Ford Fiesta ST 2018 front forende Bil Magasinet Frederik T. Frey Race_Red rød hatchback

Ford Fiesta ST har 200 hk og 290 Nm – og fås nu med mekanisk quaife-spær på forakslen.

Morskaben længe leve i ny Ford Fiesta ST

Sjove køreegenskaber hænger ikke kun sammen med mængden af cylindre, kubik og hestekræfter. Det understreger Ford med sin Fiesta ST, der er klar i seneste aftapning med mekanisk spær og et smil fra øre til øre.

13. august 2018 af Frederik T. Frey

Den nye Ford Fiesta ST kører videre i samme spor som tidligere, men tilføjer nye ingredienser til den vinder­opskrift, der i mange år har sikret utroligt velkørende, hurtige og sjove hatchbacks fra Ford.

Med den seneste generation af Fiesta står de med et godt udgangspunkt. På Bil Magasinet har Fiesta to gange inden for det sidste år trukket sig ud som sejrherre af henholdsvis en stortest og en duel. Her har Fiesta modtaget ros for sin fine undervogn, der både behersker dynamisk kørsel, men som bestemt også tilbyder en fin mængde komfort. Styretøjet har også fået ros med på vejen, da det er dejligt præcist.

Kun 3 cylindre i Fiesta ST

Antallet af cylindre er helt i tråd med resten af Fiesta-programmet, men ­sammenlignet med den gamle Fiesta ST har den nye mistet en cylinder, fire ventiler og flere andre mekaniske dele, da motoren “bare” benytter tre cylindre. Slagvolumen er på blot 1,5 liter, mens effekten er strukket til 200 hk og 290 Nm.

På præsentationsturen overhørte jeg en ingeniør forsøge at sno sig uden om spørgsmålet om, hvorfor den nye ST ikke har flere kræfter end den foregående? I Danmark er historien dog en lidt anden, da vores tidligere Fiesta ST havde 182 hk, eftersom vi blev snydt for den pumpede ST200-variant.

Ingeniøren havde nu ikke behøvet at sno sig særligt meget, for selv om kræfter naturligvis er en bærende del af enhver hurtig hatchback, skal magien ikke findes i hverken flere eller færre hestekræfter. Det, der for alvor tegner en bil i den lille GTI-klasse, er følelsen af undervogn og et lækkert styretøj under hektisk kørsel.

Ford Fiesta ST 2018 bagfra bagende sving køre Race_Red rød hatchback

Ford Fiesta ST kan købes med mekanisk spærredifferentiale som ekstraudstyr.

Ford Fiesta ST med Performance-pakke

Jeg finder mig hurtigt et rødt eksemplar af den nye Fiesta ST. Den findes i øvrigt også i blå (det er jo en Ford), men sammenlignet med den gamle ST-blå virker den nye for støvet og afdæmpet.

Bilen, jeg er kørt afsted i, har ekstraudstyr i form af en endnu ikke prissat Performance-pakke, der vigtigst af alt giver hatchbacken et Quaife-spærredifferentiale på forakslen.

Bestilles Fiesta uden denne mekaniske perle, må fører og bil klare sig med et Vectoring-system, der elektronisk fordeler kræfterne gennem bilens ESC-system. “Fordeler” betyder ikke overraskende “begrænser”, da der er tale om et system, der fordeler ved at begrænse og bremse kræfterne ved ét eller begge forhjul.

Tidligere generationer af Ford Fiesta ST har kørt blændende uden et mekanisk spærredifferentiale, så der er belæg for håbet om, at varianter uden Performance-pakken også vil køre skønt – vi fik dog ikke mulighed for at teste en sådan variant, og vi kan derfor ikke bekræfte det med sikkerhed.

