Biltest af Toyota Landcruiser 3,0 D-4D Camper
Biltest af Toyota Landcruiser 3,0 D-4D Camper © bilmagasinet.dk

Toyota Landcruiser 3,0 D-4D Camper

CampLet

15. december 2005 af Bilmagasinet

Af: Christian Frost

Få en ombygget Toyota LandCruiser og spar 100.000 kr.

Dansk Camping Union må vejre morgenluft for tiden, for aldrig har camping været så populært. Det skal dog siges, at de færreste af de nye campister vil blive set i matchende fritidstøj.

Camping-dillen har en anden og meget dansk forklaring. Tag nu for eksempel Toyota LandCruiser med den arbejdsomme 3,0 liters D-4D dieselmotor. Et fantastisk køretøj, og sandsynligvis en af de bedste off-roadere overhovedet. På hvide plader er prisen desværre 898.896 kr., mens samme bil ombygget til camper kan erhverves for 511.000 kr. – det er en besparelse på 400.000 kr.

Udvendigt ligner de to hinanden, men indenfor er der tydelige forskelle. Der er nu syv i stedet for otte sæder, siger Toyota. Nå ja, i realiteten er det nærmere fem gode siddepladser, samt et par pladser på den bageste sæderække til to mindre børn. Til gengæld kommer så hævetag, drejbart midtersæde og sammenklappeligt køkken, hvor man passende kan opbevare det gran salt, det hele skal tages med.

LandCruiseren leveres med hifi-anlæg med ni højttalere, to-zone fuldautomatisk klimaanlæg og alt i el. Loven siger, at du altid skal medføre det udstyr, som camperen er typegodkendt med, det vil sige køkken, spildevandstank, rentvandstank, afdækninger og luftmadrasser samt udstyr til opredning til fire personer. Du kan også glemme alt om at ændre på sæderne eller tage nogle ud – det må man ikke.

Du kan godt tage på campingferie i LandCruiseren, men et ekstra telt er nok en idé, når den typiske familie med to voksne og 1,78 børn skal overnatte. Den store fordel er faktisk hævetaget, der gør, at du får ståhøjde i bilen, så du slipper for at klæde om udenfor. Til gengæld får du rabat på din nye LandCruiser, hvilket adskillige købere allerede har benyttet sig af.

TOYOTA LANDCRUISER 3,0 D-4D CAMPER
Motor R4, 2.982 cm3, 16V, turbodiesel
Ydelse 166 hk ved 3400 o/min
410 Nm ved 1800 o/min
0-100 km/t. 11,5 sek.
Topfart 175 km/t.
Forbrug 11,0 km/l EU-miks
Årlig vægtafgift 9.620 kr.
Vægt/maks. påhæng 1.975 kg/2.800 kg
Mål (L/B/H) 485/188/190 cm
Bagagekapacitet 740 liter
Dækmontering 265/65R17S
Værditab (3 år/60.000 km) ukendt
Reservedelsindeks ikke oplyst
Pris 511.276 kr.
Pris u/afgifter 196.511 kr.

VI SYNES…Hvad der er sparet, er tjent. Tag pengene, du sparer på en LandCruiser Camper... og kør på campingferie.

Måske er du interesseret i...