© Bil Magasinet

Første test: Genfødt Mercedes G-klasse

Designet er tro mod originalen fra 1979, men under det kantede karrosseri på Mercedes’ geländewagen anno 2018 gemmer sig en ny og endnu mere uovervindelig bil.

6. maj 2018 af Søren Juul

Hvor er vi?

Perpignan i det sydvestlige Frankrig. Vi kører den nye G-klasse på snoede landeveje, der kan gøre sportsvogne forpustede og tæsker den på Europas største offroadbane omkring vinslottet Chateau de Lastours, der også fungerer som testcenter for internationale rallyteams.  

Mercedes-AMG G63 sving

Et sving er ikke længere en prøvelse for Mercedes' mægtige G-klasse.

© Bil Magasinet

Hvad er nyt?

Den nye G-klasse ligner forgængeren på en prik, men faktisk er kun reservehjulet på bagsmækken, blinklysene, sprinklerdyserne, de robuste dørhåndtag og den vandrette beskyttelsesliste på siden genbrug. Resten af bilen er bygget op med moderne fortolkninger af forgængerens robuste konstruktion med en stærk chassisramme, permanent firehjulstræk, en reduktionsgearkasse og tre låsbare differentialer.  

Mercedes-AMG G63 interiør

Største nyhed i kabinen er den nye digitale instrumentering. Den firkantede skærm passer perfekt ind i den kantede firhjulstrækker.  

© Bil Magasinet

Gamle G-klasse-ejere vil føle sig hjemme i kabinen. Udsigten gennem den lodrette forrude er den samme, over handskerummet siddet et vandret panikhåndtag og på midterkonsollen sidder de tre knapper til at låse differentialerne.

Men man stiger nu op på en mere højteknologisk kommandobro garneret med udsøgt interiør fra Mercedes nutidige luksusbiler. Mest iøjefaldende er den rektangulære skærm med knivspark grafik, som afløser forgængerens analoge instrumentering.   

Mercedes-AMG G63 chassisramme

Den nye chassisramme er 55% stivere end den gamle - og så er den også lettere. Samlet har G-klassen tabt sig 170 kg. 

© Bil Magasinet

Ingeniørerne har fokuseret på at bevare forgængerens barske køregenskaber i terræn og forbedre dem på asfalt. Målet er opnået med en helt ny chassisramme, som er lettere, stivere og forberedt til et par store nyheder.

Den stive foraksel er droppet til fordel for uafhængige hjulophæng med dobbelte wishbones og adaptive støddæmpere udviklet af sportsafdelingen AMG. Bagtil sidder stadig en stiv aksel, men en fordobling af antallet af langsgående stræberarme sørger for en mere præcis hjulstyring.

Det håbløst upræcise rulle/snekke styretøj er erstattet af en tandstang med elektrisk servohjælp. Det nye styretøj giver mere styrepræcision, såvel som gør det muligt at installere sikkerhedsudstyr som f.eks. vejbaneassistent.

Mercedes-AMG G63 V8 motor

Den gamle G63 kom fremad med en 5,5 liters V8 med biturbo. Den afløses af en ny 4,0 liters V8 biturbo kendt fra bl.a. Mercedes-AMG E63. 

© Bil Magasinet

Hvilke motorer?

Til start fås G-klassen kun som den mere offroad-fokuserede G500 med en ny 4,0 liters V8 biturbo med 422 hk – og den brutale topmodel G63, der trives lidt bedre på asfalt. Den har i øvrigt samme størrelse motor som G500, men 585 hk og fire brølende sidepipes.

Begge nyder godt af en ny 9-trins automatgearkasse, der afløser en 7-trins automatgearkasse. Den 12-cylindrede G65 er lagt i graven, men vi forventer at se den nye G-klasse med en dieselmotor på et tidspunkt.  

Mercedes-AMG G63 side

Den nye chassisramme har gjort G-klassen lidt mere rummelig. På bagsædet er benpladsen vokset med 15 cm. 

© Bil Magasinet

Hvad skal den koste?

Godt spørgsmål! Importøren regner stadig på priserne, men billig bliver den ikke. Et opslag i Bil-Revyen 2018 fortæller, at den gamle G500 startede på 1,9 mio. kr, mens AMG-versionen G63 begyndte ved ca. 2,8 mio. kr. Der er forventet dansk lancering sidst på sommeren.

Hvad er konkurrenterne?

Eventuelt den dyreste Range Rover du kan finde på prislisten, men vil du have en rå firhjulstrækker, der ligner noget som kan overleve en atomkrig, tåle tæsk gennem nådesløst terræn og rumle forførende gennem byen med en brølende V8-motor, er der reelt intet reelt alternativ til den nye G63’er.  

Mercedes-AMG G63 front

AMG-versionen har lodrette i stedet for vandrette lameller i kølergrillen. 

© Bil Magasinet

Hvordan kører den så?

AMG-versionen er som altid forrykt hurtig. Med 585 hk sprinter G63’eren fra 0 til 100 km/t på blot 4,5 sek. – men som noget nyt skal du ikke længere spekulere på, om "Brutalis" lægger sig ned på siden i et skarpt sving. Der er sket underværker, når det kommer til køreegenskaberne på asfalt – og i terræn er G-klassen blevet endnu mere uovervindelig.

Dét kan du læse om i detaljer i et kommende nummer af Bil Magasinet, hvor vi bringer en grundig test af den nye Mercedes-AMG G63.   

Mercedes-AMG G63 bag

Læs den grundige test af denne Mercedes-AMG G63 snart i Bil Magasinet.

© Bil Magasinet

Måske er du interesseret i...