Ford Fiesta ST 2018 kabine interiør recaro sæder Race_Red rød hatchback


Fantastisk underholdende ST

Noget, jeg til gengæld kan være sikker på, er, at Fiesta ST kører fantastisk underholdende, og det er ikke kun ­takket være Quaife-differentialet. Naturligvis kan det mekaniske differentiale mærkes i mange køresituationer, og lægges Fiesta ST korrekt ind i en kurve, er det vanvittigt, hvor tidligt der kan gives gas, mens Ford’en accelererer og holder sin linje kurven ud. Det mekaniske spær låser, og tvinger kræfterne ud til begge forhjul.

Bag rattet giver det forakslen en utrolig mængde greb, og selv under hårdt pres føles det som om, at Ford’en søger ind mod svingets inderside. Den gør det nærmest i direkte forhold til den gas, der gives. Mere gas er lig med mere bid og greb.

Helt sådan hænger det naturligvis ikke sammen og presses den lille Ford for hårdt, vil den selvsagt understyre. Men der er langt ud til skridgrænsen i bilens forende, og feedbacken er smukt og progressivt til stede, så der er advarsler nok, inden man sidder i saksen.

I bagenden er grebet mindre, ­hvilket er en fed ting, da Ford’en ikke er så løs, at sagesløse vil blive forskrækket og potentielt komme galt afsted. Men går du hårdt til den, er bagenden med til at styre bilens retning på morsomste vis.

Slipper du gassen rundt i et sving, mærkes det tydeligt, hvordan bagenden løfter sig og bliver let. Drejer jeg mod højre i en indstyringssituation med let løftet speeder, vandrer bagenden ud mod venstre og er med til at pege fronten ind mod svingets inderside.

Ford Fiesta ST har Recaro-sportssæder på alle danske versioner.

Fiesta ST med ny undervogn

Indtil videre har det mekaniske spærredifferentiale ikke gjort nævneværdig indsats – det sker først, når jeg begraver speederen i tæppet og lader Fiesta’en trække sig ud af svinget. Undervognen har mange kvaliteter og bidrager til de sjove og præcise køreegenskaber.

Støddæmperne har ventiler, der kan åbne op til et ekstra kammer i dæmperen. Oven i det har Fiesta ST som den første Ford fået monteret en ny type bagfjedre kaldet “Force Vectoring”-fjedre. De har en speciel type af snoning i fjederen, som gør, at undervognen giver mere støtte og feedback, des mere den presses. Det har gjort, at ingeniørerne har valgt at gøre bøsningerne ved bagakslen blødere, hvilket gør den mere levende.

Styretøjet er også fantastisk at arbejde med. Alt efter om ST bestilles med spær eller ej, har styretøjet forskellig opsætning. Der er i begge setups tale om en fast og lineær udveksling, og ingen af varianterne har adaptiv udveksling.

Karakterløs ved lave omdrejninger

Motor og gearkasse er også fine sager, omend den 3-cylindrede motor er karakterløs ved lave omdrejninger. Med cylinderfrakobling bliver den 2-cylindret under visse forhold. Den mekaniske pakke er let at betjene, og det hele fungerer godt specielt ved bykørsel.

Gearkassen er en klassisk manuel med seks trin. Det har dog ikke holdt gadget-afdelingen fra at give den ­Launch Control. Jeg er ikke i tvivl om, at systemet er effektivt og vil kunne gøre mig til skamme målt på tid. Jeg er dog stadig af den holdning, at det at lægge fra land i en bil med manuelt gear er en kunst og en sport, der er sjov at gøre selv. Launch Control giver mening med automatgearkasser, men jeg er ikke overbevist i Fiesta ST.

Elektronisk hjælp er der også at finde i de tre køreprogrammer Normal, Sport og Track, der blandt andet ændrer speeder­respons.

Fiesta ST priser

Priserne på Fiesta ST starter ved 274.800 kr., hvilket gør den billigere end VW Polo GTI med DSG-dobbeltkoblingsgearkasse til en samlet pris på 280.294 kr. Renault Clio R.S. (også med dobbeltkoblingsgearkasse og 200 hk) koster fra 308.880 kr. Skal Fiesta ST have fem døre som de andre to, stiger prisen med 5.040 kr., hvilket sjovt nok også er prisen for 18” alufælge.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.