© Privatfoto

Et kærlighedsbrev til en gammel diesel-Golf

Vi har fået et kærlighedsbrev fra en læser, der siger, at han ejer "verdens bedste bil" - læs hele Zarkos kærlighedserklæring herunder.

2. juli 2021 af Zarko Zaharov

Den bedste bil i verden

Verdens bedste bil er en VW Golf fra 2012 med 172.385 km på tælleren, med fire ydmyge dieseldrevne stempler foran, tre dybe ridser på bagkofangeren, to mistænksomme pletter på forsædet fra tidligere ejer, og en overfyldt kabine og bagagerum med undertegnedes skrammel. Den tanke slår mig, mens jeg kører ad E47 i nordgående retning. Det er store flyttedag, og bilen er fyldt til bristepunktet.

Golfen er ikke uden dens mangler. Faktisk er den, som din yndlings-rockstjerne fra 70’erne, fyldt med dem. 

Zarko og hans højtelskede Golf.

© Privatfoto

Du er ikke perfekt...

Knapperne på rattet, som skal styre radioen, styrer lige så lidt, som jeg styrer overfor min kæreste. Deres manglende autoritet over radioen skyldes at den store touchskærm med Apple Carplay ikke er original. Den er fra Wish’ øverste hylde, men så følger en kinesisk håndbog også gratis med. Det betyder også at rattets knapper og skærmen ikke er på talefod.

Kineseren forstår ikke tysk.

Ydersiden vidner om bilens fortid som pendler-, Bilka- og hente-børn-bil. Golfen bærer dog sine ridser med en vis stolthed - som Sylvester Stallone i alle sine film, der starter med ”R”.

I motorrummet er der også tegn på, at livet er generelt har været en lidelse. Motoren er i gang med sin fjerde tur rundt om jordens ækvator. Den regenererer sit partikelfilter oftere, end jeg bryder mig om, for den hakker og hopper, mens den er i gang med det. Den står i forhøjet tomgang, og jeg får dårlig samvittighed af, at jeg skal slukke den, mens den er i gang. Det føles lidt som at skynde på en hund, der er i gang med at lave nr. 2. Det er bare ikke cool.

Gearskiftet er kort og præcist, men bakgear-synchromeshen har set bedre dage. Den ’børster tænder’, idet jeg sætter den i bakgear, selvom jeg holder helt stille. Jeg forestiller mig små metaldimser i olien, hver gang jeg hører den lyd. Og når vi er ved ubehagelige lyde, så knurrer A/C-kompressoren af mig, som om jeg har datet dens lillesøster.

Kabinen med eftermonteret Wish-skærm og pletter på sædet.

© Privatfoto

...men du er perfekt for mig

Den har været min troværdige partner i nu knap 8 måneder, siden jeg købte den i november 2020. I tiden fra november har den kørt mig til en super vigtig jobsamtale, til den første dag på jobbet, til min nye lejlighed, på angst provokerende dates. Den har startet hver gang, og når den først har været op i fart, har den trillet over 1000 km på en tank… på nær den ene tur til Hamborg, hvor jeg holdt en gennemsnitsfart fra Flensburg til Hamborg på 160 km/t. Det klarede den pikante 1.6 TDI ganske fint og kørte, trods den tunge højre fod, 13.4 km/l i gennemsnit, og stadig 780 km på tanken. Der kan din nabos Tesla ikke være med.

Jeg husker stadig, da jeg hentede den hjem. Vi skal nok få det godt sammen, sagde jeg stille så naboen ikke hører at jeg taler med mig selv igen, mens jeg klappede den på instrumentbrættet.

© Privatfoto

Du har også verdens bedste bil

Jeg tager mig virkelig af denne respektfulde tysker. Jeg lader den køre i tomgang 30-50 sek efter hver tur for at lade turboen komme ned i omdrejninger og lade olien komme en sidste gang rundt i systemet inden dens pause. Jeg omdrejningsmatcher gearskiftet og forsøger at samtlige gearskift sker uden forstyrrelser eller ryk i drivlinjen. Jeg kører da også indrømmet alt for langsomt i rundkørsler og over vejbump og holder god afstand til forankørende for at undgå stenslag i lakken. Jeg brugte de første par dage på at give den en grundig vask, polering og coating.

Man skulle tro jeg kørte en Porsche GT2 RS MR med den forsigtighed og påpasselighed jeg døjer med. Men ved du hvad, selv hvis Wolfgang Porsche himself ringede og tilbød en GT2RS i bytte for min Golf... Ja, så ville jeg nok tage den i en fart og uden anmærkninger, men jeg vil fandme savne min Golf.

Det er verdens bedste bil. Jeg har knyttet en bånd til denne bil. Den er blevet min troværdige, loyale ven. Jeg elsker den.

Jeg håber brevet her inspirerer dig til at se på din egen gamle rustne kasse, og værdsætte alt det, den gør for dig. For du har også en verdens bedste bil.

Har du husket at aktivere dit prøveabonnement på Bil Magasinet? Ellers kan du gøre det lige her!

© Privatfoto

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...