Hækmotoriseret pandekage
Glæderne ved gamle biler er mange. Oftest handler det om køreglæde, nostalgi og en god historie bag.
Min VW Type 3, ja Type 3 ikke T3 som er varevognen de fleste kender, er hentet hjem fra Japan i en container i selskab med et par Porscher. Faktisk har den gamle, patinerede VW en særlig ting til fælles med dens containermakkere, nemlig dens hækmotoriserede opbygning.
Den pandekageformede og desuden luftkølede motor ligger under gulvet i bagagerummet og producerer et ukendt antal hestekræfter, alderen taget i betragtning.
Japanske Mickey - fra USA
I familien kalder vi den 54 år gamle vogn for Mickey og grunden til det er ganske enkelt et klistermærke i bagruden hvor der står Beetle Mickey. Klistermærket er formentlig ikke fra Japan, men derimod fra USA, hvor jeg har sporet Mickeys oprindelse til, da jeg tilfældigt fandt en amerikansk penny i den ene varmekasse, en dag jeg lavede rust.
Rust er der ganske naturligt ret meget af, når man tænker på, at det drejer sig om en bil fra 1968, men omfanget af svejsearbejdet er svært at forberede sig på.
Selv er jeg en nogenlunde habil svejser, men jeg er ikke så hurtig som det kræves, såfremt det ikke skal gå hen og blive et evighedsprojekt at lave rust på en sag som Mickey.
Tiden er knap og derfor har jeg også været nødt til at indkalde min far til assistance med operationerne. Motoren skulle desuden også have sig en tur med nye pakninger, da den lækkede noget olie fra samlingen mellem motor og gearkasse.
Et evighedsprojekt med store drømme
Nye bærekugler skulle også til, samt nye manchetter, men den slags er ingen sag, når man har adskillige timers svejsearbejde i vente. Faktisk er jeg ret glad for svejseriet og kan langt hen ad vejen bedre lide den slags, for mig, zen-præget arbejde, end jeg eksempelvis kan lide at slås med fastrustede bolte, der knækker bare man tænker på at skulle skrue dem ud.
Forhåbentlig får projektet dog snart en ende, så Mickey kan komme ud og cruise sommerlandet tyndt med mig bag rattet.
Drømmen, når alt det hårde arbejde er overstået, er at klappe bagsæderne ned, smide en madras i det store bagagerum og så ellers tage på eventyr, mig, Mickey og min lille hund Rico.
Er du blevet nysgerrig på redaktionens andre bil-kærlighedshistorier, så kan du læse om studentermedhjælper Mikkel Østrup-Jeppesens Mini her.
