VW Golf IV DSG R32 silver
VW Golf IV DSG R32 © Søren Juul

Test: Golf R32 er stadig en bandit

VW Golf R32 fra 2003 var verdens første serieproducerede bil med dobbeltkoblingsgearkasse (DSG). Den er fortsat forrygende og et bud på en investeringsbil, som er sjov at køre i

16. april 2018 af Anders Richter


Viskerne kører i højeste gear og prøver ihærdigt at holde ruden fri for vand. Der er ikke andre på landevejen end mig. Jeg trykker insisterende på bremsen inden svinget. Bagefter kipper jeg et par gange med min venstre pegefinger, mens elektronikken får aktiveret de to koblinger i gearkassen, som lader mig gå et par udvekslinger ned.

Jeg drejer ind, og i takt med, at jeg drejer rattet tilbage mod midterstillingen, giver jeg mere og mere gas. Jeg er på ingen måde bange for at slippe alle hestene fri i regnvejr, for det føles trygt. Det skyldes mest af alt det firehjulstræk med Haldex-kobling, som den VW Golf R32 IV, jeg sidder i, er udstyret med. 

Artiklen er fra Bil Magasinet. Klik, og få 3 numre for 99 kr.

Hvis forhjulene skulle miste greb, ryger ­kræfterne om til baghjulene, så jeg kan blive skudt ud af svingene. Det virker. Til den fantastiske rumlen fra den lækre VR6-motor snitter jeg det røde felt i omdrejningstælleren nord for 6.000 o/min, inden gear­palerne igen kommer i brug.

Fylder 15 år i 2018

I 2003 skete der noget vigtigt, som alle inderst inde ved, men som ingen bilfolk rigtig taler om. VW Golf R32 blev nemlig præsenteret, og under den klassisk Golf-habit gemte den på en teknisk hemmelighed, som vi alle sammen er glade for i dag. Vi starter dog lige med at gennemgå selve bilen, som havde en hel del detaljer at byde på. 

VW Golf IV DSG R32 interior
VW Golf IV DSG R32

Interiøret er pånær rat, instrumenter og gearknop fuldstændig som i en standard Golf IV fra denne generation.

© Søren Juul

VW Golf GTI i fjerde generation var nærmest en hån mod GTI-begrebet. Bilen havde turbo, 150 hk og en nul til 100 km/t-tid på 8,5 sekunder. Det var ikke ligefrem noget, der fik folk op af stolene. Der skulle noget mere til.

VR6-motoren har aldrig været bedre

VW gik i tænkeboks og kom på en rigtig god idé. De ville skabe en “Über-GTI”. På hylden havde de en gammel kending liggende i form af en V6-motor, hvor cylindrene ligger ekstremt tæt. Faktisk er der kun 15 grader mellem rækkerne. Det er den motor, vi kendte som VR6 i gamle dage. Frem med støvkosten, og så skulle den ellers have noget mere power.

Ved hjælp af større stempler og en længere slaglængde blev den forvandlet til en 3,2-liters motor med 241 hk. Nu var problemet så, at kræfterne også skulle ned i asfalten. 241 hk var lige til den høje side til forhjulstræk. Derfor monterede VW firehjulstræk for at give maksimalt greb i asfalten. Og nu kommer vi så frem til perlen i teknikken.

Selvfølgelig skulle du kunne få en Golf R32 med manuelt gear, men der kom også en variant kaldet DSG. Det stod for dobbeltkoblingsgearkasse, og det var lidt en nyskabelse dengang. Porsche havde leget lidt med teknikken i 80’erne, men fik aldrig konstrueret en gearkasse, som blev sat i egentlig serieproduktion. Det gjorde VW.

VW Golf IV DSG R32 interior
VW Golf IV DSG R32

Sæderne er en af de unikke detaljer i den originale VW Golf R32. De er lavet af de tyske firma König, og man sidder fremragende i dem.

© Søren Juul

Indtil 2003 kunne man vælge en manuel gearkasse med de fordele og ulemper, der ligger i sådan én, eller automatgear. Sidstnævnte har et par ret store bagsider. Et klassisk automatgear bruger mere brændstof, er langsommere under acceleration og meget mindre sportsligt at køre med.

Ferrari prøvede at knække koden allerede i 1997, da de lancerede F1-gearkassen, som var et sekventielt gear. Det betød groft sagt, at det var en normal manuel gearkasse, som man havde monteret en robot på, som koblede til og fra skiftede gear for chaufføren. Det var dog ­langsomt, når du ikke kørte med fuld gas. Kort forinden legede BMW også med et SMG-gear i samme stil på den dengang helt nye M3 E36 3,2.

VW's bød ind med DSG-gearkassen

VW havde løsningen, som mange havde ventet på, selv om de ikke lige selv var klar over det. DSG-gearkassen havde nemlig en lang række fordele: Lynhurtige gearskift og en lavere brændstoføkonomi end et automatgear, og så var den behagelig at køre med. 

Få 3 numre af Bil Magasinet for 99 kr.

VW Golf R32 blev præsenteret i slutningen af 2002, selv om det fra starten kun var hjemmemarkedet (Tyskland), som fik adgang til DSG-gearkassen, der hurtigt blev populær. Pludselig var VW Golf R32 nemlig 0,2 sekunder hurtigere til at ramme 100 km/t, og det var noget, som kunderne kunne lide.

Senere begyndte gearkassen at brede sig til VAG-koncernens andre brands. Audi TT 3,2 V6 blev lanceret med samme gearkasse og blev tilgængelig i hele verden. Allerede fem år efter lanceringen kunne VW melde, at de havde produceret DSG-gearkasse nummer én million. Og det er kun gået én vej siden.  

