© Søren Juul

Første test: Mazda MX-5 har aldrig været sjovere

Mazda MX-5 2,0 har fået flere heste og en større appetit på omdrejninger. Vi har kørt roadsteren med den opgraderede motor på en legendarisk bjergvej. Få vores førstehåndsindtryk her.

2. september 2018 af Søren Juul

Hvor?

Vi er hoppet på et fly til til Sibiu i Transsylvanien, hvor bjergvejen Transfagarasan strækker sig over 151 km og op i 2.042 meters højde. Du kender måske strækningen fra en episode af Top Gear, hvor Jeremy Clarkson og co. udråbte den til verdens bedste bjergvej. 

Et godt tip, hvis du skal køre på Transfagarasan: Ankom tidligt, da vejen ellers er oversvømmet med turister, der nyder udsigten i sneglefart. 

© Søren Juul

Hvad er nyhederne i Mazda MX-5?

Først og fremmest: flere hestekræfter og et større drejningsmoment. I 2015 lancerede Mazda fjerde generation af MX-5. Planen var oprindeligt kun at tilbyde modellen med en sportsligt trimmet 1,5 liters motor med 131 hk, men på det amerikanske marked tæller hver en kubikcentimeter, hvorfor MX-5 også kom med en 160 hk 2,0 liters motor.  

Nu har 2,0'eren modtaget samme sportslige optimering som 1,5’eren fik i sin tid. Det har givet den bl.a. lettere stempler, plejlstænger og svinghjul mens topstykket er bearbejdet med større indsugningsporte, lettere ventiler og nye indsprøjtningsdyser.

Et nyt udstødningssystem leverer mere vellyd. Og så er omdrejningsbegrænseren hævet fra 6800 til 7500 o/min. Samlet har det hævet effekten fra 160 til 184 hk, mens drejningsmomentet er vokset fra 200 til 205 Nm ved 4000 o/min. Den lille 1,5’er har også fået lidt pleje: Effekten er i hvert fald steget fra 131 til 132 hk, mens drejningsmomentet er vokset fra 150 til 152 Nm.  

Mazda MX5 2,0 motor

Ingen turbo på arbejde her. En Mazda MX-5 er forsynet med en sugemotor, der skal have tæsk for at levere kræfterne. 

© Søren Juul

Er dét den eneste nyhed i Mazda MX-5?

Nej, der er også en god nyhed til folk med lange ben: Efter knapt 30 år på markedet har modellen endelig fået teleskop-justering af ratstammen. Der er også kommet nogle nye, sorte fælge og kalechen kan bestilles i brun. Sikkerhedsudstyret er på visse markeder opgraderet med automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, skiltegenkendelse, adaptiv fartpilot, bakkamera med mere, men ikke i Danmark, hvor importøren i stedet har valgt at prioritere en attraktiv pris. 

Hvad skal den så koste? 

Priserne starter ved 303.978 kr. for en MX-5 1,5 med stofsæder, mens den testede 2,0'er sniger sig op på 373.979 kr. – men så får du også lædersæder og differentialespær på bagakslen med i købet. MX-5 2,0 Sport med Recaro-sæder og Bilstein-undervogn koster 413.975 kr. De opgraderede motorer har også fundet vej til RF-varianten med fast foldetag og priserne starter her ved 343.979 kr. 

Mazda MX-5 2,0 2018 side

Transfagarasan bjergvejen blev bygget mellem 1970 og 1974 af diktatoren Ceausescu.

© Søren Juul
Mazda MX-5 2,0 sving
© Søren Juul

Hvordan kører den nye Mazda MX-5 2,0?

På papiret gør den nye motor MX-5'eren lidt kvikkere end med den gamle 2,0’er med 160 hk. Nul til 100 km/t-tiden er faldet fra 7,3 til 6,5 sek. mens topfarten stiger fra 214 til 219 km/t. 

Bag rattet er det ikke så meget de ekstra 24 hk du lægger mærke til – det er mere motorens lyst til at tage endnu flere omdrejninger, mens den fylder kabinen med herlig snerren. Transfagarasans asfalt er mere ramponeret end forventet, men det bumpede underlag passer perfekt til den relativt blødt affjedrede roadster, som boltrer sig på den snoede asfalt.

Resten af kørselsindtrykkene og mere om den episke rute må du vente med at læse om i et kommende nummer af Bil Magasinet... 

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.