Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 forfra front køre Rüsselsheim racerbil
© Foto: Søren Juul

F1-legende Niki Lauda er død – Frederik har kørt i hans hjulspor

Freddies Lounge: Jeg har aldrig mødt netop afdøde Niki Lauda – men jeg har kørt en replika af hans racerbil fra 1960'erne, og jeg ejer en rød Parmalat-kasket.

21. maj 2019 af Frederik T. Frey

Niki Lauda har stillet køreskoene i en alder af 70 år. Manden der blev regnet for død i 1976 efter en ulykke på Nürburgring, har en helt særlig plads i min erindring, da han allerede året efter blev verdensmester i Formel 1 for anden gang. At han blev det igen (og for tredje gang) i 1984 står for mig som ét af de største comeback i motorsport.

Jeg har desværre aldrig truffet Niki selv, men på McLaren-fabrikken i Woking har jeg stukket hovedet ind i én af hans tidligere F1-racerbiler. Jeg ejer også en rød Parmalat-kasket (ét af Nikis kendetegn op gennem karrieren), som har en autograf på skyggen...som jeg dog er usikker på, er ægte.

Tilbage i 2018 fik jeg muligheden for at køre Opel Classic's replika af Schwarze Witwe – den Opel Rekord C-racerbil, som bl.a. Niki Lauda har kørt. I dagens noget triste anledning kan du læse artiklen om min oplevelse med bilen herunder. Husk også at nyde billederne – de er skudt af Søren Juul, og de er helt sublime.

Artiklen blev oprindeligt trykt i juli 2018 – BM1807.

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 racerbil

Opel Rekord C-racerbilen kaldet Schwarze Witwe er bygget og ejet af Opel Classic i Rüsselsheim.

© Foto: Søren Juul

Opel's sorte enke

I en kælder ved Opel-fabrikken i Rüsselsheim bor en familiebil så
giftig, at den blev opkaldt efter en af verdens farligste edderkopper.
I sin tid havde den racerlegenden Niki Lauda bag rattet, men i dag hedder chaufføren i stedet Frederik T. Frey.

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 bagende bagfra køre

Racerbilen bærer sit “jævne” ophav stolt via et emblem på forskærmen. Rekord C kom på markedet i 1967.

© Foto: Søren Juul

Postkort fra 60'erne

Folk styrter ud ad fabrikshallernes døre, men der er ingen brand­­alarm der lyder. Mænd i smækbukser står side om side med kvinder iført hårnet. De kække af dem vifter med armene i ren begejstring. Det lyder som et postkort fra 60’erne, men jeg er ikke rejst tilbage i tiden for at stifte bekendtskab med én af motorsportshistorien mest mytiske væsner. En fabriksarbejder stiller sig helt ud til vejen og laver en cirkulær bevægelse med højre arm. Hans åbne mund forsikrer mig om, at han vil se den sorte racerbil få mere gas. Selv om mange af de andre tilskuere har fingrene i ørerne, peger deres mundvige opad.

Jeg strækker højre fod i andet gear, og ved 5.500 o/min eksploderer min verden i en lydkulisse af vræl og brag. For første gang i dag går den 4-cylindrede racermotor på 1,9 liter rent, og dens store overarme presser mig langt ned i sædet. Før jeg får set mig om, skal tredje gear findes. Ved de høje omdrejninger reagerer Rekord’en ufatteligt hurtigt. 5.500 o/min bliver på det, der føles som nanosekunder, omdannet til 7.000 o/min – en udvikling jeg kan følge med i på kabinens gigantiske omdrejningstæller, som er monteret mellem de to sportssæder.

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 forfra front sving Rüsselsheim

Selv om Schwarze Witwe er blottet for komfort og er sat meget stift op i undervognen, kan den stadig krænge en smule i kurver.

© Foto: Søren Juul

Giftig edderkop

Selv om der står 2018 i kalenderen, er både stemning, lokation og ikke mindst bilen som revet ud af et glittet blad fra de glade 60’ere. Bilen, jeg skal sidde bag rattet af i dag, er en Opel Rekord C-racerbil fra 1967. Men det er ikke bare en tilfældig racerbil fra dengang. I stedet er det en minutiøs replika af den sagnomspundne Schwarze Witwe (Sorte Enke), der på bl.a. Zolder- og Hockenheim-racerbanen med Erich Bitter og Niki Lauda bag rattet gjorde det onde ved både BMW, Porsche og andre hurtigløbere i slutningen af 60’erne. Bilens karriere sluttede efter ’69-sæsonen, hvorefter den blev kørt i garage. Siden er bilen forsvundet fra jordens overflade, og ingen ved hvor, eller om den i dag stadig eksisterer et sted.

Replikaen af den legendariske racerbil er som originalen bygget af Opel selv. Men mens den oprindelige var et hemmeligt projekt, der hovedsageligt foregik efter officiel arbejdstid, er den nye blevet et prestigeprojekt med genopbygningen af Opel’s første efterkrigs-racerbil. Manden bag den moderne sorte enke er tyskeren Jens Cooper, der er ansat ved Opel Classic. Frem til sin død i 2012 havde idémanden bag den oprindelige racerbil, Anatole Lapine, stået Jens Cooper bi og bidraget med vigtige informationer og tekniske data.

