BMW 318is E36 Coupé sølv grå baghjulstræk M-Tech Arktissilber Metallic 1997 rust Bil Magasinet

Frederiks BMW gemte på en grim overraskelse!

Vores biler: Frederik T. Freys halvgamle BMW 318is Coupé gemte på en grim overraskelse under tæppet i bagagerummet – frem med værktøjet.

30. maj 2021 af Frederik T. Frey

I skrivende stund har jeg ejet min BMW 318is Coupé fra, den i nogle kredse udskældte, E36-generation i 10 år. Jeg har nu alle årene været kisteglad for min Bimmer – selv om jeg godt ved, at 3-serien med skiftet fra E30 til E36 blev større, tungere, mere komfortabel og mindre skarp. Netop derfor faldt valget af variant på “is’eren”, da den forsøger at dyrke noget af den friske, sportslige karakter, som jeg forbinder med mærket.

BMW 318is E36 Coupé sølv grå baghjulstræk M-Tech Arktissilber Metallic 1997 rust Bil Magasinet bagagerum

Under en opbevaringsboks i bagagerummet manglede en bundprop. Let at se når man skiller bilen ad – tæt på umuligt at se udefra.

Løbende reparationer

Gennem årene er det blevet til flere reparationer, og jeg har papirarbejde på bilens værkstedshistorik under mit ejerskab tilbage fra anskaffelsesåret. Her måtte den sølvfarvede baghjulstrækker forbi de dygtige folk hos Jan Nygaard for at få skiftet en sammenfaldet katalysator.

BMW 318is E36 Coupé sølv grå baghjulstræk M-Tech Arktissilber Metallic 1997 rust Bil Magasinet bagagerum maling hammerlak

Nedslibning, rustbeskyttelse og hammerlak – det er ikke kunst, men det holder.

Tro følgesvend gennem 10 år

Min 318is har aldrig svigtet mig, og jeg har passet og plejet den efter bedste evne og pengepungens formåen. Når jeg gennemgår stakken af fakturaer, føler jeg, at hver en krone er godt givet ud – og BMW’en er trods sine ca. 192.000 km på klokken stadig i topform. 

Jeg havde svært ved at skyde mig ind på, hvilken bundprop der var den eksakt korrekte størrelse.

Rust og manglende bundprop

I forbindelse med skiftet af de bageste støddæmpere opdagede jeg et projekt, jeg ikke kan se bort fra. Under bagagerummets tæppe og under en indvendig opbevaringsboks var rust begyndt at udvikle sig. Bilen har, i gud ved hvor mange år, kørt uden en bund/lukkeprop i karrosseriet, hvilket var tæt på umuligt at se udefra. En eftermiddag med sandpapir, slibeklods og Dremel-værktøj fik bugt med det brune eksem, og en tyktflydende rustbeskyttelse, et lag hammerlak og en frisk bundprop sikrer, at jeg ikke behøver bekymre mig om den udfordring længere.

Samlet igen tager det hele sig godt ud – særligt når man ikke kan se det ujævne malerarbejde.

Velkommen i loungen

Du har netop læst en artikel fra samlingen i Freddies Lounge.

Freddies Lounge er et tilbagelænet sted, hvor der er plads til de skæve historier, den passionerede fortælling og slyngelstue-beretninger. Din vært i loungen er redaktionschef og testkører Frederik T. Frey, der disker op med højdepunkter fra såvel den personlige garages indhold som fede køreoplevelser qua jobbet på Bil Magasinet. Mellem de bløde og smagfulde møbler bor en BMW 318is Coupé, ”Bedstefars Taunus” (en Ford 17M RS P7B) og en Cadillac CTS – på liften hænger hustruens Buick Skylark GS...når hun altså ikke er ude at lufte amerikanerens 6,6-liters Big Block-V8'er.

Se resten af arkivet i Freddies Lounge ved at klikke her.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...