Chevrolet Monte Carlo 1973
Jeg har et svagt punkt for US-biler fra midten af 70’erne. Lige inden oliekrisen slog ned, var der fuldt blus på formerne uden hensyntagen til aerodynamik og vægt.
Designet var voldsomt, ekstravagant eller bare alt for meget af det hele. Det er som om bildesignet bare flyder i metallet, som var bilen formet i fast håndsæbe, præcis som en kunstner har tegnet dem i hånden på en serviet. Eller sådan ser de ud.
Monte Carlo har bare det hele: Voldsomt hoftesvej, kort taglinje, spyd og finner og masser af krom på en kæmpe bil. Det er vildt, og jeg er vildt betaget af det. Navnet skulle angiveligt illustrere, at det er en amerikansk bil med europæiske køreegenskaber. Det er det måske i amerikansk forstand.
Jeg har aldrig kørt en, men flere andre samtidige modeller, og det er bare de flydere, du tror, det er. Jeg tror ikke, jeg kan finde på at købe en, alene fordi jeg ikke ville vide, hvor jeg skulle opbevare rumskibet, men jeg er fristet, hver gang jer ser en.
Seat 1200 Sport Bocanegra 1977
Jeg så den første gang i virkeligheden på Seats fabriksmuseum i Barcelona og blev betaget af hele historien bag bilen. 1200 Sport var Seats første forsøg på at lave sin egen bil.
Seat købte et færdigt design, som egentlig var lavet til NSU, der skulle bruge en afløser for den lille hækmotorbil, NSU 1000. Men så kom VW til, og projektet blev stoppet. Man kan godt se, at bilen oprindelig var tiltænkt en hækmotor, men jeg synes resultatet er vellykket.
Teknikken er hentet fra forskellige Fiat-modeller, og der en del sjove løsninger, som afspejler bilens ophav og baggrund. Jeg har kørt den, og jeg blev positivt overrasket. Egentlig er den samtidige Fiat 128 3P, der minder om Seat 1200S, på alle måder en bedre, flottere og mere gennemtænkt bil, men jeg kan ikke slippe den lille Seat, som også er ret sjælden.
Bocanegra betyder sorte læber på spansk, og den fik sit øgenavn på grund af de specielle front, som er lavet i blødt, sort gummi.
Mazda B2200 1989 (og en håndfuld lignende 80’er pickups)
Du ved måske, at jeg rent faktisk har en Mazda B2200 pick up. Det er bestemt heller ikke en større køredynamisk oplevelse (se video her). Jeg har bare altid elsket en romantisk tanke om, at ladet kan rumme hvad som helst, når som helst. Og det er, hvad jeg gør med den.
Efter lidt arbejde er mekanikken i orden, og kabinen ren og pæn, men ladet er hullet og godt rustent. Så jeg kan køre den uden at få pletter på tøjet, men bruger ladet som skraldespand.
Det var sådan jeg drømte om den, og det virker. Derefter bliver det en bekræftende oplevelse, at sidde akavet på bænkesædet og kæmpe med de tunge styretøj, med en makshastighed på 100 km/t.
Jeg elsker det, men det er ikke noget, jeg praler med, for når man tester den ene fantastiske nye bil efter den anden, kan det være mere end svært at forklare, hvorfor en udskidt pick up fra 1989 overhovedet er interessant.
Lancia Kappa Coupé 1997
Lancia Kappa fra 1994, er en stor dejlig sedan med masser af plads og nydelig, italiensk design både ud- og indvendig. Da den var ny, var jeg begejstret for den, ikke mindst med den 5-cylindrede motor, som gik godt og gav den store bil et fint overskud. Kappa kunne også fås med Alfa Romeos fine V6-motor, men jeg var mest til den 5-cylindrede Fiat-motor.
I 1996 kom stationcar-udgaven, som jeg var helt forgabt i, men det var en dyr fætter, som var langt uden for min rækkevidde. I den sammenhæng så jeg blot coupé-udgaven, der kom i 1997, som en fjollet 2-dørs udgave.
Ærlig talt er Kappa coupé fortsat blot en fjollet 2-dørs udgave af sedan-modellen, men der er alligevel et eller andet over den, som jeg ikke kan slippe. Måske er det netop det henslængte i, at brugværdien er minimeret betydeligt, for en forholdsvis simpel ombygning, som ikke rigtig tilfører den store bil æstetik, der trigger mig.
Mercedes SL350 1971 (R107)
Man behøver ikke at være flov over, at synes godt om denne, for 3. generation af Mercedes SL-modelrækken, R107, der kom i 1971, er en elegant bil, med masser af karakter, status og synlig værdi.
Faktisk er det efter min mening en af de mest vellykkede SL-modeller, og jeg har været vild med den, siden jeg så den i TV-serien Dallas, hvor en af hovedkarakterne kørte i den. Så når jeg trawler hjernen for klassikere, jeg bør se nærmere på, popper den op efter få sekunder.
Problemet er, at hvis jeg gør det – altså ser nærmere på den – og ligefrem tager en tur i en, så bliver jeg så skuffet. Hver gang. Måske har jeg kun kørt i dårlige eksemplarer, men hver gang får jeg en distinkt følelse af, at sejle i en tung båd med indenbordsmotor og kun én skrue.
Mercedes SL bliver – uanset årgang - ofte misforstået som en sportsvogn, og Mercedes underbygger selv misforståelsen med AMG-versionerne. Det er det ikke, det er en cruiser – en GT af den gamle skole, og når en ældre biler optræder som en bil af en endnu ældre skole, går det galt i mit hoved. Jeg vil så gerne køre R107, men det er ingen fornøjelse.