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 kabine interiør racerbil

Mørk og intim kabine, der metallisk forstærker motorlyden. Gulvpladerne er så tynde, at de giver sig ved berøring.

© Foto: Søren Juul

Ekspert der siden kom til Porsche

Lapine byggede racerbilen i 1960’erne som en form for kørende CV, hvis man skal tro rygterne. Opel’en viste sig overraskende succesfuld bl.a. takket være et for tiden meget avanceret krydslink på bagakslen. Det gjorde, at Lapine i 1969 fik tilbudt et job hos Porsche, hvor han bl.a. var med til udviklingen af transakselmodellerne 924, 944 og ikke mindst 928. 

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 undervogn krydslink racerbil

Magien ved Opel’ens præcise køreegenskaber er dette hjemmebyggede krydslink, der fikserer bagakslen til bilens karrosse.

© Foto: Søren Juul

Undervognen er stjernen

I Opel-regi er Lapines genistreg krydslinket, du kan se herover. De fleste familiebiler havde i 60’erne meget lidt til at stabilisere bagakslen. Nogle mærker som f.eks. Ford og Volvo brugte dog stabilisatorarme og panhardstænger til at holde styr på bagvognen, mens andre helt lod være. Schwarze Witwe-racerbilen fikserede akslen fuldstændigt til karrossen ved at installere et krydslink uden gummibøsninger. Indgrebet var forholdsvist stort, og der måtte skæres nye beslag og fikseringsplader, ligesom benzintanken blev bygget om og flyttet.

Gevinsten var en stabilitet i bagtøjet, hvor selve differentiale-klumpen og bagakslens vægt ikke kunne bevæge sig hverken op, ned, frem, tilbage eller til højre eller venstre. Det gør Opel’en i stand til at køre utroligt hurtigt i sving og henover ujævnheder og niveauforskelle, uden at bilen bliver ustabil. Den nye replika er bygget med et håndlavet kryds­link præcis som i 60’erne.

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 bagskærm racerbil

På grund af det fikserede bagtøj er akslen meget stabil og uden bevægelser, så hjul og dæk kan monteres klods op ad skærmkanten.

© Foto: Søren Juul

Hårdkogt racer

Da jeg inspicerer bilen, bemærker jeg, at der ingen plads er mellem skærmkant og dæk. Krydslinket sikrer, at man kan montere hjulene så yderligt som muligt uden fare for, at de bevæger sig ind i skærmkasserne og skrubber. Racerbilen er, naturligvis, ikke indregisteret, hvilket begrænser mine testmuligheder til vejnettet på det lukkede fabriksområde hos Opel i Rüsselsheim. Her er heldigvis masser af asfalt, og der er et fantastisk miks af historisk vingesus og et kig ind i fremtiden, da jeg kører ned langs de historiske produktionshaller i røde mursten, mens der passerer camouflerede PSA-biler med Opel-logoer.
Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 front ansigt

Schwarze Witwe har kromlister rundt ved ruderne, men ellers er den strippet, og kofangere og andre pyntegenstande er fjernet eller gjort lettere.

© Foto: Søren Juul

Kommer sjældent ud

Det er, mens jeg kører ved produktionshallerne, at racerbilens motorbrøl lokker folk ud langs vejen for at se, hvad der foregår. Jens Cooper fortæller mig, at bilen sjældent luftes, men at den altid skaber et publikum, når den slippes løs.

Vejene på Opel’s område er meget varierede, og der er flere lækre sving, hvor jeg virkelig bider mærke i, hvor fladt Rekord’en farer gennem kurver, og farten er høj. Billederne afslører, at bilen krænger en lille smule, men det er ikke meget, og sekundet efter den svage krængning giver bagdækkene slip. Det fortæller mig, at marginerne er smalle. Enken er overraskende let at aflæse fra både styretøj og undervogn, og det eneste, jeg skal være opmærksom på, er, hvor præcist selv små inputs veksles til ændring i opførslen fra den 2-dørs familiesedan.

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 bagfra bagende sving Rüsselsheim

Opel-racerbiler og farven gul har hængt sammen i en menneskealder. Farven er et blikfang, der stammer fra Opel’s fortid med cykler.

© Foto: Søren Juul

Replikaen har flere kræfter

Da jeg i en pause parkerer den sorte Opel ved Jens Coopers garageport, møder han mig med et smil og siger: “Jeg kan se i svingene, at du allerede er ved at lære den bedre at kende”. Han har helt ret. Jeg er lynhurtigt kommet ind på livet af køreegenskaberne, der virkelig sidder lige i skabet. Jeg har aldrig kørt en racerbil fra denne periode, men jeg har rimelig erfaring med lettere sportslige gadebiler fra perioden. Rekord’en er naturligvis ombygget gevaldigt, men den tager stadig udgangspunkt i en 2-dørs familiebil, som ikke er langt fra bl.a. min egen Ford 17M RS og et andet familiemedlems Capri 3,1 Essex trackday-bil.

