I de helt rette omgivelser venter RS-stålfælgene på frisk veteran-gummi hos JH Classic Auto i Vejby.

Vores Biler: Frederiks Ford får Old School dæk og fælge

Den gamle Ford (Taunus) 17M RS får nye dæk og fælge... så den kan se ældre og mere original ud.

26. august 2021 af Frederik T. Frey

Denne artikel er del to af en længere føljeton om Frederiks Ford's fælge – læs del ét her.

Så skete det endelig! Efter at have gået om den varme grød i lang tid er stålfælgene langt om længe klar til at blive sat på den gamle Ford – med moderne klassiker-gummi tilmed.

Lang tid undervejs

Rejsen har været lang, siden jeg gravede de originale RS-stålfælge frem og gik med tanken om at sætte dem på min Ford (Taunus) 17M RS. Først skulle fælgene sandblæses, da rusten havde gjort overfladen ujævn med flager og skaller på størrelse med femkroner. Herefter kom malerpistolen i hånden på fagfolk, da fælgene først skulle have en sølvlak, der lægger sig tæt op ad det, som Ford i 1970’er-brochuren kalder “sølvbronchede”. En større og mere brydsom opgave var at lave de sorte detaljer på fælgene. De ser simple ud, men er alt andet, da de løber halvt op ad diverse egere og skal påføres helt præcist.

Hidtil har min Ford (Taunus) 17M RS kørt på uoriginale men tidstypiske slot mags-fælge – de sad på bilen, mens min bedstefar ejede bilen

Høj dækprofil

Tidligere kørte jeg med “moderne” Dunlop-dæk på mine 14” slot mags-fælge, men med stålfælgene skal det være anderledes. Jeg lægger vejen forbi JH Classic Auto i Vejby, hvor fire Vredestein Sprint Classic ligger klar. Min 17M RS er født på radialdæk, mens mere usportslige varianter af P7’eren blev leveret på diagonaldæk. I diagonaldækket ligger de gummibelagte skråtliggende tekstilvævninger stablet ovenpå hinanden, mens radialdæk har fibre anbragt i en ret vinkel til kanten, suppleret med et bælte af fibre under slidbanen anbragt i spidse vinkler til hinanden. Vredestein Sprint Classic er et radialdæk, men med dimensionerne 175HR14 skal jeg vænne mig til at køre med et lidt smallere dæk med lidt højere dæksider end tidligere.

Med en høj dækprofil er det ingen sag for John fra JH Classic Auto at vride Vredestein Sprint Classic 175HR14 på.

Hvem er mester i montering?

Dækket faldt i min smag, da det kombinerer et klassisk look, der matcher bilen, med moderne dækteknologier. Den danske importør har stillet et testsæt til rådighed.

Dækcentre ligger spredt ud over Danmarkskortet som anemoner i skovbunden om foråret. Specialiserede værksteder går ofte til værks med en nænsom professionalisme, mange veteranejere vil sætte pris på.

For at nedsætte friktion og få dæk og fælg til at glide på hinanden, bruges dækfedt.

Lad fagfolkene komme til

Til monteringen af dækkene fik jeg anbefalet JH Classic Auto i Vejby. Jeg var interesseret i at få kompetent vejledning af fagfolk med øje for detaljerne, da jeg er meget øm over de nyrestaurerede stålfælge.

Få bruger slanger i dæk i dag

John Hansen, der ejer stedet, tegner og fortæller, mens han smører dæk og fælg ind i dækfedt, der ud over at få tingene til at glide også har en rusthæmmende effekt. Keglen tages ud af ventilen ved første oppumpning, hvor dækket retter sig ud. Herefter slippes al luften ud igen, og det korrekte dæktryk sikres slutteligt. Imens fortæller John, at næsten ingen kører med slanger i bildæk længere – pånær nogle få med trådhjul. Moderne, flydende tætner er en bedre løsning i dag, lyder meldingen fra JH Classic Auto.

Som en ekstra detalje får jeg flotte, forkromede ventiler på de ligeledes flotte stålfælge.

Stålfælgene er overraskende intakte

Jeg slipper for slanger i dækkene – men jeg slipper ikke for at få afbalanceret de fire stålfælge. De skæveste af fælgene markeres til at sidde på bagakslen – men generelt har mine 51 år gamle fælge ikke brug for særligt meget afbalancering.

Denne artikel er del to af en længere føljeton om Frederiks Ford's fælge – læs del ét her.

Afbalanceringsmaskinen viser et positivt resultat for de, åbenbart meget lidt skæve, 51-årige RS-stålfælge.

På med klodserne

Her glæder det mig, at jeg handlede på anbefalingen. John hamrer klodserne, der på stålfælge sidder udvendigt, utroligt forsigtig på. Jeg påstår ikke, at andre og større værksteder ikke er forsigtige og grundige, men oplevelsen af nænsom professionalisme, som ofte følger de små specialiserede steder, er med til at højne oplevelsen meget. Fortsættelse følger.

Afbalanceringsklodserne hamres på. På stålfælge sidder de på ydersiden – på alufælge kan de ofte gemmes bag en eger.

Velkommen i loungen

Du har netop læst en artikel fra samlingen i Freddies Lounge.

Freddies Lounge er et tilbagelænet sted, hvor der er plads til de skæve historier, den passionerede fortælling og slyngelstue-beretninger. Din vært i loungen er redaktionschef og testkører Frederik T. Frey, der disker op med højdepunkter fra såvel den personlige garages indhold som fede køreoplevelser qua jobbet på Bil Magasinet. Mellem de bløde og smagfulde møbler bor en BMW 318is Coupé, ”Bedstefars Taunus” (en Ford 17M RS P7B) og en Cadillac CTS – på liften hænger hustruens Buick Skylark GS...når hun altså ikke er ude at lufte amerikanerens 6,6-liters Big Block-V8'er.

Se resten af arkivet i Freddies Lounge ved at klikke her.

Velkommen i loungen.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...