VW Golf IV DSG R32 driving silver
VW Golf IV DSG R32

DSG-gear er blevet en kæmpesucces for VW-koncernen. Teknikken så vi for første gang i den serieproducerede VW Golf R32 fra 2003.

© Søren Juul

Selv om fjerde generation af VW Golf blev præsenteret for præcis 21 år siden, føles den ikke så uddateret, som man kunne frygte. Faktisk er det navigationssystemets håbløse grafik i midterkonsollen, som viser denne bils virkelige alder.

Speedometer til 300 km/t

Resten af designet i kabinen er på klassisk tysk vis holdt i en stram stil, men tre ting skejer alligevel ud og er unikke for R32-varianten. Det første, du bemærker, er rattet, som er tykt og lækkert at holde ved. Det næste er instrumenterne, hvor det specielt er speedometeret, der går til 300 km/t, der får dig til at spærre øjnene op. Den sidste detalje er König-sæderne, der er ligeså lækre at sidde i, som de er at se på.

Udenpå er det også svært at spotte R32-detaljerne, medmindre du er en kender. De unikke 18” fælge, som er produceret af OZ, får mange til at hæve øjenbrynene. Et sæt blå bremsecalipre gemmer sig bag fælgene, selv om de dog på testbilen er blevet malet røde på et tidspunkt i dens liv. Forkofangeren er en kende mere aggressiv end standard, og bagerst finder du to store udstødningsrør, som udsender de fineste toner fra de seks cylindre. 

VW Golf IV DSG R32 interior
VW Golf IV DSG R32

Fjerde generation havde fået hug for at være blevet for stor og tung. Det lavede de 241 hk i R32 om på. Topfarten var på 247 km/t.

© Søren Juul

Bag rattet er det tydeligt, at Golf R32 ikke er en lille væver GTI. Det er en større og mere raffineret pakke. Motoren på 3,2-liter skal op i omdrejninger for at levere varen. Til gengæld gør den det uden at kny, og effekten stiger fuldstændig lineært med omdrejningerne. Glem også alt om økokørsel, for du kan ikke lade være med at køre i den øvre del af omdrejningsfeltet.

Da vinklen mellem de to cylinderrækker er så lille, giver det en helt unik motorlyd, du ikke finder nogen andre steder. Det lyder som det rallende lydspor fra en rækkefemmer blandet med en spiseskefuld af lækkerheden fra en V10. R32’erens toner er vanedannende, og så gør det måske ikke så meget, at den ikke er hurtig som et krydsermissil. 

Da R32 kom frem, var 6,4 sekunder fra nul til 100 km/t ekstremt. Men der sker hele tiden noget på bilfronten, og derfor skal en splinterny VW Golf R anno 2017 ikke bruge mere end 4,9 sekunder på samme disciplin. 

Porsche var først

Porsche havde rodet med dobbeltkobling-teknologien lidt tidligere end VW. Hos Porsche havde de brugt en dobbeltkoblingsgearkasse (på Porsche-sprog kaldet PDK: Porsche Doppelkupplungsgetriebe) i mærkets 962 Gruppe C-racerbil. Senere lavede de også en helt særlig bil til racerkøreren Hans-Joachim Stuck. Det var en Porsche 928 Club Sport, der som den eneste fik monteret en PDK-prototype-gearkasse.

VW Golf IV DSG R32 engine
VW Golf IV DSG R32

Motoren er en fjernslægtning af den, som lå i Golf III VR6. Det er en V6-motor, hvor cylindrene ligger meget tæt i en vinkel på 15 grader.

© Søren Juul

Jeg forlader landevejene og bevæger mig ud på motorvejen. På motorvejstilkørslen bliver alle 241 hestekræfter kaldt på job. Når den krydser 6.000 o/min fremkalder den gåsehud på mine underarme. Det kræver ikke mange mellemaccelerationer på motorvejen, før du finder ud af, at det i virkeligheden er hér, en R32 hører hjemme.

Lige nu: Tilbud på 3 numre af Bil Magasinet for 99 kr. + porto

Det er en Autobahn-cruiser, som kan levere højhastighedsmorskab i timevis, uden du bliver træt af det. Vil du gerne køre svingkombinationer på en landevej, så snup en GTI i stedet.

VW Golf R32 kom til at betyde noget i bilhistorien på to punkter. Det blev bilen, som introducerede en helt ny teknik til verdens bilister. En teknik, der er blevet ekstremt populær, og som ingen længere tænker over.

Ny bilklasse over GTI'en

Det andet punkt, hvor Volkswagen Golf R32 kom til at betyde noget, var, at den grundlagde en ny klasse lige over GTI-klassen. Siden den kom frem, har vi fået en perlerække af spændende modeller i denne klasse, og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt.

Selv om VW Golf R32 måske er en af de mest diskrete sportslige biler, der nogensinde er bygget, skylder vi den en stor tak for at bidrage med et par vigtige elementer i bilhistorien.

Artiklen er første gang bragt i Bil Magasinet nr. 317/august 2017. Tegn abonnement nu, og få 3 numre for 99 kr. + porto.

Volkswagen Golf R32 DSG 4Motion

Opbygning 
3-dørs hatchback, firehjulstræk, 6-trins DSG-gear

Motor 
VR6, 3.189 cm3, 24V
241 hk ved 6.250 o/min 
320 Nm ved 2.800 o/min

Præstationer
0-100 km/t 6,4 sek.
Topfart 247 km/t
Forbrug 8,7 km/l

Pris i dag
fra ca. 150.000 kr.

Måske er du interesseret i...