Opel’en kører dog som intet andet, jeg tidligere har prøvet. Affjedringen er ubarmhjertig hård, mens motor og gearkasse er en fortælling for sig. Motoren tager udgangspunkt i en 4-cylindret 1,9-liters motor fra Rekord S-varianten med 90 hk. Herfra er så godt som alt ændret. Bl.a. er hele indsugningssystemet lavet om med en kæmpe luftkasse i motorrummets højre side, hvilket kræver, at bilens front under kofangeren blev bygget om. Kompressionen er hævet, og knastaksel, karburator og ventiler er skiftet, mens oliekapaciteten er hævet til seks liter. Nutidens racerbil yder lige over 200 hk, mens den i 1960’erne ydede ca. 180 hk. Jens Cooper forsvarer de ekstra 20 hk med, at bilen i 60’erne var lettere grundet brug af bl.a. aluminium flere steder i karrossen.

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 motor

Herude er der sket meget med den 4-cylindrede motor. Den særlige luftkasse hjælper med at skabe de ca. 200 hk. 

© Foto: Søren Juul

Motor med karakter

Kræfter er bestemt ikke, hvad jeg mangler, da jeg sidder i de lave sportssæder. Motoren holder nogenlunde tomgang, men det er tydeligt, at den ikke er vild med det – den vil have pisk. Da jeg forsøger at nurse bil og motor ved at køre med omkring 2.000 o/min, hakker, sprutter og ter motoren sig, som fodrede jeg den med fyringsolie. Den skal have omdrejninger for at levere kræfterne og gå rent.

Mellem 4.500 o/min og 7.000 o/min findes et smukt sted, hvor Rekord’en kører som en drøm. Farten er som en kat med ild i halen, og lyden er som to tektoniske plader, der støder sammen. For at sikre, at motoren konstant er ved de rigtige omdrejninger, er mellemgas og korrekt betjening af gearkassen essentiel. Her får jeg et chok af de større. Gearkassen har ændrede udvekslinger, men er ellers standard, og den betjenes gennem en skrå gearstang. Én ting er, at vandringerne er lange, men særligt skiftet fra anden til tredje gear er snørklet, og der er intet tilfredsstillende klik eller modstand, der fortæller mig, at vi nu er nået frem til gearet. Tredjegearet ligger tilmed så langt oppe i højre hjørne, at min arm er udstrakt for at nå det. 

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 forfra front køre Rüsselsheim racerbil

Ned langs de gamle produktionshaller på Opel-fabrikken i Rüsselsheim strækker den hurtige Rekord ben.

© Foto: Søren Juul

Gid jeg var Lauda

Det runger for ørerne og snurrer i alle mine lemmer, da jeg overlader den sorte enke til Jens Coopers bil-palleløfter. Schwarze Witwes oprindelige skaber, Anatole Lapine, fik desværre aldrig oplevet Jens Coopers fine replika i sin færdig form, da bilen først stod klar kort efter hans død i 2012. Uden hverken at have kørt den oprindelig bil eller mødt Lapine i egen person, er jeg overbevist om, at den nye tvillingebil er perfekt helt ned til de gule detaljer, der stammer fra Opel’s fortid som cykelproducent, og startnummeret 201. Inderst inde sidder jeg med drømmen om at være den moderne Niki Lauda eller Erich Bitter. For så var det mig, der skulle køre Schwarze Witwe-replika­en dag ud og dag ind.

Schwarze Witwe Niki Lauda Død Opel Rekord Sedan Frederik Frey Sort Gul 1967 kabine interiør racerbil manuelt gear

Gearkassen er meget tæt på standard fra gadebilen, hvilket betyder, at vandringen er utrolig lang, og trinene ligger meget spredt. 

© Foto: Søren Juul

Min Parmalat-kasket har en autograf på skyggen – jeg er ikke 100 pct. på, at det rent faktisk er Niki Lauda, der har skrevet på det røde stof. Men kasketten betyder meget for mig alligevel.

Niki Lauda død Parmalat kasket

En rød Parmalat-kasket er af mange forbundet med Niki Lauda.

Velkommen i loungen

Du har netop læst en artikel fra samlingen i Freddies Lounge.

Freddies Lounge er et tilbagelænet sted, hvor der er plads til de skæve historier, den passionerede fortælling og slyngelstue-beretninger. Din vært i loungen er testkører og motorjournalist Frederik T. Frey, der disker op med højdepunkter fra såvel den personlige garages indhold som fede køreoplevelser qua jobbet på Bil Magasinet. Mellem de bløde og smagfulde møbler bor en BMW 318is Coupé, ”Bedstefars Taunus” (en Ford 17M RS P7B) og en Cadillac CTS – på liften hænger hustruens Buick Skylark GS...når hun altså ikke er ude at lufte amerikanerens 6,6-liters Big Block-V8'er.

Se resten af arkivet i Freddies Lounge ved at klikke her.

Freddies Lounge Frederik T. Frey Bil Magasinet BMW 318iS Coupé E36 1997 Ford Taunus 17M RS P7B 1970 Cadillac CTS V6 2003 Buick Skylark GS V8 1966 Værksted Garage

Velkommen i Freddies Lounge.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...