Træt af elbiler? Ford smider (måske) biturbo på 7,3-liters V8

Er du klar til et højoktan-fix? Rygterne svirrer netop nu om en V8-benzinmotor fra Ford med over 1.000 hk.

6. juni 2021 af Frederik T. Frey

Siger navnene Windsor, Cleveland og Coyote dig noget? Hvis du er tilhænger af amerikanske V8-motorer fra det ligeledes amerikanske bilmærke Ford, er der naturligvis ingen slinger i valsen – eller i din hukommelse.

Kræs for kendere

 Øjnene lyser op på enhver amerikanerbilsentusiast, når snakken falder på én af de efterhånden ikoniske Ford-V8-motorer, hvoraf både Cleveland- og Windsor-motorerne fik tænding første gang tilbage i 1960’erne. Coyote-motoren på fem liter ligger i dag bl.a. i seneste generation af Mustang.

Ford Coyote-V8'eren på fem liter ligger bl.a. i seneste generation af Mustang – her en Bullitt.

Her kommer Godzilla!

Seneste skud på stammen af Ford-V8’ere med blærede kælenavne er big block stødstangs-V8’eren på 7,3 liter, der siden 2020 har været at finde i motorrummet på modeller som pickupen Ford F-250 og den overdimensionerede varevogn Ford E-350. Motoren der drives af benzin og ikke benytter sig af trykladning går under navnet ”Godzilla” – ikke mindst på grund af sit høje moment på op til 644 Nm, der, ifølge Ford selv, bliver leveret, som var der tale om en dieselmotor.

Rygterne er pt. på kogepunktet, da meget tyder på, at Ford arbejder på en variant af motoren, der deler navn med et filmmonster, som har for vane at terrorisere storbyer som Tokyo, med biturbo – en motor, som flere håber, vil blive udbudt som en såkaldt ”Crate Engine”.

"Godzilla"-benzin-V8'eren på 7,3 liter udbydes bl.a. i Ford F-250 og E-350.

En motor – klappet og klar

En ”Crate Engine” er præcis, som Google Translate ville oversætte det – det er en motor i en kasse. Særligt på det amerikanske restaurerings- og modificeringsmarked er det populært med motorskift. Her kommer ”Crate Engines” ind i billedet, da de som oftest leveres som færdige og komplette motorer, ofte med en form for fabriksgaranti, der er forholdsvis enkle at smide i drømmebilen – Plug and Play, som de siger Overthere.

Her er en "Crate Engine" – en komplet motor levet i en kasse. Dog ikke en Ford men en "Hellephant" fra Mopar, der er en del af Chrysler-koncernen.

Over 1.000 hk og Nm

Rygterne fodres bl.a. af, at flere tuningsselskaber, uden direkte tilknytning til Ford, allerede har haft succes med at presse enorme kræfter ud af ”Godzilla”-V8’eren med hjælp af enten turboer eller kompressorer. Merkel Racing Engines har således presset motoren op til 1.129 hk ved hjælp af biturbo, mens australske Harrop med hjælp fra en kompressor og E85-brændstof har præsteret 1.029 hk og svimlende 1.339 Nm på et rullefelt.

Internettets mange fora gør naturligvis sin pligt i situationer som denne – de skaber et passende navn. Hvordan synes du, navnet ”Megazilla” lyder? Endnu er intet officielt bekræftet fra Ford’s side – men man har lov at håbe.

Sælges V8-motoren som "Crate Engine" vil det være langt mere sandsynligt, at motoren ikke kun bruges i pickuper og andre kommercielle køretøjer.

Velkommen i loungen

Du har netop læst en artikel fra samlingen i Freddies Lounge.

Freddies Lounge er et tilbagelænet sted, hvor der er plads til de skæve historier, den passionerede fortælling og slyngelstue-beretninger. Din vært i loungen er redaktionschef og testkører Frederik T. Frey, der disker op med højdepunkter fra såvel den personlige garages indhold som fede køreoplevelser qua jobbet på Bil Magasinet. Mellem de bløde og smagfulde møbler bor en BMW 318is Coupé, ”Bedstefars Taunus” (en Ford 17M RS P7B) og en Cadillac CTS – på liften hænger hustruens Buick Skylark GS...når hun altså ikke er ude at lufte amerikanerens 6,6-liters Big Block-V8'er.

Se resten af arkivet i Freddies Lounge ved at klikke her.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...