Overskrifterne lyver
I weekenden spurgte min svigerfar, om jeg havde set, at Schweiz er ved at forbyde elbiler. Og ja, det havde jeg godt set. Eller rettere: Jeg havde godt set de artikler, han mente.
For i slutningen af sidste uge kunne man på flere netmedier læse artikler med overskrifter som “Schweiz er klar til forbyde elbiler” [sic*], “I Schweiz kan det blive forbudt at køre i elbil”, “Strøm-krise: Forbud mod el-biler“ og “Alpeland: Forbud mod at køre elbil ved strømmangel til vinter”. Også flere internationale medier har kørt med lignende overskrifter.
Har man fået de overskrifter kastet i hovedet, kan jeg godt forstå, at man tror, Schweiz er ved at forbyde elbiler. Problemet er bare, at det er “fake news” – så hvordan opstår den historie?
"Unødig kørsel"
Schweiz er afhængig af el fra vandkraft samt importeret el fra blandt andre Tyskland og Frankrig. Ligesom mange andre lande i Europa er man ved forberede sig på en vinter, hvor man risikerer, at der ganske enkelt ikke er el nok til alle.
Derfor har det schweiziske parlament fået udarbejdet et forslag med tre eskaleringsniveauer. I det tredje niveau vil der blandt andet være et forbud mod “unødig kørsel” i elbiler. Det gælder altså ikke, hvis du skal hente børn, på arbejde eller handle. Kun hyggeture.
Træder planen i kraft, vil den i øvrigt også begrænse brugen af spillekonsoller, terassevarmere, vaskemaskiner og meget andet.
Løgn eller dovenskab?
Forslaget er ikke vedtaget, og selv hvis det bliver, er det altså kun i yderste konsekvens, at man vil begrænse kørslen i elbiler. Man Schweiz er altså på ingen måde klar til et forbud mod elbiler. Det er i bedste fald doven journalistik og i værste fald manipulerende løgn.
Historier som denne får medvind på sociale medier, fordi der findes en gruppe, der er indædt modstandere af elbiler (min svigerfar er i øvrigt ikke en af dem). Den lille gruppe ønsker at få bekræftet, at elbiler er dumme og grimme, og deler gerne vilde påstande om elbiler, der ikke har hold i virkeligheden.
Det er vildt nok i sig selv, at et land i Europa overvejer at begrænse, hvornår du kører i din bil, hvor høj kvalitet du streamer film i, og om du vasker dine sokker på 40 eller 60 grader. Der er ingen grund til at pynte på sandheden.
Klummen er et udtryk for skribentens personlige holdninger og oplevelser.
*[sic]: Citeret inklusiv eventuelle fejl