© Jesper Palermo

Hverdags-Ferrari med stil er landet i Danmark

Redaktørens Dagbog fra novemberdag i København: Roma er god stil i et ellers gråt bybillede

13. november 2020 af Mikkel Thomsager


Det er få forundt, at komme bag rattet af Ferrari Roma, så da chancen bød sig, slog jeg til. Og så endda i København. Det giver en anden og mere præcis oplevelse at køre nye biler på hjemmebane end i udlandet.

Søren Juul var første Bil Magasinet-mand i Ferraris nye indstignings-model. Det skete ved en præsentation i Italien i august. 

Første indtryk: Søren Juul kører Ferrari Roma i Italien 

Nu er skønheden så landet i Danmark, og i første omgang blev det til en kort tur rundt i København. Langt nok til at glæde sig over, at også Ferrari's billigste model har fået hele mærkets DNA. Den er gudesmuk, ekstremt responsiv i alt, hvad man gør, og så er den lækker.

Udtryk fra topmodellen Ferrari SF90

Det sidste er faktisk ikke en selvfølge i en Ferrari - historisk set. Enzo Ferrari solgte motorer, resten var indpakning, skulle han have sagt. Men de seneste 20 år er nye Ferrari-modeller gradvist blevet bedre og bedre i de discipliner, som gør andre hurtige biler interessante. Med Roma sætter Ferrari en ny standard.

Få det originale danske bilblad ind af brevsprækken hver måned - det trykte magasin findes stadig!

Teknisk set benytter den meget af teknikken fra den åbne roadster Portofino, men ikke mindst kabinen er opdateret med en del af det udtryk, som tidligere på året blev introduceret i topmodellen SF90. 

Det gælder ikke mindst den elegante, let kurvede lcd-skærm, der gør det ud for instrumentering, og mange andre informationer. Også gearvælgeren og sekundær betjening er hentet fra den langt dyrere topmodel.

Ferrari Roma klar til levering

Som Søren Juul skriver, så er de mest oplagte konkurrenter Mercedes-AMG GT, Porsche 911 og måske ikke mindst Aston Martin Vantage, som også har en vis designmæssig lighed med Ferrari Roma.

Roma står skarpt over for alle tre, ikke blot i forhold til karisma, motor og præstationer, som det har været tilfældet med mange Ferrari-modeller tidligere. Den smukke Ferrari tager sig også ualmindelig godt ud, men først og fremmest føles den som en færdig og komplet supersportsvogn, der kan bruges.

Det bliver dog ikke en Ferrari, vi kommer til at se på ethvert gadehjørne. Prisen er 1.250.751 kr. uden moms og afgifter eller 3.830.000 kr. på fuld afgift og danske nummerplader.

Til gengæld kan Ferrari levere inden for seks måneder, hvilket er usædvanligt for en ny model fra mærket.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...