Psykolog: Bilen kan noget HELT specielt

Bilen som psykologpraksis

Jeg skal sige med det samme: Jeg har ikke ambitioner om at åbne en psykologisk praksis i min bil. Jeg vil bare gerne dele nogle betragtninger om, hvordan rutinemæssig transporttid kan forvandles til et magisk rum for samtale.

Vi kender alle den tilstand, der opstår, når vi kører tog. Noget lignende sker der i en bil. Det er bare beroligende at køre i bil. Rytmen, vi mærker, når vi kører bil, gør, at vi falder ind i os selv og kommer i kontakt med det emotionelle.

Der er nogle helt konkrete ting, der spiller ind. Det betyder dels noget, at man ikke øjenkontakt. Der er hele tiden en implicit naturlig afstand bygget ind i situationen. Måske bliver samtalen lidt drævende, eller man giver ekstra god tid til, at den anden kan svare. På den måde kan samtalen folde sig ud med naturlige pauser, der ikke føles pinlige.

Man kan altid kigge væk

Hvis samtalen på et tidspunkt bliver for akavet, eller man kan mærke, at man er gået for langt, så kan man – måske lidt konstrueret, men alligevel naturligt – kaste et blik på GPS’en eller kigge i bakspejlet. På den måde flytter man sig emotionelt fra det emne, der måske begyndte at gå den anden lidt for nær.

For mig er bilens rum et fantastisk sted at folde samtaler ud, når man selv har noget på hjerte, eller man gerne vil mave sig ind på den anden på en omsorgsfuld måde, så den, man taler med, ikke føler, at deres integritet bliver overskredet. Samtidig vil den mulige afvisning, som en samtale kan munde ud i, fremstå mindre dramatisk.

Vigtige samtaler i bilen

Situationen i bilen er ikke så fjern fra den måde, man som psykolog taler sammen med sine klienter på. Jeg har tit tænkt på, at jeg har haft mange vigtige samtaler i bilen med mine børn eller min ægtefælle.

Der har været gange, hvor jeg har hentet mine børn om natten fra en eller anden fest, hvor de i bilen på eget initiativ har talt om alt muligt fra deres fester eller om ting fra deres liv. Jeg har så bare stillet mig til rådighed, uden at det var med en samtale i udsigt, eller fordi det har været mit behov at tale om noget specielt.

Man kan ikke slippe væk

Bilen har fungeret som en slags omsorgsrum, hvor lyden og hastigheden har gjort meget til stemningen. Det har også spillet en rolle, at man i bilen ikke bare kan komme væk, for man laver jo ikke lige pludselig et rullefald ud af fordøren. Dengang mine børn gik på efterskole, var det også noget, jeg glædede mig til.

Man fik jo noget tid sammen, når man skulle køre dem frem og tilbage, og de var i en emotionalitet, som vi ikke havde på samme måde derhjemme.

For det er jo noget andet, når man kommer frisk fra fad fra kammeraterne. Den overgang har været et dejligt rum for mig at være sammen med dem i.

Bilens hypnose

Det kan være, at de har fortalt mig om deres kammerater, eller deres kærester, eller noget de har været kede af. Nogle der er blevet sendt hjem – eller hvad som helst.

Ligegyldigt hvad, har det været noget, der har ligget dem på sinde, og det gjorde, at jeg kom til at kende dem bedre. Det er ikke sådan, at bilen skal blive til et forførelsens rum á la: Hvis du siger noget, så kører vi på Bakken. Det er et rum, man er fælles om.

Det andet vil slet ikke kunne lykkes. Så ville de sige: Er det, fordi du gerne vil tale om noget? Så har man netop brudt det rum. Hvis der er en modstand mod det, så skal man hellere bare tie stille, kigge på GPS’en eller i bakspejlet og lade tiden gå. Måske vender stemningen tilbage i takt med den hypnotiske rytme i bilen.

Klummen er et udtryk for skribentens personlige holdninger og oplevelser.