© bilmagasinet.dk

Hyundai i30 1,4 ISG Classic

i30 gør det godt - der er bare andre i klassen, der gør det bedre

6. april 2010 af Jens Østergård


Kia har sendt den faceliftede Ceed på gaden, og i Bil Magasinet vandt den vores stortest. Kia’s erklærede mål er da også at generobre en topplacering på salgslisterne - og netop dér ligger Hyundai i30’s største problem. For Kia’s tilbud er altså lige en tand bedre, selv om i30 er særdeles velfungerende med en fin 1,4-liters benzinmotor, et nydeligt design (bagpartiet kan på en god dag minde om en BMW 1-series) og nu også start-stop-systemet ISG, der slukker motoren, når bilen holder stille i frigear, og kvikt starter op igen, så snart venstrefoden sænker koblingen. Præcis samme system sidder i øvrigt også i Kia Ceed.

Med Ceed får du en bil ­bygget af stort set de samme dele og med rundt samme ­pladsforhold til 10.000 kr. mere - men Kia ­smider altså den attraktive syv års garanti oven i hatten mod Hyundai’s fem år. Vil du gerne have en i30, kan det anbefales at lægge 2.452 kr. inklusive montering for en omgang imiteret læder på rattet og 632 kr. for samme behandling af gearknoppen. For netop de to steder, hvor dine håndflader oftest befinder sig, er i30 udstyret med hård, nopret plastik, der er temmelig ubehageligt at røre ved. Et ærgerligt sted at spare, når nu førerpladsen ellers er et godt sted at befinde sig.

Og nu vi taler om at spare, skal det lige nævnes, at du kan spare gode penge ved at lease i30 i stedet for at købe. Lige nu fås den fra rimelige 2.000 kr. pr. md. med en startbetaling på 20.000 kr.

Måske er du interesseret i...