BMW-M2_Competition Coupé hvid 2019 forfra forende front køre bane

Første test: M2 får nyt navn og endnu mere lyst til narrestreger

Den nye BMW M2 Competition, der erstatter M2 Coupé, har fået en gennemgående teknisk overhaling, uden at det er gået ud over modellens legesyge væsen.

30. juli 2018 af Daniel Bohnsen

Hvor er vi?

Præsentationen af den nye BMW M2 Competition fandt sted på Ascari-racerbanen og de smukke landeveje, der omgiver både den og byen Ronda i det østlige Spanien.

Hvad er nyt?

Ved første øjekast er der ikke de helt vilde ændringer at spotte, et sæt nye 19” fælge og en flot, hvidmetallic lak med navnet ”Hockenheim Silver” er de tydeligste kendetegn, når man står på afstand. M2 Competition er i virkeligheden et omfattende facelift af den udgående M2 Coupé, så den stiller naturligvis med de obligatoriske nye forlygter (nu adaptive LED-enheder), et sæt større BMW-”nyrer” og en ny kofanger med større luftindtag – både for at skille sig ud fra forgængeren, men også for at lede mere køling ind under motorhjelmen.

BMW-M2_Competition Coupé hvid 2019 bagfra bagenden køre bane

BMW M2 Competition har 40 hk og 50 Nm mere end den udgående M2 Coupé.

Det er nemlig sket en del i motorrummet, hvor række-6’eren fra BMW’s M3 og M4 nu har fundet plads med de dobbelte TwinPower-turboer. Slagvolumen er den samme som før, men det er ifølge BMW så godt som eneste lighed med række-6’eren i M2 Coupé, og Competition-motoren yder 410 hk og 550 Nm – solide 40 heste og 50 Nm mere end forgængeren.

Til at håndtere de ekstra kræfter er forenden stivet af med en kulfibertværstiver, der ligesom det opdaterede chassis ligeledes stammer fra M3/M4. Spærredifferentialet på bagakslen er også komplet fornyet – men bare rolig, M2 er stadig ude på ballade. Det understreges også af den nye udstødning, der med to elektronisk styrede spjæld kan lukke helt op for den klassiske lyd af en hårdt pumpet BMW med seks stempler på række.

Fra førerpladsen har man udsigt til et sæt nye, mørke instrumenter, en racerrød startknap samt muligheden for at vælge ”M1”- og ”M2”-køremode direkte fra rattet. Køreprogrammerne kan tilpasses som man ønsker, men fra fabrikken er M1 et komfortprogram, mens M2 er et sportsprogram, der sætter antispin-funktionen i ”M Dynamic Mode”, hvilket er skidt for bagdækkene, men rigtig godt for underholdningsværdien. Ved højrehånden er det stadig en 6-trins manuel gearkasse, der er standard, med muligheden for at opgradere til en dobbeltkoblingssag, der skærer 0,2 sekunder af de 4,4 sekunder, det tager at komme fra 0-100 km/t.

BMW-M2_Competition Coupé hvid 2019 kabine interiør

M2 Competition har manuelt gear som standard.

Hvem er konkurrenterne?

Man kan jo ikke sige BMW uden også at sige Mercedes og Audi, og lige nu arbejder Mercedes på højtryk for at få næste generation af A45 AMG-versionen af A-klassen klar, der ifølge rygterne skulle have ”mere end 400 hk”. Men Mercedes A-klasse er jo en 5-dørs hatchback, og det samme gælder Audi RS3. Audi'en fås godt nok også i sedan-versionen, der giver en mere tilsvarende profil, men den har stadig for mange døre, så det bedste bud på en M2-konkurrent er nok Audi TT RS Coupé. Den er måske en kende mindre praktisk, men den kommer med Quattro firehjulstræk, en 5-cylindret rækkemotor på 400 hk og et frækt design. Og når vi taler ren køreoplevelse, er der heller ingen vej uden om Porsche 718 Cayman S, der ikke helt kan følge med på pris og hestekræfter, men som giver samme direkte, baghjulstrukne køreglæde.

Hvornår lanceres den?

BMW M2 Competition er i handlen nu til en vejledende pris på 1.105.000 kr. inkl. lev.

BMW-M2_Competition Coupé hvid 2019 kabine interiør

Bil Magasinets udsendte, Daniel Bohnsen, krænger BMW M2 Competition gennem en højrekurve på Ascari-banen.

Måske er du interesseret i...