7 sjove klassikere til under 100.000 kr. - Så er det ikke farligt

Sæsonen er slut, men der kommer en ny, og hvad skal du så køre i? Redaktøren har fundet syv skæve, sjove klassikere, der kan købes for under 100.000 kr.

4. oktober 2015 af Mikkel Thomsager

Efter et par hektiske uger blev det pludselig en stille morgen af den slags, hvor morgenmaden ikke havde et sluttidspunkt. Så da de andre havde forladt morgenbordet, tog jeg en kop kaffe mere og surfede lidt på nettet. Du ved, der hvor du leder efter biler, bare fordi det er sjovt at se, hvad der nu er dukket op.

Sæsonen er slut, men der kommer en ny – selv om den er seks måneder væk. men hvad skal du køre til den tid? Du drømmer om fuldblod, men mindre kan gøre det, og for under 100.000 kr. kan man vel tillade sig at shoppe lidt.

Efter to kopper kaffe havde jeg fundet syv klassikere til under 100.000 kr., som jeg godt kunne se mig selv i, når solen skinner igen til april næste år.

På Vetranposten.dk fandt jeg denne Fiat 850 Spider fra 1967. Jeg har haft en, og jeg har stadig et blødt punkt for den.

Det er bare en Fiat 850, men den er lille og sjov at køre, og så er dette den mest eftertragtede serie 1 model, hvilket måske retfærdiggør prisen på 45.000 kr. Min var en Serie II.

Som det fremgår af billederne, skal man bruge en hel del af vinteren på at gøre den køreklar til foråret.

Og mens vi er ved Fiat, så er her en anden, som jeg godt kunne forfalde til: En Fiat 124 Sport Coupé fra 1971. På billederne ser det ud som om, den har genmnemgået en fin restaurering.

Desværre står den på uoriginale fælge, det kan der måske gøres noget ved. Hvad værre er, er den originale motor, som formentlig har været en 1.600, skiftet ud med en nyere to-liters motor. Men for 78.000 kr. tror jeg, man får sig en fin sommerbil.

Der er altid en sjov bil at finde hos Erik Zacho, EZ-Biler i Them uden for Silkeborg. Derfor er jeg ofte inde og se på hans lager via bilbasen.dk, og denne gang faldt jeg over denne Ford Escort XR3i Cabriolet fra 1993.

Her er motoren heller ikke original, og det er fælgene heller ikke. Men i det mindste stammer de fra en Ford, og på en eller anden måde virker motorombygningen mere plausibel, når det er en nyere bil. Kabinen ser flot ud, hvilket måske kan retfærdiggøre prisen på 69.900 kr.

På billederne ligner denne Ford P7 RS fra 1970 lidt af et scoop. Ford har faktisk kun lavet 30 RS-modeller, og de tidlige modeller er mere end sjældne, så 55.000 kr. lyder billigt.

Billederne afslører kun lidt om bilens stand, og der er ingen interiørbilleder, men er den original, kunne jeg finde på at tage ud og se den. Den står på Fyn. 

Michael Jakobsen fra Michael Jakobsen Automobiler i Silkeborg er en kender ud i Ford Capri, så når han vil have 99.900 kr. for denne flotte Ford Capri 2,3S fra 1978, så er det nok den rigtige pris for denne, de kun her 119.000 km på tælleren. 

Jeg har kørt en Ford Capri for nylig - netop en af Michaels biler, og det er mere en cruiser end en sportsvogn, men der er noget over karrosseriet og så farven, der gør cool.

Arghh, kald mig bare tosset, men jeg har et svagt punkt for Renault'er fra slutningen af 60'erne til slutningen af 70'er. Eksempelvis Renault 4L (mere om det i næste nummer af Bil Magasinet!), men også denne Renault 16 fra 1969, der står til 45.000 kr. hos en privat sælger på Sjælland.

Teknisk set var den ret revolutionerende. Den er praktisk, rummelig og behagelig at køre i, og karrosseriet er så francofilt, som det kan blive - og det er en god ting. Jeg synes, den er fed.

Læborg Autohandel i Vejen er en anden af de forhandlere, man roligt kan kigge forbi med jævne mellem. Søren Sørensen, som den mangeårige indehaver hedder, har altid noget sjovt i udstillingslokalet.

Denne gang faldt jeg over denne BMW 2002 fra 1973 til 99.800 kr. Den har automatgear, hvilket ikke er et førstevalg til en BMW2002, men den har kun kørt 135.000 km, de sorte emalje-plader er de originale og på billederne ser den virkelig flot ud.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...