I 2004 anmeldte Bil Magasinet navnet på et nyt politisk parti til Indenrigsministeriet. “Billilsten” (med to L’er) blev godkendt. Det var nemt og gratis, men derfra og til et egentligt politisk parti er der et stykke vej.
Vi endte da også med at droppe partiet – men mest af frygt for, at vi rent faktisk blev valgt ind! Partiets eneste programpunkt var at fjerne registreringsafgiften på nye biler. Det lyder umiddelbart enkelt, men på et tidspunkt ville også Billisten blive tvunget til at tage stilling til vuggestuenormeringer, sygehuse og udenrigspolitik, og hvad skulle vi mene om det?
Efterfølgende blev Billisten i nogen grad overhalet indenom af Simon Emil Ammitzbøll, mens han repræsenterede partiet Liberal Alliance. Noget Bil Magasinet betragtede og kommenterede med begejstring, uden at promovere hverken Simon eller partiet.
Dan din egen mening
Det kunne vi måske have gjort, men balancen for magasinet ligger i at holde fast i emnet og bakke op om begejstringen for vores fælles interesse – uden at diktere, hvad du skal mene. Præcis den balance er faktisk udgangspunkt for alt, hvad vi formidler i magasinet og på vores digitale kanaler: Vi har holdninger til biler, men forventer ikke, at du er enig. Brug vores mening, som du bruger kulturanmeldere: Til at danne din egen mening.
Krisetider skærper den politiske tone og trækker fronter op. Når vi skriver om de nye kinesiske bilmærker, får vi ofte kommentarer fra læsere, som ikke bryder sig om Kina. Her tillader vi os at lade det være op til dig som læser, hvad du skal mene om politik i Kina, mens vi nøjes med at forholde os til bilen.
En bil er produceret i mange lande
Så når vi skriver om Nio, MG, Xpeng og sågar Polestar, forholder vi os ikke til, om de er produceret i et land, som ikke lever op til vestlige standarder for menneskerettigheder og ytringsfrihed. Men det er du velkommen til.
En del af forklaringen er også, at det ofte er uhyre vanskeligt at gennemskue, hvor bilen kommer fra. Volvo er kinesisk ejet, selv om stort set al aktivitet udgår fra Sverige. Ejerne bag Volvo, Geely, ejer i øvrigt Lotus og 10 pct. af Mercedes. I det hele taget er det så godt som umuligt at spore alle dele i en given bilmodel, når det gælder ophav og produktionsland. Det gælder også fossilt brændstof, som nu atter i stor stil kommer fra diktaturstater i Mellemøsten.
Russiske biler? Ja da.
Krigen i Ukraine gjorde, at et dæk i sidste års vinterdæktest blev bortdømt, fordi det var produceret i Rusland, men på det seneste har vi diskuteret, om vi ville teste biler, der er produceret i Rusland. Fagligt set og for bilentusiasten kunne det være interessant at teste en af de biler, de russiske fabrikker bygger nu under blokaden. Det er praktisk umuligt, så det giver sig selv, men kan vi skrive om gamle russiske biler og måske sågar være begejstrede for dem? Det mener vi godt, vi kan.
Faktisk følte vi et større pres, da en kendt bilproducent blev dømt for at snyde med sine oplysninger. For kan man teste VW-produkter med dieselmotorer, når man ved, at koncernen har snydt med opgivelser og godkendelser i det der blev til dieselgate?
Vi gjorde det, og vi vil gøre det igen. Bil Magasinet er kritisk og ikke anprisende. Vi vil ikke hæve os over loven for at afgøre, hvad du som læser bør mene. Det må du selv finde ud af.