Hvordan er det at køre til Le Mans i en Lamborghini? Mathias gir' dig svaret her

Tanken om at få overdraget nøglerne til en vaskeægte superbil uden bindinger af nogen art, er en drøm for de fleste af os dødelige bilentusiaster. Vi er mange, som drømmer om italienske superbiler, men hvor virkeligheden i stedet står på en VW Polo i carporten. At tilbringe timevis bag rattet af en centermotorsportsvogn, er noget, som kun få personer verden over får muligheden for at opleve. 

Drømmen har altid ligget i mit baghoved, men lige pludselig blev den til virkelighed. En af mine gode venner, som har formået at få flere penge til at rulle ind på kontoen end jeg selv, giver mig en dag et sæt nøgler i hånden. På nøglen er præget en lille tyr, og når du klikker på knappen, blinker lysene på en orange Lamborghini Murciélago.

Han mener tydeligvis, at jeg skal have lov til at prøve dyret, men det er ikke bare en tur rundt om blokken. I stedet beder han mig om at følge efter ham fra København til Le Mans. En tur på over 1.500 km. Pludselig er jeg midt i min drøm – og der går ikke lang tid, før jeg finder ud af, at drømme mange gange overgår virkeligheden.  

Vi holder næsten forrest på Rødby-Puttgarden-færgen, da den lægger til kaj på den tyske side. Der er ingen biler, vi skal forbi. Autobahn ligger åben for os, og et rundt, hvidt skilt med sorte streger tværs over viser, at farten nu er fri. V12’eren er spolet op til angreb og sætter afsted med et vræl, som kun en italiensk superbil kan præstere. Jeg har ikke selv tid til at kigge på speedometeret, men det har min co-pilot, som fortæller, at nålen lige når at snitte 310 km/t. 

Turens første succesoplevelse bliver dog hurtigt forstyrret af dagens første aha-oplevelse i forhold til dét at køre superbil. Ved de høje hastigheder kører vi omkring én til to km/l, og når vi cruiser kan vi måske lige præcis holde fem km/l. Kort tid efter tanker vi første gang ud af mange. Benzintanken rummer 100 liter, så det koster omkring 1.000 kr., hver gang vi holder ind, og vi når kun 300-400 km ad gangen.

Næste problem bliver den evindelige række af vejarbejder, vi skal igennem. Lamborghini’en er over to meter bred, så i de snævre passager er vi tvunget til at gemme os blandt de langsomme og lidt skræmmende lastbiler i inderste spor.

Hvad enten du sidder bag rattet eller som passager er det svært at slappe. Den enorme motor bag os gør, at ryglænet ikke kan lænes tilbage, så der bliver ikke noget med at snuppe en blunder i passagersædet ud på de mørke timer. Ved solopgang er vi ved at være i Frankrig, og solen brænder hurtigt igennem. 

Desværre er klimaanlægget allerede gået på sommerferie, og det bliver kun til et par små kolde pust fra luftdyserne med jævne mellemrum. I stedet må vi tætne ørene med medbragte ørepropper og køre med begge vinduer nede, for at holde temperatuen nogenlunde rimelig i kabinen, mens vi kører ind mod Le Mans. 

 30 kilometer udenfor Le Mans rammer vi en kø, og her bliver vi gjort opmærksom på endnu et problem. Koblingen er hård, og med tanker på hvad den koster at udskifte (motoren skal ud, og timelønnen hos Lamborghini er 2.000 kr. i timen inkl. moms...), vil jeg under ingen omstændigheder file på den. Så den står på morgengymnastik med venstrefoden. 

 Med sved på ryggen og øm koblingsfod ­rammer vi omsider vores lejr på Le Mans og parkerer bilerne. Ingen af os har sovet, siden vi forlod Danmark, og humøret er ikke lige så højt, som da vi tog afsted. Turen minder på ingen måde om min drøm om at køre superbil. Det var sjovt de første 200 km, resten var blot en transporttur fra A til B, og de mange dyre stop på tankstationerne blev lidt trættende i længden. 

En Lamborghini Murciélago er bare ikke lavet til at krydse Europa. Det er søndagsbil, som egner sig til cruising på Strandvejen eller stående stille, hvor den kan betragtes som et mekanisk kunstværk. Jeg overvejede kraftigt at finde en dansker på campingpladsen i en VW Polo, som ville bytte bil til turen hjem...