Aston Martin DBS Superleggera
© Dean Smith

Første test: Aston Martin DBS Superleggera er en bandit i habit

Briternes nye super-GT er slanket med kulfiber og kommer fremad med 725 hk fra en V12-motor. Her er vores førstehåndstryk efter en tur i Alperne.

3. august 2018 af Søren Juul

Hvor er vi?

Berchtesgaden, Tyskland. Den hurtigste Aston Martin pt. tester vi på flade landeveje, Autobahn med fri hastighed og snoede bjergveje.

Hvad er det?

For ikke så længe siden skærpede Aston Martin formen på den store GT-model DB11 med den særlige AMR-variant. Nu skruer briterne yderligere op for blusset med en ny super-GT baseret på samme platform. Den kan bedst kan beskrives som en DB11, der har tabt sig, fået transplanteret et nyt ansigt og pumpet musklerne til bristepunktet. Den nye DBS Superleggera er den hurtigste Aston Martin nogensinde.  

© Dean Smith

Hvad er det for et navn?

Det er en hilsen et par berømte kapitler i Aston Martins historie fra 60erne: de lette Superleggera-modeller bygget af den italienske karroserimager Carrozzeria Touring – og modellen DBS, der kom første gang i 1967 – og i øvrigt dukkede op igen i 2007 i form af en brutal storebror til DB9.

© Dean Smith

Hvad gør den til en bisse i forhold til DB11?

Vi kan starte med designet, som er markant mere aggressivt at se på. I forhold til DB11 har DBS Superleggera fået et større gab foran og en F1-inspireret dobbelt-diffuser bagpå. Dertil en muskelsvulmende motorhjelm med større luftindtag. Det er ikke kun til pynt: DBS Superleggera kløver luften som ingen anden Aston har gjort før. Ved topfart 340 km/t genereres der 180 kg downforce.

Den 5,2 liters V12 biturbomotor yder 725 hk og byder på et gigantisk drejningsmoment på 900 Nm, hvor en almindelig DB11 nøjes med 608 hk og 700 Nm. Det har skærpet præstationerne. 0-100 km/t klares på 3,4 sekunder, hvor en DB11 bruger 3,7 sekunder og topper ved 322 km/t.

For at tøjle de ekstra kræfter har Aston Martin installeret en ny 8-trins ZF automatgearkasse.

Endelig er DBS Superleggera slanket 72 kg i forhold til DB11. Vægttabet er primært sket ved at lave diverse karroseridele i kulfiber.   

© Dean Smith

Hvem er konkurrenterne?

Aston Martin selv peger på Ferrari 812 Superfast. Det kunne også være en Bentley Continental GT, som også er i stand til at fragte dig meget hurtigt tværs over et kontinent, med 12 cylindre ude foran. 

Hvordan kører den så?

Det kan du få en detaljeret beskrivelse af snart i Bil Magasinet, men vi kan sige så meget, at DBS Superleggera er noget andet end en Ferrari 812 Superfast – og den føles i markant bedre form på en snoet landevej end DB11’eren.  

Læs hele testen og mere om køreoplevelsen i den nye super-Aston i et kommende nummer af Bil Magasinet.  

Vi forventer, at Aston Martin DBS Superleggera får dansk premiere til september. Prisen kender vi ikke i skrivende stund, men i Tyskland er den prissat til cirka 2 mio. kroner uden dansk registreringsafgift. 

© Dean Smith

Måske er du interesseret i...