Jagten på den perfekte barnevogn

Den perfekte "barnevogn"

Når du skal have et barn, skal du have en stationcar. Sådan lyder den uskrevne regel, der hvor jeg kommer fra. På Nørrebro i København, hvor jeg bor nu, er det lidt anderledes. Der ser jeg regelmæssigt mikrobiler med vintage-barnevogne spændt på tagbøjlerne, vanvittigt dyre trehjulede cykler med autosæder i ladet eller endnu mere kreative løsninger.

Fred være med dem. Det gider jeg ikke.

Min kæreste og jeg er begge fra Jylland, og jeg har desuden familie på Nordfyn. Så den står mange ture til den anden side af Storebælt, og jeg orker simpelthen ikke at bakse en weekendseng, en barnevogn, et utal af bleer og alle de andre ting, sådan en lille en har brug for, ned til Hovedbanegården for svedende at vælte ind i overfyldt togkupé.

Så da vi fandt ud af, at vores førstefødte er på vej, røg der en stationcar på den evigt voksende indkøbsliste.

Fire gode bud

Men hvilken skulle vi så vælge? Det blev med det samme klart, at den skulle være brugt. Vores kørselsbehov i hverdagene er begrænset, så det gav ikke mening at betale for at lease eller købe en ny bil. Udover prisen og formen havde vi et par andre krav til udstyr, hestekræfter, tilbagelagte kilometer og årgang.

Efter at have plottet kravene ind på en hjemmeside og scrollet resultaterne igennem, blev det tydeligt, at der var fire modeller, der var interessante: Ford Focus, Skoda Octavia, Mazda 6 og Seat Leon. Focus’en repræsenterede som udgangspunkt mest udstyr for pengene, men spørgsmålet var naturligvis, om der var plads nok. Focus’ens 1,0-liters motor har en behagelig rumlen, og de gode køreegenskaber er ikke gået tabt i stationcar-varianten. Men man kan godt mærke, at det ikke er en stor bil. Bagagerummet er - i den 2015’er vi kørte - på 490 liter, men pladsen på bagsædet er trang, og selv på forsædet var der en følelse af, at der lige mangler et par centimeter på alle leder.

Mazda og Skoda

Octaviaen er det åbenlyse - men også lidt kedelige - valg. Der er oceaner af plads i kabinen, og jeg er ret sikker på, at vi kunne pakke det meste af vores to-værelses i bagagerummet. Hvis vi ikke havde fundet en Leon til den pris, vi gjorde, havde Octavia været et godt bud, selvom min streetcred som biljournalist nok havde lidt et knæk.

Mazda 6 skal vi ikke bruge lang tid på. Jeg har en kammerat, som er svært begejstret for sin 2017’er, der kører på diesel, og det er også en dejlig bil. Men det kunne den 2015-model, vi kørte, bare ikke leve op til. Selv med 145 hestekræfter føltes den stor, tung og sløv - alligevel er bagagerummet nærmest latterligt lille. Stoffet på sæderne lignede et par billige gamacher, så Mazda’en, der var den dyreste i feltet, blev lynhurtigt afskrevet.

Vi fandt en vinder!

Tilbage stod så Seat Leon. Den deler som bekendt platform med Octavia og Golf, men Octavia’en er fem cm. længere, og det ses både på bagsædet og bagagerum. Når det er sagt, så er der god plads i Leon’en, der tager 587 liter med bagsæderne oppe.

Så vi endte med en Seat Leon. Da vi første gang så den i levende live, var mit første indtryk, at den måtte have kørt alle sine 80.000 km til og fra Bilkas parkeringsplads. Den var beklædt med ridser og buler, og den forreste kofanger var skrabet dybt ind i lakken. Men prisen var derefter, og den var markant billigere end tilsvarende Seat Leon’er.

Vi aftalte med forhandleren, at han tog sig af de værste buler i bagsmækken, og at vi betalte et lille ekstrabeløb for at få ordnet kofangeren, og så havde vi ellers en aftale – familiebilen er i hus!

Jeg har i skrivende stund ikke kørt mere end et godt 100 km i min nye Seat, men jeg er bestemt ikke skuffet. Den velvillige motor kombineret med en 6-trins manuel gearkasse gør den til en perfekt motorvejscruiser, der nok skal lære både Storebælts- og Lillebæltsbroen godt at kende.