke blevet el-hippie. Det er eventet, tankerne bag og perspektiverne foran.

Formel E i København kunne markere Danmark som et progressivt land med fokus på fremtid og innovation, og København kunne blive centrum for et motorsportsevent, som selv de mest sejlivede bilhadere må kunne se mulighederne i.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.