Alfa Romeo 156
Alfa Romeo 156 © Bil Magasinet

Da Årets Bil i Danmark blev valgt med entusiasme

Årets Biler i Danmark er kåret siden 1969. Alle 51 Årets Bil i Danmark kan ses på en udstilling i Viborg netop nu

20. november 2018 af Mikkel Thomsager
Viborg Museum Familien Danmark på Hjul – Årets Bil 1969-2019 Alfa Romeo Giulietta Simca 1307

Fra udstillingen på Viborg Museum, "Familien Danmark på Hjul – Årets Bil 1969-2019" ses i forgrunden Årets Bil i Danmark 1978, Alfa Romeo Giulietta, og i baggrunden vinderen fra 1976 Simca 1307/1308


Årets Bil i Danmark er blevet kåret siden 1969, og netop nu har Viborg Museum en udstilling af samtlige 51 kårede biler, i anledning af 50 års jubilæet for kåringen. 

Udstillingen, der hedder "Familien Danmark på Hjul – Årets Bil 1969-2019”, finder sted i en lagerhal på Farvervej 23 i Viborg frem til den 30. december, hvorefter hele udstillingen flyttes til Forstandmuseet i Hvidovre, hvor den kan ses i en anden lagerhal frem til den 22. april. 

Med til Alfa Romeo-kåring i 1997

Jeg har været med til kåringen siden 1990, og et af højdepunkterne for mig fandt sted i 1997, hvor vi kårede Alfa 156 til Årets Bil i Danmark 1998. Der var en næsten euforisk begejstring blandt jury-medlemmerne, da det skete, fordi kåringen repræsenterede et skifte.

De foregående 10 år havde alle vindere været prisstærke familiebiler af den slags, der giver ”meget bil for pengene”, så som Renault 19 (1990), Citroën ZX (1994) og Fiat Bravo/Brava (1996).

Alfa Romeo 156 SW rød 2002 Mikkel Thomsager

Mikkel Thomsager med Årets Bil i Danmark 1998, Alfa Romeo 156 her i SW-udgaven.

Vild med Alfa 156 fra første tur

I oktober 1997 var Alfa Romeo 156 med i kåringen, men det var en forholdsvis dyr bil fra prestige-klassen, som man havde set bort fra i mange år. Jeg havde i hvert fald fået det indtryk fra kolleger, at Årets Bil i Danmark skulle være en familien Danmark-bil.

Men jeg var vild med 156, fra første tur. Køredynamisk befandt sig i en helt anden klasse end stort set alle konkurrenter. 

Det samme gjorde designet, som den dag i dag er så klassisk, at det opregnes blandt de bedste personbiler i nyere tid. Så jeg jeg gav den alle mine point i sikker forvisning om, at jeg var den eneste, der gjorde det. Jeg opfattede det faktisk som min egen lille opsang til ældre kolleger, om ikke at glemme begejstringen.

Importøren var tilsyneladende af samme opfattelse. Den daværende pressechef, Fulvio Graglia, havde forladt arrangementet inden pointoptællingen på Kongensbro Kro, lidt nord for Silkeborg. Han måtte kaldes tilbage over mobiltelefon, så han kunne modtage hæderen.

Udtryk for en trend

De nedskrevne kriterier for jurymedlemmernes pointtildeling ved kåringen er brede og lidet begrænsende. I årenes løb har der været flere tilløb til, at lave en mere præcis beskrivelse af vilkår, og sågar et egentligt pointssystem for hver enkelt deltagende bil. 

Det har jeg altid været imod.

Jeg synes Årets Bil i Danmark skal afspejle en retning og/eller en trend, som ikke skal bindes op på en vurdering af bestemte og prædefinerede elementer. Så bliver det en sammenlignende test, og den slags synes jeg skal være forbeholdt de enkelte medier.

Det frie valg giver et mere fortællende tidsbillede af bilens udvikling i Danmark, selv om kåringen dermed nogle gange bliver mere symbolsk end købsvejledende. 

Det var eksempelvis tilfældet med Opel Ampera i 2012. Det efterfølgende år blev der solgt færre end 10 af Opel Ampera i Danmark, hvilket nogle kolleger siden har været flove over. Det er jeg ikke. Det valg afspejler en tid, en trend og et marked, som fremtiden så ud lige der.

Bilen blev så langt fra en succes, men det ændrer ikke på kåringen og baggrunden for denne, som dermed bliver en historisk dokumentation.

Så meget desto mere interessant skal det blive, at se vinderen for 2019, hvor der som bekendt er to elbiler med i finalefeltet.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.