PEUGEOT_508 2018 blå sving køre test

Første test: Peugeot 508 går direkte efter VW Passat

Måske du skal have en Peugeot, næste gang du overvejer en VW Passat, Opel Insignia eller Ford Mondeo.

29. juni 2018 af Frederik T. Frey

Hvor?

Peugeot 508 præsenteres meget tæt på hjemlandet i det mondæne Monaco.

Hvad er nyt i Peugeot 508?

Den nye 508-model ligner til forveksling en sedan, men der er faktisk tale om en hatchback-konstruktion, hvor bagklappen åbner med op til toppen af bagruden og derved skaber en større åbning ind til bagagerummet. Lignende hatchback-løsning med sedandesign kender vi blandt andet fra Skoda Rapid og VW Arteon.

Der er også ny mekanik pakket ind i det friske og lave design. Et godt stykke inde i 2019 vil der dukke en plug in hybrid-variant af 508 op, der benytter kombinationen af benzinmotor, elmotor og en batteripakke.

Indtil da må vi nøjes med benzin- og dieselmotorer, der som noget nyt får muligheden for en 8-trins konventionel automatgearkasse med momentomformer fra Aisin.

I kabinen kører Peugeot videre med i-Cockpit og det lille rat, mens de også tilbyder et infrarødt kamerasystem, der via en skærm kan gøre nat til dag, hvis der køres efter mørkets frembrud.

PEUGEOT_508 2018 blå sving køre test bagfra

Peugeot 508 ligner en sedan, men den er en hatchback.

Hvem er konkurrenterne til Peugeot 508?

I klassisk forstand er andre firma- og familiebiler som VW Passat, Opel Insignia og Ford Mondeo oplagte konkurrenter. Men i vor tids flydende bilklasse-landskab skal den nye Peugeot 508 også slås mod andre tilbud som for eksempel den voksende horde af SUV'ere og crossovers i forskellige størrelser.

Hvornår lanceres den Peugeot 508?

Den franske firma- og familiebil kommer til Danmark i oktober. Tidligt næste år lanceres en stationcar-udgave. Der er endnu intet officielt om de danske priser, men vi skal nok lige over 300.000 kroner, før man kan stille en 508 i indkørslen.

PEUGEOT_508 2018 blå kabine interiør

Franskmanden har digital instrumentering og fås med en nyudviklet 8-trins automatgearkasse.

Måske er du interesseret i...