Min BMW 318is Coupé har bremset skævt i nogen tid. Tyskeren skulle synes i år, så forud for sæsonen tog jeg mig sammen til at få hul på mit bremseprojekt.
Med kyndig hjælp fra en bekendt kom vi ind til skiver og klodser, der umiddelbart ikke var i så dårlig stand, at det kunne forklare, hvorfor min coupé fra 1997 bremsede skævt. Vi gik derfor på jagt efter andre potentielle problemer og fandt en caliper, der også havde det rimeligt efter omstændighederne. Men da vi pressede stemplet i bund og lavede stepdans på bremsepedalen, kom stemplet i caliperen ikke ud igen.

Det er ikke til at se, men denne ABS-ventilblok er defekt. Bremsevæske løber ind i ventilblokken og ud af tre af hullerne, men ikke nummer tre fra venstre – her er tydeligvis et problem!
Gammeldags fejlfinding
Vi gik herefter baglæns gennem systemet af bremseslanger og -rør for at opspore kilden til problemet. Efter et stykke tid stod det klart, at bremsevæsken aldrig nåede frem til venstre forhjul. Jeg nægter at tro, at situationen var så slem, da jeg stillede bilen væk i 2019, selv om den bremsede en smule skævt. Bilen ville jo være umulig at køre uden bremseevne på det ene forhjul. Et halvt års stilstand må have gjort situationen værre og lukket bremsesystemet helt til. Der var masser af væske på systemet, men ABS-ventilblokken lukkede ikke væske ud af netop den udgang, der styrer venstre forhjul.Med en tynd luftpistol blæste vi trykluft baglæns gennem blokken i et håb om at rense og fjerne en eventuel blokering. Men lige lidt hjalp det. Væsken ville stadig ikke løbe den rigtige vej.

Flotte, rene skiver hjælper ikke, hvis bremsevæsken aldrig når ned til calipren...
Tør jeg benytte brugte reservedele?
På min BMW er ABS-systemet delt op i en mekanisk enhed, der har en elektrisk styreboks tilknyttet. Alle forsøgene foregik uden strøm på bilen, så jeg var klar over, at mit problem var mekanisk. Som nye reservedele koster de to enheder lige over 17.500 kr. – og med montering er vi over de 21.000 kr. hos mit sædvanlige og autoriserede BMW-værksted. Af princip er jeg imod brugte reservedele, da jeg ikke bryder mig om risikoen for, at de kan give op kort tid efter montering. Udsigten til en regning på 21.000 kr. gjorde mig dog mør – særligt når garagen også har andre projekter, og BMW’en kostede mig 22.820 kr. i reparationer i 2017.
Min BMW 318is Coupé benyttes, ligesom mine øvrige biler, som hverdagsbil fra tid til anden... her på det mondæne Frederiksberg. Derfor skal den til alle tider var i god mekanisk stand.
Brugt er lig med billigt
Schmiedmann sælger både nye og brugte reservedele til BMW og havde en brugt ABS-ventilblok, som den jeg manglede, til 1.563 kr. Med lovning om seks måneders reklamationsret og vished for, at de brugte stumper blev testet inden afmontering, tog jeg springet. Projektet blev dog en smule forsinket, da den første reservedel ikke passede til min bil. Min 318is har som fabriksmonteret ekstraudstyr antispin og ASC, hvilket betyder, at alle fire hjul har en individuel udgang på ABS-ventilblokken – mange biler af samme model og årgang deler én udgang til bagakslen.
Av av, forkert reservedel – denne ABS-ventilboks har tre udgange – min BMW 318is har brug for en med fire udgange.
Synet uden problemer
Den første boks, jeg fik tilsendt, havde bare tre udgange og ikke fire. Schmiedmann tog hurtigt affære, og dagen efter havde jeg den korrekte del. Herfra blev blokken monteret, skiver og klodser skiftet og bremserne grundigt udluftet.Jeg frygtede, at bilen kunne mærke “indgrebet” og ville lyse op med sine advarselslamper, så ABS-systemet skulle kodes om. Indtil videre er der ingen blinkende lamper bag rattet – og 318is’eren bremser lige som efter en lineal.
Den kørte gennem syn uden problemer – hvor heldig kan man være? Jeg håber, heldet fortsætter, og at jeg ikke vil fortryde at have valgt en brugt reservedel.

Operationen foregik med afkoblet batteri. Da alt igen var samlet, og jeg drejede nøglen, kom ingen advarselslamper. Pyha!
Fortsat masser af projekter
Bremseudfordringen er bare ét af flere projekter. Jeg har længe haft et projekt med at få ordnet "himlen" i kabinen, der er begyndt at hænge. Der er bestilt tid hos min foretrukne autosadelmager. Kort tid efter bremsefixet vågnede jeg op til en sø olie på gulvet ved bagakslen. Det viste sig heldigvis "bare" at være støddæmperne. Så også de skal skiftes i begge sider.Stay tuned...

Fryd og gammen? Næsten. Der er fortsat et par udfordringer ved BMW 318is'er.
Velkommen i loungen
Du har netop læst en artikel fra samlingen i Freddies Lounge.
Freddies Lounge er et tilbagelænet sted, hvor der er plads til de skæve historier, den passionerede fortælling og slyngelstue-beretninger. Din vært i loungen er redaktionschef og testkører Frederik T. Frey, der disker op med højdepunkter fra såvel den personlige garages indhold som fede køreoplevelser qua jobbet på Bil Magasinet. Mellem de bløde og smagfulde møbler bor en BMW 318is Coupé, ”Bedstefars Taunus” (en Ford 17M RS P7B) og en Cadillac CTS – på liften hænger hustruens Buick Skylark GS...når hun altså ikke er ude at lufte amerikanerens 6,6-liters Big Block-V8'er.
Se resten af arkivet i Freddies Lounge ved at klikke her.

Velkommen i Freddies Lounge.