En lørdag i forsommeren blev dækkenet flået af “Taunus’en”, da turen gik mod Østerbro i København – her afholdte Vintage Steel et veteranbilstræf, hvor alle mærker og modeller fra samtlige verdenshjørner var velkomne. Vintage Steel er et mindre team entusiaster, der afvikler forskellige events, som blandt andet udmærker sig ved at være rigt dokumenteret i både still- og levende billeder.
Jeg har tidligere deltaget, som passager i en ’59 Cadillac, ved et Københavner-cruise arrangeret af gutterne i Vintage Steel. Udover den gode stemning faldt jeg for mikset af veteranbiler fra hele verden.

RS-kabinen er mørk og overskuelig. Rattet med trækrans er stort, da kuglekredsløbsstyretøjet er uden hydraulisk servo.
© Frederik T. Frey"Taunus'en" bliver genkendt!
Den sølvfarvede Ford, der er produceret i Tyskland, navigerer derfor en forventningsfuld fører med tilhørende hund og hustru til en kæmpe parkeringsplads på Sibeliusgade på Østerbro, hvor Arriva og deres bybusser til dagligt holder til – ingen fare for trængsel.Ved ankomsten hilses vi venlig velkommen, og der er al grund til at smile, lette på den medbragte sommerhat samt vinke, da en af arrangørerne udbryder “Der kommer Freddie i sin Taunus”.God service til børn og hunde
Inde på pladsen finder jeg en position med albuerum, og jeg parkerer ved siden af en Alfa Romeo Spider. Herfra finder jeg hurtig vej til en pølsevogn, der sammen med andre madboder på “træfpladsen” sørger for, at ingen med mønt på lommen mangler noget – ikke engang min hund må smægte, da servitricen bag disken erklærer, at børn og hunde får en gratis, rød, pølse!

I en garage med fire biler er der rift om opmærksomheden, og bilen med “den blå oval” løber ikke livet af sig. Det bliver alligevel til en del hyggelige ture, og min whippet, Junior, er heldigvis ikke ked af at køre Ford 17M RS. Fodbrønden er et perfekt sted, hvis man er en mynde på 20 kg. Normalt sidder han i et bur på bagsædet af Cadillac’en.
© Frederik T. FreyFord'en tiltrækker opmærksomhed
Herfra går det slag i slag med at trisse rundt på pladsen og se de mange flotte fremmødte biler – og ikke mindst snakke med velkendte ansigter. Med stolthed i stemmen kan jeg berette, at Ford’en, som jeg efterlod med motorhjelmen opslået, tiltrak sig en sund mængde opmærksomhed.Stemningen når sit klimaks, da en rød Ford 17M fra samme P7b-generation som min egen melder sin ankomst. På artiklens store billede kan man ane dens forende med dobbelte tågelygter til venstre i billedet. Efter en hyggelig snak med 17M-ejeren, der ikke har ejet bilen længe, er det tid til et cruise gennem København – de to P7’ere kører naturligvis efter hinanden i det, som må være verdens korteste “Taunus”-kortege.

Motorrummet er renoveret i 2018. Ventildækslerne har dog småridser, og gevindet til olietrykføleren lækker en sjat.
© Frederik T. FreySkiftet til originale dæk er fortsat en positiv oplevelse
Under træffets varighed og på cruiseturen sætter 17M RS’en ikke et dæk forkert. Forud for sæsonen har jeg ikke haft megen forberedelse, da andre projekter har taget min tid – mere om det i et senere magasin. Heldigvis har den tyske sedan ikke krævet meget for at kunne erklæres sæsonklar, men de obligatoriske klassikertjek er selvsagt gennemgået.Skiftet til originale stålfælge og Vredestein-dækkene i den oprindelige størrelse 175/82R14 er fortsat en god hændelse. Både dæk og ventiler holder tæt, og med et dæktryk på 1,9 bar er køreoplevelsen udtalt komfortabel.I bagagerummet har indfundet sig et sæt campingstole med tilhørende bord, hvis der en dag skal indtages et måltid i forbindelse med en køretur. Dertil hører naturligvis en picnickurv, som endnu ikke har set megen brug.

“RS”-bogstaverne er gennem årene skrevet med forskellig font. Dette mærke er nær identisk med bagklapemblemet.
© Frederik T. FreyVelkommen i loungen
Du har netop læst en artikel fra samlingen i Freddies Lounge.
Freddies Lounge er et tilbagelænet sted, hvor der er plads til de skæve historier, den passionerede fortælling og slyngelstue-beretninger. Din vært i loungen er redaktionschef og testkører Frederik T. Frey, der disker op med højdepunkter fra såvel den personlige garages indhold som fede køreoplevelser qua jobbet på Bil Magasinet. Mellem de bløde og smagfulde møbler bor en BMW 318is Coupé, ”Bedstefars Taunus” (en Ford 17M RS P7B) og en Cadillac CTS – på liften hænger hustruens Buick Skylark GS...når hun altså ikke er ude at lufte amerikanerens 6,6-liters Big Block-V8'er.
Se resten af arkivet i Freddies Lounge ved at klikke her.

Velkommen i Freddies Lounge.
© Jette Elisabeth Skylark