© A. Hansen

Behøver du et reservehjul?

Jeg holdt med fladt dæk en sén aften på landet, uden reservehjul eller lappekit - hvad fa'en gør man så?

9. januar 2019 af Mikkel Thomsager
SOS nummer Alfa Romeo bolt i dækket
© A. Hansen

Det var en mørk, kold, sén januaraften ude på landet, da jeg opdagede det flade, højre fordæk på min testbil, en Alfa Romeo Giulia. Og situationen blev ikke bedre af, at bilen var uden både reservehjul og lappekit.

Det bandede jeg en del af. Hva fa'en gør man?

Det krævede et par minutters grublen, før jeg slog solskærmen i førersiden ned, og fandt  en mærkat med to telefonnumre på. Det ene var en såkaldt "800"-nummer og det andet havde prefix '+39', som er koden for Italien. Så det så ærlig talt ikke lovende ud. 

Hurtig autohjælp

Men jeg forsøgte mig med 800-nummeret og fik i løbet af få dut forbindelse til en dansk-talende mand. 

En kort forklaring fik ham til at konstatere, at løsningen nok var at sende en redningsbil. SOS Dansk Autohjælp dukkede op 35 minutter senere, og efter at føreren havde fået ild i en smøg, følte han sig overbevist om, at han kunne fikse problemet på stedet.

Hullet var nemt at finde, for der sad stadig en stor bolt i det. Han skruede bolten ud, borede hullet rent og limede en gummiprop i. 15 minutter efter, han var ankommet, kørte jeg videre i de blå Alfa Romeo.

dækprop punktering lap dæklap lappeløsning
© A. Hansen

Hurtigere end dækskift 

Efterfølgende fik jeg en SMS med en indskærpelse af, at reparationen var midlertid, at den ikke måtte udsættes for hastigheder over 80 km/t og at vi snarest skulle søge en permanent udbedring af skaden.

Men jeg kørte faktisk over 400 km, inden jeg kom til et værksted, der kunne tage sig reparationen. Selv om gummiproppen da stadig stak ud af dækket, kørte Alfa'en upåklageligt frem til da. Der var ingen lyde fra proppen og dæktrykket forblev, som SOS-manden pumpede i, inden han forlod os.

Det var god service, og en god løsning, som fik mig til at tænke på, om jeg overhovedet har brug for at køre rundt med reservehjul eller et lappekit.

Det sidste kan faktisk gøre mere skade end gavne på dækket, så det vil man under alle omstændigheder gerne undgå, og selv om jeg stod ude på landet en sén aften, var jeg - næsten -  hurtigere kørende, end jeg selv kunne have fikset det, hvis der havde været et reservehjul i bagagerummet.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...