Den sydjyske drøm
Da jeg var en lille knøs i Sydjylland, drømte jeg om at blive langturschauffør. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig noget bedre end at sidde på motorvejen i det store, affjedrede sæde, høre radio og drikke alt det cola, jeg ville. Og - vigtigst af alt - kigge på biler.
Senere fandt jeg ud af, at det nok kunne blive en anelse ensformigt og droppede det. I stedet skulle jeg være journalist, og bilinteressen blev degraderet fra karrierevej til fritidsinteresse. Det var ikke fordi, at jeg ikke ville være biljournalist.
Jeg afskrev ikke muligheden for at skrive om biler, på samme måde som jeg heller ikke afskrev muligheden for at gå på månen eller blive professionel prøvesmager hos Frisko: Det virkede ikke som noget, man kunne arbejde med. Det var simpelthen for sjovt til at være et job.
Fritidsinteressen der blev til et job
I stedet tog jeg den voksne journalistvej gennem dagblade og andre respektable medieorganisationer og så Top Gear, læste bilblade og scrollede Bilbasen, når jeg kom hjem. Men en dag i november søgte Bil Magasinet en digital journalist.
Jeg kastede mig over computeren og fik med hamrende hjerte banket en ansøgning ud, hvor jeg forvrøvlet prøvede at fortælle, hvor vanvittig perfekt jeg ville være til det job. Derefter fik jeg den sendt afsted til den redaktør, som jeg få øjeblikke inden havde set på YouTube, hvor han prøvede at overbevise Danmark om, at den der rustne Mazda var århundredes køb. Og som du måske har gættet, hvis du læser det her, så fik jeg dælme jobbet!
Under en køreferie i de amerikanske sydstater fik vores lejede Ford Fiesta i stykker. Det var vi selvfølgelig rigtigt kede af - indtil damen ved skranken tilbød os en Ram pickup-truck med dobbeltkabine. Vi sagde pænt “yes, please” og kørte videre mod New Orleans.
Ladebrik i den ene lomme, benzinkort i den anden
Det er en mærkelig tid at starte på et nyt job. Kontoret er tomt, og der er vendt op og ned på de arbejdsgange, der eksisterede før coronatiden. Men der er også en ny virkelighed at forholde sig til, når man ser på de biler, der bliver testet.
Benzinkortet er blevet suppleret af en ladebrik, og der kan til tider være kamp om den lille ladestander, vi har fået tildelt på parkeringspladsen her på vores nye adresse på Strandboulevarden på Østerbro i København.
En anseelig andel af de biler, vi har haft til test, siden jeg startede for små tre uger siden, har haft en eller anden form for ladestik. Og det påvirker selvfølgelig snakken på redaktionen, når vi en sjælden gang samles et par stykker. Og jeg har måttet sande, at fronterne ikke er trukket der, hvor mine fordomme havde placeret dem.
For mens den garvede bladsmører med det viktorianske overskæg hylder fremskridtet, er den yngre testkører med det lange hår anderledes skeptisk over elektrificeringen af bilparken i Danmark.
Jeg glæder mig!
For mig betyder det ikke meget, om bilen kører på el, benzin, diesel eller raketbrændstof. Den første bil, hvor jeg satte mig bag rattet i embeds medfør, var en Dacia Sandero Stepway.
Og selvom jeg bare skulle køre bilen i fem minutter, så vi kunne tage billeder, var jeg helt op at ringe, da jeg kom hjem. For jeg synes stadig, at det er for vildt, at man kan få lov til at arbejde med noget, man brænder så meget for. Og forhåbentlig bliver det aldrig kedeligt at køre en bil for første gang - uanset om der står Dacia eller Dallara på.
Så I kan tro, at jeg glæder mig helt enormt til at dele Danmarks absolut bedste biljournalistik med jer - her på bilmagasinet.dk, Facebook, YouTube, Instagram og selvfølgelig i bladet.
