© Bil Magasinet

"Hva’ f... har I gang i på Bil Magasinet?"

Bil Magasinets banedag “Handling Day” blev udelukkende med elbiler i år. Men bare rolig: Bil Magasinet bliver ikke til Elbil Magasinet, og vi kører fossilbiler, så længe de findes.

1. august 2022 af Mikkel Thomsager

Handling Day uden motorlarm

Den syregrønne Porsche piler ned ad langsiden på Ring Knutstorp. Det går stærkt, det er tydeligt at se fra pitvæggen, hvor jeg endnu en gang står og betragter scenariet af biltest, der foregår på banen. Det har jeg gjort i mere end 17 år til Bil Magasinets “Handling Day”, som vi også kalder SCOTY eller Scandinavian Sports Car Of The Year, fordi vi alle årene har lavet testen sammen med søstermagasiner fra Norge, Sverige og Finland.

Men der er noget galt, for den grønne Porsche suser godt nok fordi, men lyden udebliver. I hvert fald lyden fra motoren, for det er en Taycan, der racer forbi. Det er som bekendt en elbil, og det er langt fra den eneste elbil vi har med i dette års banetest. Faktisk er alle de deltagende biler elbiler. Efter 17 år med SCOTY og Handling Day har vi lave testen om til en elektrisk Handling Day, og SCOTY er blevet til eSCOTY.

Årets SCOTY-felt var ikke interesseret i en eneste dråbe benzin.

© Søren Juul

Elbil magasinet?

“Hvad f... har I gang i?”, hører jeg dig skrige gennem tasterne, og ærlig talt har jeg rystet en del i bukserne over netop den reaktion, lige siden vi tog beslutningen. Jeg ved godt, at vi piller ved det helligste, og jo nærmere vi kom dagene i juni, hvor testen fandt sted, desto klarere stod det for mig, er vi nok er ét år for tidligt ude.

Udvalget af elbiler med interessant dynamik og sporty køreegenskaber er vitterligt stadig lille, og kun få af de mange 2.000 hestes elsuperbiler, du har hørt om – og vi har skrevet om – findes i det virkelige liv. Også i de henseender er elbiler mere opreklamerede, end produkterne kan bære.

Men vi gjorde det alligevel, fordi Bil Magasinet fortsat skal være magasinet, der følger med derhen, hvor bilerne kører, for at vi kan fortælle dig om det, og for at påvirke producenterne til at gøre det bedre. I den henseende har vi virkelig en mission med elbilerne. Al elbilsinteresse samler sig om rækkevidde, ladehastigheder og infrastruktur. Få – for nu ikke at sige ingen medier – interesserer sig for, om de kører godt, sikkert og underholdende.

Det vil Bil Magasinet, ligesom vi altid har villet det, og Handling Day er det rigtige sted at starte – selv om vi er et år for tidligt ude. Så er Bil Magasinet blevet til Elbil Magasinet? Helt og aldeles ikke.

Køreglæde i elbiler?

Vi skriver om elbiler, ligesom vi skriver om alle mulige andre biler, og havde Tesla Model S på forsiden i 2014. Men vi har ikke leflet for dem, ligesom vi ikke har leflet for andre typer, mærker eller modeller. Vi kører, evaluerer og vurderer dem på lige fod med alle andre biler, og selv om vi i midten af 2022 kører flere elbiler end benzinbiler, skal det ikke nødvendigvis afspejle sig i magasinets spalter. De skal vægtes mod netop den køreentusiasme, som vi efterspørger i elbilerne. Og her er der heldigvis stadig mange benzinbiler at plukke af.

Så selv om strømmen af nye elbiler stiger, bliver Bil Magasinet ikke til Elbil Magasinet. Vi vil fortsat køre alle de lækreste, hurtigeste og vildeste fossilbiler uden hensyntagen til, hvad de udleder, hvis de er interessante. Vi prioriterer fortsat med udgangspunkt i vores subjektive opfattelse af, hvad der er interessant for dig. Der er 13 år til, at det bliver forbudt at sælge nye fossilbiler. Indtil da har vi planer om at få alt det ud af dem, vi kan, og i klassiker­verdenen er der heldigvis minimum 20 år til, at en elbil bliver interessant – hvis den da nogensinde gør det.

Vi håber, du er med på rejsen, og vi lover at det ikke bliver kedeligt.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...