Jaguar’s første elbil er rigtig fed, hvilket har udløst titlen som International Car of the Year 2019.
Den manglende motorlyd vænner man sig til efter fem minutter, og selv om man skulle tro, at den ville køre som færge på grund af de 750 kg dødvægt i bunden (batterierne), så skifter bilen lystigt retning fra side til side, når man tvinger den gennem en keglebane.
Den lange akselafstand og det lave tyngdepunkt gør det til en fornøjelse at køre langt, og hård kuling ved passage af pylonerne på Storebæltsbroen er den ligeglad med – der skal mere til at slå den 2,2 tons tunge Jag’ ud af kurs. Men hvad med anvendeligheden? Kan I-Pace køre de 470 km, den er angivet til?
I udenlandske test har den vist et temmeligt højt strømforbrug, men vi prøver selv, og kører 410 km fra Vestsjælland til Skanderborg og retur i rivende blæst og fem graders varme, heraf 50 km landevej og 360 km motorvej.
Allerede nu er min indbakke ved at varme op til de protester fra elbilsejere, der konsekvent følger efter hver test af en elbil, men hey, slap nu af; jeg overholder fartgrænserne, kører langt det meste af tiden på den udmærkede adaptive fartpilot, og kører på intet tidspunkt råddent.
Det er en bil til 800.000 kr., så man kan vel køre en tur uden, at det skal være et problem?
Rækkevidden var 370 km til at starte med
90 kW-batteriet er ladet 100 pct. op, og kabinen er forvarmet inden afgang, så der kan ikke lades mere strøm på. Bilen angiver nu sin rækkevidde til 370 km – der synes at mangle 100 km? Det er nu ikke et problem, for 370 km er fint, hvis det er et reelt tal (det svarer cirka til rækkevidden på en benzintank i en Jaguar F-Type med V8-motor).
Jeg kører med 110 km/t over Storebæltsbroen og videre tværs over Fyn med 130 km/t. Det går godt, og bilens resterende rækkevidde følger nøje nedtællingen til destinationen på navigationsanlægget.
Det er nødvendigt at lade, så jeg stopper ved Clevers 50 kW-lader ved Bilka i Vejle. Her er en ledig stander, men det er ikke verdens hurtigste, for 40 minutters pause giver kun godt 100 km på batteriet – det var ikke meget. Nå, videre nordpå til Skanderborg, hvor jeg vender om, og sætter kursen retur.
Og her støder jeg på et problem, som ikke er bilens skyld, men som den lider under: Hvad gør man, hvis en offentlig lader er optaget?
Optaget ladestander
Det er nødvendigt at lade igen, så bilens navigationssystem fører os tilbage til Clever-laderen i Vejle, som angiveligt er ledig. Da jeg ankommer, er den optaget af en Hyundai og en Volvo, og der holder en Renault Zoe og venter på at komme til. Det gider jeg ikke at vente på, for den nærmeste lader ved Føtex i Vejle er ledig. Da jeg når frem, er den så også optaget – men heldigvis dukker ejeren op, og overlader stikket til mig.
Det er blevet mørkt, mens den grønne bjælke i Jaguar’en bevæger sig i slowmotion. Ved 55 pct. opladet vil jeg hjem, og det første stykke ned mod Fredericia går fint. Men da det går opad på Lillebæltsbroen, kommer rækkeviddeangsten. Kan jeg nu også nå hjem?
Jaguar I-Pace begejstrer med sin wow-effekt, og til hverdag føler man sig som en konge, fordi den er fed at køre i. Men det er træls at skulle gå i Eco-spareprogram og køre hele vejen over Fyn med 100 km/t, fordi der alligevel ikke var en ledig lader i Vejle.
Klummen blev første gang bragt i Bil Magasinet nr. 1906, juni 2019.
Find ladere via appen
De store udbydere af strøm Clever, E.ON og Tesla har fine apps, der viser dig frem til ledige ladestandere på ruten – er der optaget, så tjek, hvor lang tid der går, til laderen er ledig.
Husk, at det medfører klip i kørekortet at bruge mobiltelefon, mens du fører bil.