CTEK Time2Go Time to go batterilader 12V 12Volt GUlf opLader Vedligehold Buick Skylark GS 1966 Veteran klassiker youngtimer skærm lygte
© Foto: Frederik T. Frey

Nu er Ctek klar med den perfekte oplader til din klassiker – og så endda i GULF-farverne!

Bil Magasinet afprøver det seneste skud på stammen, når det kommer til batteriopladere: Nemlig Ctek's nyeste, som bliver lavet i et begrænset oplag. Læs mere hér!

21. april 2020 af Frederik T. Frey

Ikoniske GULF som sponsor

De fleste bilentusiaster med en hukommelse længere end en guldfisks forbinder farverne lyseblå og orange med motorsport. Har man hjerneceller nok til at gå spadestikket dybere, kan mange også hæfte olieselskabet Gulf Oil sammen med de ikoniske farver. Op gennem 1960'erne og 1970'erne prydede olieselskabets iøjnefaldende farver mange racerbiler. Har du brug for en reminder, så lad endelig blikket hvile på billedet herunder af en nøje udvalgt skare af Gulf Oil-sponsorerede racerbiler.

Gulf Oil racerbiler

Gulf Oil-sponsorerede racerbiler så langt øjet rækker – hvilken er din favorit?

Få Gulf hjem i garagen

Og går du med en Steve McQueen (han kørte en Gulf-bemalet Porsche 917K i filmen "Le Mans" fra 1971) i maven, må du ikke snyde dig selv for en batterioplader i autentiske Gulf Oil-farver og logoer til din klassiker, veteranbil eller youngtimer. 

Retro udenpå – moderne indeni

Det udvendige design med Gulf's farver og logoer går lige i hjertet på folk med motorhistorisk forkærlighed. Men til trods for det retro-inspirerede ydre, er opladeren fra det svenske firma CTEK heldigvis topmoderne indvendigt.

CTEK Time2Go Time to go batterilader 12V 12Volt GUlf opLader Vedligehold Buick Skylark GS 1966 Veteran klassiker youngtimer

Mange klassiske biler holder med oplader, når de ikke er ude på asfalten – en batterioplader i tidstypisk stil er prikken over i'et. Her en Buick Skylark GS fra 1966.

© Foto: Frederik T. Frey

Vedligeholder batteriet

Under Gulf-sponsorfarverne gemmer sig en "CT5 Time To Go"-batterioplader fra CTEK. Det betyder, at opladeren er fuldautomatisk og ikke kræver andet, end at den tilsluttes batteriet og en stikkontakt. Opladeren "undersøger" automatisk batteriets tilstand og via små lys på forsiden af enheden, kan "Time To Go"-laderen som en unik funktion via en nedtælle-visning fortælle dig, hvor mange timer, der er til, at batteriet er helt opladt. Efterlader man batteriet i opladeren, efter det er fuldt opladt, går enheden med de flotte farver automatisk over i et vedligeholdelsesprogram af batteriet.

Er batteriet kørt helt i bund, har opladeren et særligt restaureringsprogram, der kan forsøge at puste liv i batteriet. Indstillingen hedder "Recond".

CTEK Time2Go Time to go batterilader Veteran klassiker youngtimer 12V 12Volt GUlf opLader Vedligehold Retro-Revyen Bil Magasinet

"Time To Go"-opladeren kommer i passende retro-indpakning. Med i pakken er monteringsklemmer til batteripolerne samt en opbevaringspose til opladeren, når den ikke er i brug.

© Foto: Frederik T. Frey

Begrænset antal

Batteriopladeren i Gulf Oil-tema fra CTEK bliver fremstillet i begrænset antal – men er at købe flere steder online. Meldingen fra producenten er, at der fremstilles 2.500 styk i de racer-inspirerede Gulf-farver, hvoraf et fåtal vil komme til Danmark. Som på alle sine opladere tilbyder CTEK fem års garanti.

Har også oplader til 6V

Batteriopladeren i lyseblå og orange er lavet til biler med 12-volt syrebatterier (også af AGM- og GEL-typen), men er din veteranbil eller klassiker med 6-volt elsystem, har CTEK også en oplader til det formål – men her må du leve med et mere anonymt udseende.

Der findes også opladere til biler med 6-volt elsystemer – den røde til venstre på billedet er en sådan.

© Foto: Frederik T. Frey

Velkommen i loungen

Du har netop læst en artikel fra samlingen i Freddies Lounge.

Freddies Lounge er et tilbagelænet sted, hvor der er plads til de skæve historier, den passionerede fortælling og slyngelstue-beretninger. Din vært i loungen er testkører og motorjournalist Frederik T. Frey, der disker op med højdepunkter fra såvel den personlige garages indhold som fede køreoplevelser qua jobbet på Bil Magasinet. Mellem de bløde og smagfulde møbler bor en BMW 318is Coupé, ”Bedstefars Taunus” (en Ford 17M RS P7B) og en Cadillac CTS – på liften hænger hustruens Buick Skylark GS...når hun altså ikke er ude at lufte amerikanerens 6,6-liters Big Block-V8'er.

Se resten af arkivet i Freddies Lounge ved at klikke her.

Freddies Lounge Frederik T. Frey Bil Magasinet BMW 318iS Coupé E36 1997 Ford Taunus 17M RS P7B 1970 Cadillac CTS V6 2003 Buick Skylark GS V8 1966 Værksted Garage

Velkommen i Freddies Lounge.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...