© Foto: Ford

Ford, få det til at ske – Ranger Raptor med V8!

Vildt rygte: Kunne Ford være på vej med en Ranger Raptor R med otte cylindre?

16. januar 2022 af Frederik T. Frey

Den seneste generation of pickupen Ford Ranger er netop fremvist. Diverse spionfotos på nettet lader os vide, at en Ranger Raptor-variant er på trapperne. Raptor er Ford's måde at sige GTI, Power, Competition og "Af Banen" på. 

Raptor-varianterne af F-150 og Ranger er opgraderede køretøjer, der både har flere kræfter, men som også er optimeret til offroad-kørsel af den grænsesøgende slags.

Denne Ford Ranger er ikke en Raptor... eller en Raptor R – det er en Wildtrak.

© Foto: Ford

Vildere Raptor

Men skal man tro rygter, der for tiden cirkulerer flere steder på nettet, leger mærket med den blå oval allerede med tanken om at overgå den kommende Ranger Raptor med en overbygningsmodel, som internettet indtil videre har døbt "Raptor R". Efter sigende skulle overvejelserne blive forsøgt afprøvet hos Ford's australske afdeling.

Bliver Bronco DR donor til Raptor R?

Med til at puste til rygte-gløderne er annonceringen af en anden heftig offroad-Ford – Bronco DR, som i udgangspunktet skal produceres i 50 styk. Ørkenraceren er udstyret med en 5-liters V8-motor, 10-trins automatgearkasse og en avanceret undervogn, der vil kunne gøre de fleste i Dakar-rallyet til skamme.

Ford Bronco DR.

© Foto: Ford

Mark Rushbrook er åben for idéen

Manden i spidsen for Ford Performance Motorsports, Mark Rushbrook, udtaler sig i vendinger, der får de håbefuldes forventninger i vejret. I forbindelse med præsentationen af Bronco DR har Rushbrook udtalt: 

"Der er meget, der ville kunne overføres mellem Bronco DR og Ranger-platformen. Men i sidste ende skal det være fornuftigt og give mening for virksomheden. Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne gøre sådan noget. Vi har ingen planer i øjeblikket, men vi kunne godt tænke os at arbejde på et sådant projekt."

Lad rygter blive til handling – en Ranger med V8

Så hvem ved, måske vi i fremtiden kan se frem til en Ford Ranger Raptor R, der vil drage nytte af Ford's Coyote-V8-motor med i omegnen af 400-500 hk parret med sofistikerede offroad-duelige komponenter i undervognen. Man har da lov at håbe.

Få det til at ske, Ford – seriøst!


V8-Coyote-motor i Ford Ranger? Ja tak!

© Foto: Ford

Velkommen i loungen

Du har netop læst en artikel fra samlingen i Freddies Lounge.

Freddies Lounge er et tilbagelænet sted, hvor der er plads til de skæve historier, den passionerede fortælling og slyngelstue-beretninger. Din vært i loungen er redaktionschef og testkører Frederik T. Frey, der disker op med højdepunkter fra såvel den personlige garages indhold som fede køreoplevelser qua jobbet på Bil Magasinet. Mellem de bløde og smagfulde møbler bor en BMW 318is Coupé, ”Bedstefars Taunus” (en Ford 17M RS P7B) og en Cadillac CTS – på liften hænger hustruens Buick Skylark GS...når hun altså ikke er ude at lufte amerikanerens 6,6-liters Big Block-V8'er.

Se resten af arkivet i Freddies Lounge ved at klikke her.

Velkommen i Freddies Lounge.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...