Toyota Aygo 2018 blå front forende hatchback københavn
© Foto: Andreas Lang Hedegaard

Første test: Toyota Aygo får flere hestekræfter

Toyota Aygo er stadig populær hos danskerne – sidste år blev der solgt over 4.600 eksemplarer. Nu giver en vitaminindsprøjtning bl.a. den lille japaner flere hestekræfter.

7. juni 2018 af Frederik T. Frey

Hvor?

Vi stifter bekendtskab med den faceliftede Toyota Aygo på dejlig sommerlun asfalt i København og omegn – du skal ikke lade dig narre af de belgiske nummerplader, vi er i Danmark.

Hvad er nyt?

Toyota Aygo blev introduceret i 2005, modtog et par facelifts i 2008 og 2012, og en ny model kom på markedet i 2014. Det er nu tid til denne models første større justering og optimering – altså et facelift. Aygo bygger, ikke overraskende, videre på samme platform og samme mekanik, som vi kender fra den nuværende model. Der er derfor ikke tale om ændringer i dimensioner eller rummelighed. Men udover en revidering af designet, der tager inspiration fra den japanske tegneseriehelt Astro Boy, har både motor, styretøj og undervogn været en tur forbi ingeniørernes arbejdsbord.

Motoren med tre cylindre på én liter yder nu 72 hk, hvilket er tre mere end tidligere. Effekthoppet kommer bl.a. takket være en belægning, der skaber mindre friktion omkring ventilerne, samt at kompressionen er øget fra 11,5:1 til 11,8:1. Toyota Aygo er opgivet til at gå 26,3 km/l og udlede 86 gram CO2. Det tal er dog efter den nye WLTP-måling, der erstatter den hidtidige (NEDC). Håbet er, at den nye måling skal være mere retvisende. Du kan læse mere om den nye WLTP-testcyklus i artiklen her.

Derudover har Aygo fået justeringer i styretøj samt i affjedringen.

I kabinen er der også nyt i form af en touchskærm på syv tommer, der understøtter Apple CarPlay og Android Auto. Systemet er udviklet i samarbejde med Pioneer.

Men der hvor Aygo for alvor føles optimeret og forbedret er i komfortafdelingen. Japanerne er gået til stålet i jagten på at nedsætte bilens vibrationer og støjniveau ved brug af isoleringsløsninger i alt fra instrumentbord og motorrum til a-stolper.

Toyota Aygo 2018 blå bagende bagfra hatchback københavn

Toyota Aygo lanceres i juni – priserne begynder ved 89.990 kr. for en karrosse med tre døre.

Hvem er konkurrenterne?

Tidligere gik salget i den helt lille klasse amok – det går ikke længere helt så godt som tidligere, men der er stadig vind i sejlene. Sidste år solgte Toyota 4.668 Aygo'er – kun overgået af VW Up med en salgspræstation i 2017 på 7.232 biler. Og netop den resterende hær af biler i mikroklassen bliver Aygo's konkurrenter – Seat Mii, Kia Picanto, VW Up, Hyundai i10 og Suzuki Celerio for at nævne nogle stykker.   

Toyota Aygo 2018 blå bagende bagfra hatchback københavn

I kabinen er touchskærmen på syv tommer ny.

Hvornår lanceres den?

Aygo er klar hos forhandlerne i første halvdel af juni til priser, der begynder ved 89.990 kr. Toyota tilbyder forskellige former for finansiering, og den billigste variant har en månedlig ydelse på 851 kr. Der tilbydes også en pakkeløsning, som udover finansiering af selve bilen også indeholder service og forsikring – her starter priserne ved 1.999 kr. om måneden for en Aygo X-Play med Go-pakke, der bl.a. indeholder 15" alufælge, bakkamera og touchskærmen på syv tommer.
Toyota vægter også sikkerhed højt, så for 5.000 kr. kan der tilkøbes Toyota Safety Sense med automatisk nødbremse, der virker ved hastigheder op til 80 km/t.

I Danmark har Toyota siden lanceringen i 2005 solgt 58.000 Aygo'er.

Toyota Aygo 2018 blå front forende hatchback københavn

Det er blevet til tre ekstra hestekræfter i Aygo – fra 69 hk til 72 hk.

Måske er du interesseret i...