Biltest af Toyota LandCruiser  4.0 V6 Aut. dørs V
Biltest af Toyota LandCruiser 4.0 V6 Aut. dørs V © bilmagasinet.dk

Toyota LandCruiser 4.0 V6 Aut. dørs V

Den store hjerteknuser

26. november 2003 af Bilmagasinet

Af: John Sørensen

Her har du den bedste, store firehjulstrækker lige nu: Toyota LandCruiser 4.0 V6 Aut.

I sidste nummer af Bil Magasinet kom jeg til at udnævne min gode kollega, Karsten Lemche, som mit førstevalg som makker på en køretur til verdens ende – hvis han kunne holde sin mund, bare indimellem.

Det er naturligvis bar løgn. For skulle der være en velgører, som stikker mig en LandCruiser, så behøver jeg ikke noget selskab på vej mod ildlandet.

At Toyota LandCruiser er en fremragende terrænbil, oplevede jeg på den første testtur i udlandet. At LandCruiser banker de andre store 4WD’ere i direkte konfrontation, konstaterede jeg i en stortest i april-nummeret. Og at LandCruiser er hverdagens bedste rejsekammerat fandt jeg ud af efter en uge med den lækre V6-udgave, der godt nok er lidt tørstig, selv målt med mine tolerante alen. Et snitforbrug på godt syv kilometer på literen er i ren Otto Brandenburg-klasse.

Men den fireliters benzinmotor leverer altså en vare, som selv den mest inkarnerede diesel-tilhænger må bøje sig for. Det er stålnæven i silkehandsken, der gemmer sig bag 249 hk ved 5.200 o/min og 382 Nm ved 3.200 o/min.

I kombination med automatgearet er du vejens konge i en LandCruiser. Den nyeste generation er så meget lækrere og forfinet i teknikken i forhold til den langt mere primitive forgænger.
Alene kabinen lugter mere af Lexus end af landbrug, og trods den traditionelle opbygning med separat chassisramme og stiv bagaksel er LandCruiser helt fænomenal til at suge en ujævn markvej til sig. Når du har en topfart på 175 km/t. i en højbenet bil på næsten to tons, er frygten naturligvis, at lokummet vælter i en undvigemanøvre. Men kører du nogenlunde fornuftigt, bliver en LandCruiser på vejen, især når den som testbilen har det elektroniske stabilitetssystem VSC, der holder udskridninger med bagvognen i skak.

V6’eren løfter bilen op i ren luksusklasse, men i økonomiens tjeneste bør du nok vælge den treliters diesel.

LandCruiser 4.0 V6 Aut. dørs Van

Tekniske data: Motor: V6, 3.956 cm3, 24V. Ydelse: 249 hk ved 5.200 o/min, 380 Nm ved 3.800 o/min. 0-100 km/t.: 9,5 sek. Topfart: 175 km/t. Brændsstofforbrug: 7,4 km/l. Årlig ejerafgift: 3.760 kr. (+ 5.000 kr. for privat anvendelse). Vægt: 1.975 kg. Mål (L/H/B): 476/182/187 cm. Nyttelast: 875 kg. Anhængervægt: 2.800 kg.
Totaløkonomi: Som brugtbil vil en diesel-model vinde over V6-benzin i værditab. Efter tre år og 50.000 km er en LandCruiser V6 Van 35 pct. (ca. 134.000 kr.) mindre værd.
Reservedelsindeks: 136
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 1.215,90 kr.
30.000 km: 2.712,40 kr.
45.000 km: 1.215,90 kr.
Pris: 455.238 kr. (heraf moms: 72.254 kr.)

Jeg synes... Toyota LandCruiser er dén japanske 4WD’er, jeg allerhelst ville eje. Den er stadigvæk grim, men hvor kan du meget med dén bil.

Måske er du interesseret i...