Bachmann holder pause i Mojave-ørkenen. Han har ingen stedsans og der er ingen dækning eller streger på mobilen. Pragtfuld planlægning.

© S. Bachmann

Her er der masser af plads: Lej en bil og kør ud i en ørken

Har du et par dage tilovers i Californien, så lej en firehjulstrækker og kør på eventyr. Det gjorde Bachmann, som er uden stedsans - men heldigvis kørte i en Toyota

3. februar 2022 af Steen Bachmann

En halv times kørsel ud ad en støvet grusvej fra Shell-­tanken på highway I-15 mellem Los Angeles og Las Vegas forsvinder den sidste streg på min iPhone. 

Nu er der hverken mobildækning eller navigation, men jeg sidder i en Toyota pickup, så hvad kan gå galt? 

Det er en lejebil fra Budget Rental, og det er lykkedes dem at slå den integrerede navigation i bilen fra, fordi det er meningen, at turister skal tilkøbe navigation for et latterligt beløb på 12 dollars eller 79 kr. om dagen. Glem alt om det, når du lejer bil i USA – og brug din egen telefon.

En basse af en mellemstor Toyota

Årsagen til, at jeg er havnet her, er, at jeg har et par ­ekstra dage til overs i Los Angeles i forbindelse med Los Angeles Motor Show, og hvad skal man bruge dem på? 

Det er helt sikkert, at man skal have en bil, så jeg har lejet en basse af en mellemstor pickup. Herhjemme ville det være en gigant med en længde på 539 cm og en højde på 180 cm, men derovre er det en almindelig bil. 

Den har kort lad og fem sæder, og er I en familie, der lejer, så husk, at her ikke er noget bagagerum – her er et åbent lad! 

Toyota Tacoma V6 TRD 4x4 aut.

Pris Californien $37.655 (249.000 kr.)  

Prisgæt Danmark 750.000 kr. som personbil

Opbygning 4-dørs, 5-personers pickup, 6-trins aut.gear, spær, firehjulstræk

Motor V6, 3.456 cm3, 24V, benzin 

Ydelse 282 hk ved 6.000 o/min, 359 Nm ved 4.600 o/min  

Forbrug 8,5 km/l  

Mål (L/B/H) 539/191/179 cm  

Vægt/last/påhæng 2.016/823/2.900 kg

Det var her, det begyndte at gå opad. Toyota'en røg i lavgear med spær på den bageste aksel og køreprogram Rock & Cliffs, så gik det fint.

© S. Bachmann

Planen var at køre til Las Vegas, men under en pause læste jeg et skilt, der sagde “Velkommen til Mojave-­ørkenen”. 

Her er fri adgang i bil, så længe man holder sig til spor og grusveje (og passer på ikke at køre skildpadderne over, når det har regnet). 

Der stod også på kortet, at spor markeret med “4x4 trail” kun er egnede for firehjulstrækkere, og at det var på eget ansvar. Perfekt, det er lige noget for jeg og min Toyota, tænkte jeg, og kørte 30 km ind i ørkenen ad grusvejen, før jeg drejede af til et 4x4-spor.

Smallere og grovere spor

Nu blev grusvej og små kaktusser erstattet af et smallere og grovere spor og større og færre kaktusser, så jeg standsede, satte den 6-trins automatgearkasse i Neutral og drejede transmissionen over på 4x4. 

Jeg anede ikke, hvor sporet førte hen, og havde ingen navigation, men jeg havde en hel liter vand og højt humør. 

Sporet blev mere og mere knoklet, indtil det tilsyneladende sluttede, så jeg steg ud og kravlede op ad bjerget. Her havde faktisk været et spor for årtier siden, men knæhøje sten og dybe huller ville udfordre min lejebil. Herligt! 

Jeg satte køreprogrammet i “Rock” og gearkassen i lavgear, og nød nu godt af kombinationen af et solidt chassis, en forstærket vognbund, firehjulstræk og en tro på, at vi nok skulle nå op. 

Mojave-ørkenen ligger i det vestlige USA mellem Los Angeles og Las Vegas. Her er fri adgang, ret krævende 4x4-spor og meget lange afstande. Du kan sagtens køre en time uden at møde nogen.

© S. Bachmann

Det kan virke voldsomt at køre ekstrem offroad på klipper og sten, men kunsten er at holde hastigheden nede, holde en god kurs og ellers lade bilen gøre arbejdet. Og selvfølgelig kom vi op. 

På toppen var der en nedlagt grusgrav med et produktionsanlæg, hvor man havde udvundet materialer til asfaltproduktion for mange år siden, og på den måde havnede jeg i et lille offroad-eventyr med en god slutning. 

Godt med et kompas

Jeg kunne ikke finde ud af ørkenen igen, men fandt så på at bruge Toyota’ens kompas (nu ved jeg, hvorfor der er kompas i en firehjulstrækker).

Det hele gik godt, og kostede i alt 3.270 kr. for fredag kl. 17 til søndag kl. 10 med brændstof og 1.310 km. Er det dyrt? 

Næ, det er det ikke, og det var hver en dollar værd. 

Kilde: Bil Magasinet februar 2022

Ham i Ford F250'eren kører en fornuftig undervogn undervejs mod Las Vegas. Her er langt mellem alting uden for de store byer, og trafikkulturen er afslappet.

© S. Bachmann

Pris leje af 4x4

2 dage med fri km: 1.042 kr.

Afhentningsgebyr: 293 kr.

Benzingebyr: 686 kr.

Sales tax: 
199 kr.

Turist tax:
35 kr.

Øvr. gebyrer: 
1.015 kr.

I alt 
3.270 kr.

* hos Budget Rental, LAX

Tjek en fed Honda Accord Coupé skudt ved et pistop ved burgerkæden Denny’s. 

© S. Bachmann

Vidste du det

Det er ofte billigere at leje og forudbetale for en bil, inden du tager til USA.

Gå uden om de mange hjemmesider, der guider til biler fra forskellige udlejere, og gå direkte til en udlejers hjemmeside. Prisguide--hjemmesiderne snylter og kan finde på at anvise biler, selv om alt er udsolgt. Hvis du er i USA, er det bedste at ringe.

Betal altid med kreditkort.

Tegn en ansvarsforsikring på bilen, når du lejer. Det kan komme til at koste dig hus og hjem, hvis du er årsag til en ulykke – eller blot er indblandet i én uden at være korrekt forsikret.

Aflevering af lejebilen hos Budget i Los Angeles International Airport tager ingen tid, og bilen køres direkte til klargøring. Shuttle-bussen til lufthavnen kører konstant.

© S. Bachmann

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...